EU-Nigeria-aftale afventer MEP'ernes ja

EU’s migrationskommissær Magnus Brunner og Nigerias udenrigsminister Bianca Odumegwu-Ojukwu underskrev tirsdag 10. november den første tilbagetagelsesaftale mellem EU og Nigeria i Abuja, oplyste den østrigske tv-station ORF. Aftalen skal gøre det hurtigere at sende nigerianere hjem, når de ikke har ret til at blive i Europa. Den har endnu ingen retsvirkning, dens regler er ikke offentliggjort, og hjemsendelser afhænger fortsat af rejsedokumenter, som kun nigerianske myndigheder kan udstede.

En underskrevet aftale, som offentligheden ikke kan læse

En tilbagetagelsesaftale forpligter et land til at tage imod personer, der ikke har ret til at opholde sig på den anden parts område, når der foreligger en lovlig afgørelse om, at de skal rejse. Aftalen afgør ikke, hvem der har ret til asyl. De regler gælder fortsat som før.

Tirsdagens underskrift er første skridt af tre. Rådet, hvor medlemslandenes ministre mødes, gav kun grønt lys til underskriften »med forbehold for indgåelse«. Den endelige godkendelse kommer altså senere (Rådets beslutning om underskriften). Først skal Europa-Parlamentets medlemmer give deres samtykke. Derefter kan ministrene give den endelige godkendelse (Rådets note).

Offentligheden kan ikke vurdere, hvad de afstemninger skal godkende. Den underskrevne tekst, ST 12944/26, er mærket LIMITE, Rådets betegnelse for dokumenter med begrænset offentlig adgang. Rådet vil først offentliggøre den sammen med beslutningen om den endelige godkendelse (det østrigske parlament).

Den eneste offentlige beskrivelse af udkastet kom fra Colm Brophy, Irlands minister med ansvar for statsanliggender. Han fortalte Dáil, det irske underhus, at aftalen fastsætter frister for udstedelse af rejsedokumenter og også omfatter visse statsløse personer og statsborgere fra tredjelande, altså personer, der hverken er nigerianske eller EU-borgere (debat i Dáil). Fristerne kan få betydning for, om en hjemsendelse bliver gennemført. Men Brophy beskrev et udkast; han fremlagde ikke den underskrevne aftaletekst.

Derfor tog forhandlingerne et årti

Ministrene gav Kommissionen mandat til at forhandle den 12. september 2016. Så sent som i 2024 noterede Rådet i sin statusrapport, at et spørgsmål stadig ventede på svar fra Nigerias justitsministerium (Rådets rapport fra 2024).

Abuja ønskede mere end en aftale om hjemsendelser. Nigerias udenrigsministerium pressede på for støtte til reintegration af hjemvendte, hjælp til infrastruktur og flere lovlige muligheder for nigerianere, der vil arbejde i Europa (Nigerias udenrigsministerium). Da forhandlerne paraferede teksten 23. marts 2026, blev lovlig migration og visumsamarbejde henvist til senere drøftelser i den fælles meddelelse (fælles meddelelse fra marts).

Dermed har hver side noget, den anden har brug for. Nigerias ønsker afhænger af senere europæiske beslutninger, hvoraf mange træffes i de enkelte medlemslandes hovedstæder. EU er fortsat afhængig af Nigerias samarbejde, hvis en person, der skal sendes hjem, ikke har et gyldigt pas.

Afstanden mellem afgørelser og hjemsendelser

Hjemsendelser finder allerede sted uden aftalen. Et chartret fly, som Italiens tilsynsmyndighed for frihedsberøvelse overvågede, landede i Lagos 26. september med 58 personer om bord. 46 af dem kom fra Italien (italiensk tilsynsrapport om hjemsendelsen).

Omfanget af problemet fremgår af en fortrolig vurdering fra Kommissionen, som Statewatch har offentliggjort. I 2023 udstedte EU-landene 11.120 afgørelser om, at nigerianere skulle rejse, men gennemførte 1.175 hjemsendelser. Samtidig bad landene Nigeria om at tage imod 1.873 personer, og der blev udstedt 857 nødpas (Statewatch). Tallene følger ikke de samme personer gennem hele forløbet. De viser et stort gab mellem afgørelser og gennemførte hjemsendelser, men ikke hvor de enkelte sager går i stå.

Tidligere erfaringer giver ikke meget grund til at tro, at en underskrift alene vil lukke det gab. Den Europæiske Revisionsret fandt, at Nigeria fra 2014 til 2018 havde en gennemsnitlig hjemsendelsesrate på omkring 25 %. Den fandt også, at hjemsendelserne ikke fulgte udviklingen i tilbagetagelsesforhandlingerne på en enkel måde (Den Europæiske Revisionsret).

Nogle medier har meldt mere ud, end der er belæg for. Den hollandske avis De Telegraaf skrev, at afviste migranter fremover ville blive sendt hjem inden for 30 dage (De Telegraaf). De 30 dage stammer fra den særskilte Samoa-aftale, EU’s partnerskabsaftale med afrikanske, caribiske og stillehavsstater. Her er fristen sat for, hvornår et land skal svare på en anmodning om tilbagetagelse, ikke for hvornår nogen skal sættes på et fly (Samoa-aftalen).

Aftalen, Brunner underskrev, skriver en proces ned, som Italien og andre lande allerede bruger fra sag til sag. En mulig fordel ligger i fælles frister og regler for dokumenter, som ingen uden for forhandlingerne har kunnet læse. Før MEP’erne stemmer, skal Rådet forelægge dem teksten. Rådet bør offentliggøre den, når den endelige godkendelse gives, som det har lovet. Kommissionen, der selv udarbejdede vurderingen med tallene fra 2023, kan efterfølgende vise, om antallet af anmodninger, dokumenter og gennemførte hjemsendelser faktisk stiger. Indtil da er hurtigere hjemsendelser til Nigeria et officielt løfte. Underskriften siger i sig selv intet om tempoet.