EU tillader asylfængsling uden for unionen

Europa-Parlamentet og Ministerrådet, hvor medlemslandenes regeringer forhandler EU-lovgivning, blev 1. juni enige om for første gang at give medlemslandene mulighed for at frihedsberøve afviste asylansøgere i lande uden for EU. Den nye returforordning skaber en ramme for såkaldte returcentre: lukkede faciliteter på fremmed territorium for personer med en endelig udsendelsesordre. Dermed falder den sidste store brik i EU’s omlægning af migrationsreglerne på plads, før den bredere asyl- og migrationspagt træder i kraft 12. juni (European Parliament, Council).

Forordningen giver også myndighederne mulighed for at ransage boliger i jagten på udokumenterede migranter, fjerner den automatiske ret til at få en udsendelse sat på pause under en klagesag og åbner for tidsubegrænset frihedsberøvelse af personer, der vurderes at udgøre en sikkerhedstrussel (EFE). Aftalen blev båret igennem af et flertal fra det borgerlige EPP til den yderste højrefløjs Patriots-gruppe. Socialdemokrater, De Grønne og venstrefløjen stemte imod. Spanien var den eneste regering, der modsatte sig aftalen (El Español, Euronews).

En ramme uden adresse

Ethvert medlemsland kan nu indgå en bilateral aftale med en regering uden for EU om at huse et lukket returcenter. EU’s charter om grundlæggende rettigheder, unionens eget rettighedskatalog, gælder fortsat, fordi medlemsstaterne juridisk har ansvaret for de personer, de overfører (European Parliament). Uledsagede mindreårige er undtaget. Det er familier med børn ikke.

Endnu har intet tredjeland underskrevet en sådan aftale. Fem regeringer, Tyskland, Nederlandene, Østrig, Danmark og Grækenland, leder efter mulige partnere i Afrika og Centralasien. Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, er gået længst og har sagt, at regeringen forventer at lukke bilaterale aftaler inden årets udgang og er parat til at tilbyde økonomisk støtte eller visumlempelser til villige værtslande. Det nederlandske tænketank Clingendael Institute har advaret om, at få lande vil sige ja, og at de, der gør, kan kræve “betydelig kompensation” (Brussels Signal).

Den eneste fungerende model er Italiens to centre i Albanien. Afstanden mellem ambition og resultat er til at få øje på: 527 personer er blevet overført mod et årligt mål på 36.000. Italienske domstole har blokeret mere end halvdelen af frihedsberøvelserne. ActionAid anslår, at ordningen har kostet 153.000 euro per sengeplads. Albanien har signaleret, at landet ikke vil forlænge aftalen efter 2030.

Flaskehalsen ligger et andet sted

Europas returproblem skyldes især svag og opsplittet diplomati. Oprindelseslande nægter ofte at udstede de rejsedokumenter, som deres egne statsborgere skal have, før en udsendelse kan gennemføres. Frankrig udstedte omkring 138.000 udsendelsesordrer i 2025, men gennemførte kun omtrent 10,5 %. Algeriets flere måneder lange stop for rejsedokumenter satte systemet i stå og gjorde manglen på lovhjemmel mindre relevant (Le Monde). Tyskland udsendte 4.807 personer i første kvartal af 2026, mere end 20 % færre end i samme kvartal året før, mens over 237.000 personer fortsat er omfattet af udsendelsesordrer. Spanien gennemførte kun 6,3 % af sine udsendelsesordrer i 2025.

Et returcenter ændrer ikke den beregning. En person, der sidder frihedsberøvet i Uganda eller Usbekistan, kan stadig ikke sendes hjem uden pas eller rejsedokumenter fra oprindelseslandet. Franske diplomatiske kilder sagde til Le Figaro, at de ikke kunne se, “hvordan det skulle fungere” (Le Figaro).

Domstolene får næste runde

To svækkede garantier vil sandsynligvis ende ved domstolene. Klager over udsendelser får ikke længere automatisk opsættende virkning. Domstolene skal i stedet fra sag til sag afgøre, om de vil gribe ind (Euronews). Parlamentets og Ministerrådets forhandlere droppede samtidig den uafhængige kontrolmekanisme for returcentre, som EU-Kommissionen, unionens udøvende organ, oprindeligt havde foreslået (Verfassungsblog).

En verserende sag ved EU-Domstolen kan ændre hele konstruktionen. I Sedrata (C-414/25) skal domstolen afgøre, om Italiens Albanien-protokol er forenelig med EU-retten. Generaladvokatens foreløbige udtalelse i april støttede protokollen, men den endelige dom er endnu ikke faldet. Hvis dommen går den anden vej, vil den underminere det retlige grundlag, forordningen bygger på. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg kan desuden fortsat blokere individuelle overførsler gennem hasteindgreb, samme værktøj som domstolen brugte til at standse britiske udsendelsesfly til Rwanda i 2022.

Forordningen mangler stadig formelle afstemninger i Parlamentet og Ministerrådet, som ventes inden for få uger. Det politiske flertal er på plads, og den juridiske ramme bliver efter alt at dømme vedtaget. Det, der mangler, er det praktiske fundament: et villigt værtsland og den diplomatiske gennemslagskraft over for oprindelseslande, som i årevis har nægtet at samarbejde.