EU presser Kina før oktoberfrist

EU's handelsunderskud over for Kina nåede 359,9 mia. euro i 2025. Importen oversteg eksporten med omkring 1 mia. euro om dagen (Europa-Kommissionen). Søndag blev EU's handelskommissær, Maroš Šefčovič, og Kinas handelsminister, Wang Wentao, enige om tre måneders intensive forhandlinger. Bruxelles kræver "mærkbare resultater" inden oktober (Euronews, El País).

Problemet er, at de samme kinesiske forsyningskæder, som presser europæiske producenter, også holder dele af Europas økonomi i gang. Ét medlemsland kan miste fabriksjob til billig kinesisk import, være afhængigt af kinesiske komponenter til den grønne omstilling, huse en kinesisk bilfabrik og samtidig sælge luksusvarer i Shanghai. Den modsætning gør oktoberfristen vanskelig. Den sværeste forhandling foregår i Europa selv: Hvor hårdt kan EU presse Kina uden at ramme sine egne økonomier?

Håndhævelsesmaskinen

Oktober udløser ikke automatisk nye toldsatser. Hvis forhandlingerne løber ud i sandet, vil Bruxelles fortsætte med at lægge told på de områder, hvor Kommissionen kan dokumentere unfair prissætning eller statsstøtte. Det sker sag for sag.

Tempoet er allerede skruet op. Kinesiske dæk gik fra 18 % af det europæiske marked i 2021 til over 30 % i 2025. En igangværende EU-undersøgelse kan føre til antidumpingtold, altså told på varer, der sælges i EU under, hvad myndighederne vurderer som en fair markedspris, på 24,4 til 45,3 % (Le Figaro). Den 24. juni indførte Kommissionen told på 105,6 til 113,7 % på import af BDO, et industrikemikalie brugt i plastproduktion, fra Kina (Europa-Kommissionen).

EU lukker også et toldhul. Indtil nu har pakker til en værdi under 150 euro kunnet komme ind i EU uden told. Omkring 4,6 mia. småpakker krydser hvert år EU's grænse, og mere end 90 % kommer fra Kina (The Guardian, Upday PL). EU og Kina har desuden oprettet et fælles varslingssystem med "gule" og "røde" tærskler for pludselige importstigninger, men de konkrete grænser er ikke offentliggjort (SCMP).

Håndhævelsen rammer dog hurtigt sine egne blinde vinkler. Da Bruxelles i slutningen af 2024 lagde told på op til 45 % på kinesiske batteridrevne elbiler, flyttede producenterne fokus til plug-in-hybrider, som ikke var omfattet af tolden. Eksporten steg derefter (Le Figaro). Derfor kan oktoberdagsordenen nu blive udvidet til hybrider og kemikalier for at lukke hullet (The Guardian).

Hvem betaler i Europa

Polen viser dilemmaet tydeligt. Omkring 100.000 job i hvidevareindustrien er direkte udsat for kinesisk konkurrence, ifølge brancheorganisationer, der presser Bruxelles for bedre beskyttelse (Money.pl). Samtidig afhænger Polens udrulning af solenergi af kinesiske paneler. Kina står for omtrent 80 % af den globale produktion af solcellemoduler og batterier, ifølge branchedata citeret af Biznesenter. Beskyttelse af polske fabrikker gør dermed polsk grøn energi dyrere.

Spanien står med samme problem fra den anden side. Landet ønsker toldhåndhævelse, men forsøger samtidig at tiltrække kinesiske investeringer i elbiler. Et Leapmotor-batteriværksted nær Zaragoza åbnede for nylig med 25 mio. euro i kinesiskstøttet kapital (Motor.es). Italien presser på for stærkere værktøjer i stål og kemikalier, men landets eksport til Kina steg 24,1 % år til år i maj 2026. Det giver luksus- og fødevaresektoren egne grunde til at undgå en handelskonflikt, der løber løbsk (Borsa/Corriere).

Det tre måneder ikke kan løse

Det dybere problem ligger under selve underskuddet. I 2023 var EU afhængig af Kina for 99 % af sit magnesium og 79 % af sit gallium, et metal der er centralt for halvledere og forsvarselektronik (Eurostat). Det ændrer tre måneders forhandling ikke på. Beijing ved det og har allerede advaret om, at Kina vil svare igen på restriktive EU-tiltag (Boursorama/Reuters).

Risikoen for kinesiske eksportrestriktioner på kritiske råstoffer er grunden til, at Bruxelles taler om at mindske farlig afhængighed uden at bryde handelsforbindelsen. Inden efteråret skal Europa finde en model, der er hård nok til at bremse kinesiske importbølger, men fleksibel nok til at sikre de komponenter, investeringer og markedsadgange, som europæiske virksomheder stadig lever af. Spørgsmålet er, om 27 medlemslande med 27 forskellige sårbarheder kan blive enige om, hvor den grænse går.