EU's hjemsendelsescentre mangler værtslande

Europas migrationsdebat handler mindre om hårde ord og mere om, hvorvidt afviste asylansøgere faktisk kan sendes ud. De seneste konklusioner fra Det Europæiske Råd fastholder presset for hurtigere tilbagesendelser, mens Danmark og Italien presser på for returcentre uden for EU. Frankrig og Spanien advarer mod at gøre centre uden for unionen til selve symbolet på migrationspolitikken. Problemet er, at EU-regler kan strammes hurtigere, end nogen kan skabe en lovlig vej til faktiske udsendelser.

Loven kan flytte sig hurtigere end mennesker

Et returcenter vil først komme ind efter et afslag. Det skal ikke afgøre asylsagen uden for EU, men holde en person efter et endeligt afslag, mens et medlemsland forsøger at sende vedkommende tilbage.

Frankrig og Spanien kan sænke det politiske tempo, men artikel 79 i TEUF giver ikke et enkelt land vetoret over EU-lovgivning om tilbagesendelser. EU-Kommissionen kan foreslå skrappere regler, Europa-Parlamentet og Rådet kan ændre dem, og medlemslandene kan samle sig om en hårdere fælles linje.

Den vej ændrer regelbogen. Den skaffer ikke et værtsland, vagter, domstole, frihedsberøvelsesstandarder, rejsedokumenter, flyafgange eller samtykke fra de lande, der skal tage deres egne borgere tilbage.

Det eksisterende returdirektiv giver allerede medlemslandene en ramme for at udsende mennesker efter afslag, herunder regler om frihedsberøvelse og klagemuligheder. Kommissionens nye forslag om tilbagesendelser vil gøre systemet mere ensartet og mere håndfast. Det kan få betydning internt i EU, hvor reglerne i dag bruges ujævnt.

Den svære del begynder ofte uden for EU. Bruxelles kan vedtage reglen; oprindelseslandet skal stadig udstede papirer og acceptere personen tilbage.

Det manglende led er tilbagetagelse

Derfor står visumpres centralt i maskinrummet. EU har allerede redskaber i visumkodeksen og i reglerne om pres for tilbagetagelse, som gør det muligt at gøre visumadgangen vanskeligere for lande, der ikke samarbejder om tilbagesendelser. De redskaber findes, fordi flaskehalsen er diplomatisk lige så meget som juridisk.

Her bliver koalitionssnakken let misvisende. Danmark og Italien sælger en leveringsfortælling: Flyt afviste personer ud af EU’s territorium, og få udsendelser til at se mere umiddelbare ud. Frankrig og Spanien er mere forsigtige, fordi et returcenter kan love kontrol, før det har bevist lovlighed, kapacitet og faktiske afgange.

Andre regeringer kan godt støtte hårdere formuleringer uden at eje de vanskelige dele. Et fungerende returcenter kræver et tredjeland, der vil være vært, et medlemsland, der vil fastholde det juridiske ansvar, oprindelseslande, der vil tage personer tilbage, og domstole, der vil acceptere garantierne. Kæden er kun så stærk som det svageste led.

Albanien viser risikoen

Italiens aftale med Albanien viser, hvorfor en placering ikke er det samme som en fungerende model. Rom ratificerede protokollen med Tirana gennem italiensk lov, men juridiske slagsmål om vurderingen af sikre lande og hurtigprocedurer er allerede nået til Luxembourg i Alace and Canpelli-sagen.

Den ældre advarsel gælder stadig. I Hirsi Jamaa fastslog Strasbourg, at Italien bar ansvar for migrationskontrol uden for landets eget territorium. Når kontrollen flyttes geografisk, flytter ansvaret ikke automatisk med.

De centrale spørgsmål står fortsat åbne. Hvilket land skal huse centret? Hvilke domstole skal behandle klager? Hvem skal bevogte stedet? Hvad sker der, når et oprindelsesland nægter at udstede dokumenter? Hvem overvåger forholdene under frihedsberøvelse? Og hvad tæller som succes: færre forsvundne sager, hurtigere papirarbejde, lavere omkostninger eller dokumenterede udsendelser?

Returcentre kan stadig blive mere end et politisk signal. Den nærmeste test er smallere: om hårdere formuleringer fra Rådet kan skabe lovlige udsendelser, eller om de blot flytter stedet, hvor systemets svigt bliver synligt.