EU satser €50 milliarder på brintkorridorer

EU-Kommissionen godkendte 20. maj et tysk statsstøtteprogram på 1,3 mia. euro til vedvarende brint (Brusselstimes, Politiken). Samtidig har nederlandske og tyske netselskaber underskrevet en fælles udviklingsaftale om en grænseoverskridende korridor, der skal være i drift i 2031. I Nord-, Syd- og Centraleuropa bliver der nu sat tocifrede milliardbeløb af til et grønt brintnet på tværs af kontinentet.

Regnestykket hviler på en svær antagelse: at grøn brint bliver billigere, før kunderne mister tålmodigheden. I dag koster den stadig tre til fem gange mere end den fossile variant, og projekter bliver aflyst hurtigere, end nye når frem til byggestart.

Fire rørledninger, én kunde

Danmark vil sende grøn brint sydpå gennem Danish Hydrogen Backbone. SoutH2-korridoren skal føre forsyninger fra Nordafrika gennem Italien til Østrig og Tyskland. Spaniens BarMar-rørledning under havet mellem Barcelona og Marseille sigter mod opstart i 2032. Nederlandene forsøger samtidig at gøre Rotterdam til importknudepunkt for Nordvesteuropa.

Alle fire korridorer peger mod den samme kunde: tysk sværindustri. Tyskland forventer at få brug for 2,6 til 3,6 mio. ton brint om året i 2030 til stål, kemi og raffinaderier og erkender, at 50-70 % skal importeres. Den planlagte danske forsyning på 78.000 ton om året vil dække omtrent 2-3 % af det tyske behov.

Hvem tager regningen for prisgabet

Grøn brint, som produceres ved at spalte vand med vedvarende elektricitet, koster i dag 4,50 til 8,50 euro pr. kg i Europa, afhængigt af placering og elpriser. Grå brint, som fremstilles af naturgas, koster omkring 1,50 euro pr. kg. Prisgabet er ikke bare en indkøringsfejl. El udgør op til 60 % af produktionsomkostningen for grøn brint, og europæiske elpriser ligger fortsat højere, end konkurrenceevnen kan bære.

Staterne fylder hullet med støtte. Det tyske program betaler producenter et fast beløb pr. kg, mellem 0,44 og 3,49 euro, i op til ti år. Den større finansielle risiko ligger dog i selve rørene. Det tyske brintkerne-net kan få en samlet systempris på næsten 50 mia. euro, når finansiering og drift regnes med. Regningen er i sidste ende garanteret gennem nettariffer og offentlige midler. Hvis rørene bliver brugt for lidt, har staten lovet at dække mindst 76 % af underskuddet frem til 2055. Det kan efterlade skatteyderne med en regning på 34,7 mia. euro.

Nederlandene står med samme mønster i mindre målestok: Omkostningsskønnet for nettet er på to år steget fra 1,5 mia. euro til 3,8 mia. euro. Spanien har afsat 2,8 mia. euro i offentlig støtte, men har kun 30 MW elektrolyse i drift mod et mål på 12 GW i 2030.

Købere og udviklere er allerede på vej ud

Omkring 60 større grønne brintprojekter blev aflyst globalt i 2025 med en samlet kapacitet på 4,9 mio. ton om året. Iberdrola skar to tredjedele af sit brintmål for 2030. Shell og Equinor aflyste begge norske projekter. Flaskehalsen har flyttet sig fra udbud til efterspørgsel: Europa kan fremstille 13,1 GW elektrolysører om året, men kan ikke finde nok købere, der vil betale tre til fem gange den fossile pris.

Tysklands egne tal viser afstanden mellem mål og virkelighed. Det nationale mål er 10 GW elektrolysekapacitet i 2030. I dag er der kun 955 MW installeret, altså under 10 %.

En EU-regel vil gøre prisgabet større. Fra 2030 skal producenter af grøn brint matche deres elforbrug med vedvarende produktion time for time i stedet for måned for måned. CE Delft vurderer, at det vil løfte produktionsomkostningerne med omkring 27,5 %. Reglen har en klar begrundelse: Uden den kan elektrolysører opsuge eksisterende grøn strøm og presse elnettet tilbage mod fossil produktion. Men økonomien bliver ikke lettere af, at reglen er fornuftig.

Europa bygger brintrør på forventningen om, at omkostningerne falder, og at køberne faktisk dukker op. Begge dele kan ske. Hvis brintens læringskurve bliver langsommere end solcellernes, bliver det afgørende spørgsmål, hvor længe skatteyderne skal betale forskellen.