EU presser på trods Albanien-fiasko

EU er ved at færdiggøre det første fælles retsgrundlag for at placere afviste asylansøgere i centre uden for Europa. Den foreslåede returforordning er nu i trilog, de afsluttende forhandlinger mellem EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Den vil give medlemslandene mulighed for at sende afviste ansøgere til såkaldte returcentre i lande uden for EU. Den eneste model, der allerede findes, Italiens centre i Albanien, har indtil nu håndteret omkring 1,5 % af det erklærede mål.

To instrumenter, samme retning

Returforordningen blev fremlagt i marts 2025 og skal erstatte returdirektivet fra 2008, som i dag er EU’s regelsæt for udsendelse af personer uden opholdsret. Det gamle direktiv fastsatte minimumsstandarder, men lod håndhævelsen være op til medlemslandene. Resultatet blev 27 forskellige systemer. Den nye tekst er en forordning, hvilket betyder, at den gælder direkte og ens i alle EU-lande uden national omskrivning (Solidar).

Kernen ligger i artikel 17, som skaber et juridisk grundlag for frihedsberøvende faciliteter på jord uden for EU (Verfassungsblog). Europa-Parlamentet støttede linjen i marts 2026 med 389 stemmer mod 206 (Euronews). Trilogforhandlingerne brød sammen 20. maj uden aftale. Næste runde er sat til 1. juni (NAMPA/AFP).

Seks dage tidligere vedtog alle 46 medlemmer af Europarådet, Europas menneskerettighedsorganisation uden for EU-systemet, Chișinău-erklæringen. Den ændrer ikke Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den siger derimod, at konventionens beskyttelser, blandt andet forbuddet mod tortur og retten til familieliv, ikke automatisk bør blokere udsendelser, når nationale domstole har vurderet risikoen (AP, BIICL). EU-Kommissionen har hilst begge instrumenter velkommen som forenelige med dens migrationslinje (EU Perspectives). Forordningen bygger maskineriet. Erklæringen gør nogle af de retlige bremser mindre bastante.

Hvad Albanien faktisk viser

Italiens centre i Albanien er det eneste fungerende fortilfælde. Premierminister Giorgia Meloni annoncerede aftalen i 2023 med et mål om 36.000 overførsler om året. I april 2026 opgjorde Italiens nationale ombudsmand, Garante nazionale, som er et uafhængigt tilsynsorgan, at 192 personer havde været igennem faciliteterne. 56 var blevet udsendt (Pagella Politica). Selv regeringens eget tal på 536 overførsler svarer til 1,5 % af årsmålet. Budgettet over fem år ligger på omkring 670 mio. euro.

Den praktiske konstruktion er endnu mere besværlig end tallene viser. Hver udsendelse fra centrene i Albanien kræver, at personen først føres tilbage til Italien, fordi direkte udsendelse fra albansk jord ikke er juridisk tilladt. Centrene forkorter altså ikke processen. De lægger et ekstra led ind.

Italienske domstole blokerede ordningen i oktober 2024 med den begrundelse, at den stred mod EU-retten. Regeringen svarede med et dekret, der omklassificerede centrene fra asylbehandlingssteder til faciliteter for personer, der afventer udsendelse. Albaniens udenrigsminister har samtidig sagt, at protokollen ikke bliver forlænget efter 2030 (La Notizia Giornale).

Den egentlige flaskehals

I hele EU bliver kun omkring 28 % af afgørelser om udsendelse faktisk gennemført. Det er rekordhøjt, men betyder stadig, at syv ud af ti personer med påbud om at forlade EU ikke bliver udsendt (Eurostat). Hindringen er først og fremmest diplomatisk: oprindelseslande nægter at tage deres egne statsborgere tilbage. Frankrig udstedte omkring 156.000 afgørelser om udsendelse i 2025 og gennemførte færre end 15.000 (Le Figaro). Tyskland udsendte 4.807 personer i første kvartal 2026, et fald på 22 % i forhold til året før, selv om indenrigsministeren har gjort returcentre til en mærkesag (Stern).

Intet tredjeland har indgået en aftale om at huse et returcenter. Frankrig afviser at deltage med henvisning til forfatningsretlige begrænsninger. Det franske Senat konkluderede, at mekanismen "risikerer at underminere processuelle garantier", samtidig med at den løser det forkerte problem (French Senate).

EU-Domstolen har endnu ikke afgjort, om frihedsberøvelse uden for EU’s område er forenelig med EU-retten. En generaladvokats udtalelse i april, en ikke-bindende juridisk anbefaling til domstolen, åbnede principielt for modellen, men trak en skarp grænse mellem Italiens nuværende ordning og det bredere returcenterkoncept, som forordningen vil skabe (EU Law Analysis). Den endelige dom ventes senere i år og kan begrænse hele rammeværket, før det første EU-returcenter åbner.

Erfaringen fra Albanien peger på et juridisk maskineri, der er rettet mod den forkerte flaskehals. Problemet er fortsat at få oprindelseslandene til at samarbejde. På det punkt har returcentrene endnu ikke flyttet noget.