EU godkender dobbelt industristøtte i Tyskland

EU-Kommissionen giver Tyskland rum til at lægge to former for energistøtte oven i hinanden. I 2026 kan udvalgte fabrikker få både kompensation for elprisernes CO2-del og Berlins nyere industristrømpris for det samme elforbrug. Det sænker regningen for tysk tung industri og tester, om EU’s konkurrence stadig hviler på fælles regler eller på, hvem der har den største statskasse.

Den bredere tyske lempelse kan koste omkring 1 mia. euro ekstra på budgettet. Industristrømprisen indgår i en tysk ordning på cirka 3,8 mia. euro for 2026-2028 og sigter mod en pris tæt på 50 euro/MWh for støtteberettiget elforbrug. Det juridiske rum kommer fra Kommissionens midlertidige kriseramme, som holder nødsporet for statsstøtte åbent til 31. december 2026.

Sådan virker rabatten

Kompensationen for elpriser refunderer en del af den CO2-omkostning, der ligger indlejret i elregningen. Industristrømprisen skærer direkte i regningen. Tysklands fordel er, at virksomhederne ikke længere skal vælge: Den samme kilowatt-time kan få begge former for støtte. Tyske stålvirksomheder beskriver det som en dobbelt aflastningsmekanisme for energiintensive brugere.

Regnestykket betyder noget, men mekanismen betyder mere. Berlin dækker så stor en del af engrosprisen på el, at støtteberettiget forbrug kan presses ned mod 50 euro/MWh. Under krisereglerne kan støtte til energiintensive virksomheder stige fra 50 % til 70 % af de støtteberettigede elomkostninger uden ekstra krav om grønne investeringer.

Tyskland har et reelt industriproblem. De energiintensive sektorer beskæftiger tæt på 1 mio. mennesker og står for omkring 17 % af industriens bruttoværditilvækst. Produktionen ligger stadig omtrent 12 % under niveauet før pandemien, mens den energiintensive produktion i april 2026 kun var 0,9 % højere end året før. Berlin køber tid til svage fabrikker, ikke til en industri i medvind.

Regningen flytter over grænserne

Tyske fabrikker vinder først. Tyske skatteydere betaler først. Derefter flytter presset ind i det indre marked, fordi konkurrenterne sælger ind i de samme europæiske forsyningskæder uden samme finanspolitiske rygstød.

Fabrikkernes elregninger er ikke kun engrosprisen på strøm. De omfatter også nettariffer, skatter, afgifter og afdækning, altså forhåndskontrakter, der beskytter virksomheder mod udsving i markedet. Frankrig viser problemet: Nettariffer for højspændingsbrugere, herunder store industrikunder, stiger i gennemsnit 3,34 % fra 1. august 2026. En fransk kemi- eller stålfabrik kan have adgang til el med lav CO2-udledning, men den konkurrerer stadig med tyske anlæg, hvor forbundsstaten kan klippe i slutregningen.

Italien står med det sværere valg. Italienske virksomheder betalte allerede gennemsnitlige elomkostninger på 278 euro/MWh i 2025 mod 242 euro/MWh i Tyskland, 183 euro/MWh i Frankrig og 171 euro/MWh i Spanien. Rom kan kopiere idéen, men næppe uden videre størrelsen. Italiens parlamentariske budgetkontor anslår underskuddet i 2026 til 2,9 % af BNP og gælden til 138,6 % af BNP. At matche Tyskland risikerer at lægge mere gæld oven på et energiprisproblem.

Polen står på begge sider af regnestykket. Tysk industri køber fra polske leverandører, så åbne tyske fabrikker kan holde ordrer i gang på den anden side af grænsen. Men polske virksomheder med et forbrug på 500-2.000 MWh har allerede elomkostninger på 19,15 euro pr. 100 kWh, over EU-gennemsnittet på 18,37 euro. En tysk støtteordning kan dermed beskytte polsk efterspørgsel opstrøms og samtidig ramme polske producenter længere nede i kæden.

Sveriges problem er regelsættet. Elpriserne i det sydsvenske prisområde SE4 ligger omtrent på tysk niveau, mens svensk industri ønsker elektrificering under stabile EU-regler. Hvis ens elpriser møder ulige støtte, kommer fordelen fra offentlige budgetter, ikke fra produktivitet.

Det skal stadig undersøges

Den fulde kommissionsafgørelse, som godkender kumulation på den samme elmængde, er fortsat det centrale manglende dokument. Den generelle statsstøtteramme er offentlig, men de tyske værn, kredsen af modtagere og kontrolmekanismerne fremgår ikke klart af det tilgængelige materiale.

Der findes heller ikke et rent anlæg-for-anlæg-kort over, hvem der får den stablede støtte. Eurostat advarer om, at elpriser for erhvervskunder varierer efter forbrugsbånd og omfatter energi, levering, netomkostninger, skatter og afgifter. Nationale gennemsnit kan derfor skjule næsten lige så meget, som de viser.

Tysk stålindustri efterspørger allerede en varig samlet industristrømpris på 50 euro/MWh. Hvis midlertidig krisestøtte bliver til et fast tysk krav, forskubber det indre marked sig væk fra fælles disciplin og over mod den medlemsstat, der kan bruge flest penge.