EU køber fodfæste i Grønland

Ursula von der Leyen kom i weekenden til Grønland med en pakke på angiveligt 200 mio. euro for 2026 og 2027. Pengene skal gå til satellitforbindelser, undersøiske kabler, datacentre, vedvarende energi og kritiske råstoffer (EU Perspectives, Le Figaro). Besøget kom efter måneder, hvor Donald Trump offentligt har gjort krav på øen. Von der Leyen kaldte det familiesolidaritet (Brussels Times). Men før solidaritetsfortællingen giver mening, skal pengestrømmen skilles ad.

Tre pengekasser, hvor den ene stadig er ønsketænkning

De 200 mio. euro er nye penge over to år. De kommer oven i 225 mio. euro, som allerede er på vej til Grønland under EU’s nuværende budget gennem unionens støttekanal til territorier, der er knyttet til medlemslande, men står uden for EU (EU-OCT Partnership).

Bag de to beløb ligger et tredje og større tal. EU-Kommissionen har foreslået 530 mio. euro til Grønland i det næste flerårige EU-budget for 2028 til 2034 (European Parliament Legislative Train, EUR-Lex COM(2025)599). Forslaget kræver stadig enstemmig godkendelse fra alle 27 EU-regeringer. Lægger man de tre tal sammen, nærmer de sig 1 mia. euro. Men kun det første beløb er nyt, det andet var allerede besluttet, og det tredje findes endnu ikke som vedtaget udgift.

EU køber ikke mineraler med pengene. EU køber de betingelser, som senere kan gøre mineraludvinding, adgang til infrastruktur og politisk tillid mulig. Kommissær Jozef Síkela sagde det nogenlunde sådan på Arctic Forum: Europa vil styrke arktiske samfunds evne til selv at træffe beslutninger og bakke de beslutninger op med investeringer (IEU Monitoring).

Råstofferne ligger stadig langt ude i horisonten

Grønland rummer 25 af de 34 kritiske råstoffer, som EU regner for strategisk vigtige, blandt andet sjældne jordarter, grafit og molybdæn (European Sustainable Energy Week). På papiret er potentialet stort. Ifølge Wood Mackenzie er virkeligheden mere besværlig: Der er ingen aktiv mine for sjældne jordarter på øen, og polarforhold, manglende infrastruktur og lovgivningsmæssige begrænsninger betyder, at der vil gå flere år, før en sådan mine kan komme i drift (Wood Mackenzie). I dag er kun to mineprojekter i gang, med produktion af anorthosit og guld (CSIS).

Grønlands udenrigsminister, Múte Bourup Egede, sagde til medlemmer af Europa-Parlamentet, at omkring 60 % af Grønlands undergrund stadig ikke er kortlagt, og at territoriets 56.000 indbyggere bor i bosættelser uden vejforbindelser mellem dem. Hans besked til Bruxelles var ligefrem: Europæiske investeringer bør følges af europæiske virksomheder, der faktisk vil købe det, Grønland producerer. "Hvis der ikke er europæiske virksomheder, er der andre interesserede" (Demócrata).

Kvanefjeld-forekomsten af sjældne jordarter viser begrænsningen fra grønlandsk side. Projektet er blokeret af Grønlands egen uranlovgivning og minder dermed om, at global efterspørgsel ikke trumfer lokal miljølov (Wood Mackenzie). Europas egen troværdighed på minedrift bliver også testet tættere på. I Sverige truer LKAB’s planlagte mine for sjældne jordarter ved Kiruna den sidste migrationskorridor for rensdyr i et samisk område, hvilket flere gange har udløst kritik fra FN (SVT).

Fodfæste, ikke adgang

Besøget havde også en militær skygge. Finske styrker deltog i Arctic Endurance 26, en danskledet øvelse i forsvaret af Grønland sammen med tropper fra Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge, Nederlandene, Island og Belgien (Yle). Øvelsen irriterede tidligere på året Washington. Finlands forsvarsminister kaldte den almindelig allieret aktivitet (Iltalehti). Tilsammen viser pengene og øvelsen, at europæiske regeringer forsøger at gøre Grønland sværere at behandle som en amerikansk forhandlingsbrik.

Grønland er ikke medlem af EU. Øen forlod Det Europæiske Fællesskab i 1985 efter en folkeafstemning om fiskeripolitik. Men grønlændere har dansk statsborgerskab og er dermed EU-borgere, mens Danmark fortsat har ansvaret for Grønlands forsvar inden for rigsfællesskabet (European Parliament Think Tank, Verfassungsblog).

Bruxelles kan finansiere, mindske risikoen for investorer og foreslå projekter. EU kan ikke kommandere over Grønlands ressourcer. Da von der Leyen besøgte øen, var der endnu ikke offentliggjort nogen detaljeret opdeling, udbetalingsplan eller udbudsregler for de angivelige 200 mio. euro (European Commission Representation in Denmark). Erklæringen blev underskrevet. Men indtil landsstyreformand Jens-Frederik Nielsens regering accepterer projekter, tilladelser og købere på grønlandske vilkår, har Bruxelles købt en plads ved bordet, ikke adgang til øens råstoffer.