EU-strid løfter russisk olieloft

EU’s 21. sanktionspakke mod Rusland gik i stå i Bruxelles omkring 10.-12. juli. Ikke fordi ét land sagde nej, men fordi alle lande kunne gøre det. EU-ambassadørerne i Coreper, hvor medlemslandenes repræsentanter forhandler teksterne, før ministrene godkender dem, kunne ikke samle enighed om det, der ifølge flere medier skulle have været den mest ambitiøse sanktionsrunde siden invasionen af Ukraine (Euronews, Rådet for Den Europæiske Union).

Problemet var ikke én stor uenighed, men mange små. Prisloft på olie, skibsregistre, fiskekvoter og omstridte personnavne lå i samme pakke, som efter artikel 31 i EU-traktaten kræver enstemmighed. Hver regering fandt noget, den ville beskytte.

Uret tikker for olieprisloftet

Dødvandet havde en pris. EU’s prisloft på russisk olie, som kun giver vestlige forsikringsselskaber og rederier lov til at håndtere russisk råolie, hvis den sælges under et fast loft, stod til automatisk genberegning 15. juli. Mekanismen virker sådan: Når de globale oliepriser stiger, følger formlen med. Derfor ville loftet bevæge sig fra 44,10 dollar pr. tønde mod omkring 58 dollar eller mere (Euronews, Eurointegration).

Et højere loft gør det lovligt for flere russiske olietønder at bruge vestlig transport og forsikring. Det betyder flere indtægter til Moskva.

Energikommissær Dan Jørgensen ønskede at fastfryse loftet på det lavere niveau frem til januar 2027. Men fastfrysningen var lagt ind i den bredere sanktionspakke. Da pakken ikke kunne vedtages, kunne fastfrysningen heller ikke gennemføres.

Ud over olieprisloftet foreslog EU-Kommissionen at sætte yderligere 30 tankskibe fra den såkaldte skyggeflåde på sanktionslisten. Det er ældre skibe, der transporterer russisk råolie uden om de normale forsikringskanaler. Kommissionen ville også udvide transaktionsforbud til 31 russiske banker og ramme kryptoplatforme og mellemled i tredjelande, som bruges til at omgå de eksisterende regler (Baker McKenzie, United24).

Ifølge Kommissionen dækker de nuværende sanktioner allerede 90 % af EU’s tidligere import af russisk olie og 70 % af aktiverne i det russiske banksystem (EU-Kommissionen om energisanktioner, EU-Kommissionen om finansielle foranstaltninger). Den 21. pakke skulle især lukke hullerne i håndhævelsen.

Tre lande, tre blokeringer

Kravet om enstemmighed betyder, at hver hovedstad kan holde hele pakken tilbage, indtil dens egne bekymringer er håndteret. Tre eksempler viser mønstret.

Grækenland, Cypern og Malta modsatte sig fastfrysningen af olieprisloftet, fordi den rammer deres rederier direkte. De tjener penge på at transportere russisk råolie og LNG (Upday). Et lavere loft betyder færre laster, de lovligt kan sejle.

Bulgarien protesterede mod sanktioner mod den Lukoil-forbundne milliardær Vagit Alekperov. Sofia advarede om, at tiltaget kunne true raffinaderiet i Burgas, som leverer brændstof til dele af Balkan (Il Foglio).

Slovakiets Robert Fico truede med at blokere pakken på grund af energiomkostningerne for en økonomi, der stadig er afhængig af russisk rørgas (Noviny.sk).

Ingen enkelt regering væltede pakken alene. Men systemet gav hver reservation samme vetokraft, og reservationerne hobede sig op.

Hvem vinder på forsinkelsen

For hver uge pakken står stille, forbliver Ruslands indtægtskanaler bredere. CREA’s analyse fra juni 2026 viste, at EU’s import af russisk LNG stadig lå over niveauet fra juni 2025, at Ungarn importerede russiske fossile brændsler for 591 mio. euro på én måned, og at otte laster med olieprodukter fremstillet af russisk råolie blev losset i EU-havne trods et eksisterende forbud (CREA).

Operatørerne bag skyggeflåden og platforme til kryptobetalinger får samtidig tid til at lægge ruter og betalinger om, før håndhævelsen indhenter dem.

I Europa er vinderne mere konkrete: brancher, der undgår omgående efterlevelsesomkostninger eller tabt forretning. Græske redere bevarer indtægter fra LNG-transport. Bulgarske raffinaderiinteresser holder råolieforsyningen åben. Iberiske fiskeimportører fastholder adgang til russisk fangst.

Taberne er mindre synlige, og det er en del af forklaringen på, at de taber. Russiske indtægter begrænses mindre, end de ellers ville være blevet, og dermed bliver det lettere at finansiere en krig, sanktionerne netop skal gøre sværere at føre. EU’s troværdighed som økonomisk magtmiddel svækkes også, hver gang en pakke, der skulle stramme håndhævelsen, bremses af et raffinaderi, et skibsregister og en gasledning.

EU’s sanktioner virker, fordi de gælder som ét juridisk marked. De samme regler binder banker i Luxembourg, tankskibe i Grækenland, toldmyndigheder i Polen og konsulater i Frankrig på samme tid. Men EU kan kun ramme Rusland, når alle 27 regeringer accepterer omkostninger derhjemme. Lige nu er der for mange, der ikke vil.