Europa mangler 1.3 LNG-tankskibe om dagen

EU’s gaslagre var i begyndelsen af juni fyldt til omkring 42 % af kapaciteten, cirka 14 procentpoint under det sæsonmæssige femårsgennemsnit og klart under de 51 %, der blev registreret for et år siden (AGSI/GIE, WBJ). Det hul betyder noget, fordi Europa nu skal fylde lagrene op før vinteren, samtidig med at EU konkurrerer om LNG, flydende naturgas sendt med tankskib, på et globalt marked presset af uro i Mellemøsten, strammere sanktioner mod Rusland og stærk asiatisk efterspørgsel. Regningen ender hos statskasserne, den energiintensive industri og efterhånden også nogle husholdninger, men fordelingen afhænger af, hvilket land man bor i.

Lagringshandlen, der ikke hænger sammen

Gaslagring er en sæsonforretning. Selskaber køber gas om foråret, betaler for at lagre den og sælger den om vinteren, når priserne normalt er højere. Forskellen mellem sommer- og vinterpriserne, det såkaldte spread, skal dække lageromkostningerne. Når forskellen er for lille, venter selskaberne med at fylde op. Det er situationen nu.

ICIS vurderer, at Europa med de nuværende langsomme indpumpningsrater kun vil nå omkring 73 % i november. Skal EU ramme 90 %, som er det juridiske mål i EU’s gaslagerforordning (EUR-Lex), skal indpumpningen stige med omkring 4 mia. kubikmeter om måneden. Det svarer til cirka 1,3 ekstra LNG-laster hver dag.

Bruxelles har signaleret fleksibilitet. EU-Kommissionen siger, at den opdaterede forordning giver medlemslandene et vindue på to måneder, fra oktober til december, til at nå 90 %-målet, og embedsmænd har gentagne gange peget på 80 % som nok til vintersikkerheden. De 80 % er et praktisk tryghedsniveau, der skal forhindre en gentagelse af panikkøbene, som pressede priserne op på rekordniveauer i 2022.

Presset fra begge sider

Det eksterne udbud gør selv 80 % sværere at nå billigt. Det Internationale Energiagentur vurderer, at konflikten i Mellemøsten har fjernet omkring 120 mia. kubikmeter fra den globale LNG-forsyning frem mod 2030, fordi skader på eksportinfrastruktur og forstyrrelser i skibsfarten forsinker ny kapacitet (Energy Connects, Baltic Exchange). EU’s udfasningslov for russisk gas forbød kortfristede russiske LNG-kontrakter fra 25. april 2026, mens rørledningskontrakter følger i juni, og al langsigtet russisk gas skal være ude ved udgangen af 2027 (S&P Global). Når EU udfaser de kontrakter, mister Europa også muligheden for hurtigt at bruge russisk gas, når lagrene er lave.

Når asiatiske købere betaler mere for fleksible LNG-laster, må Europa hæve benchmarkprisen på det hollandske TTF-marked, handelsknudepunktet der sætter den europæiske engrospris på gas, for at tiltrække tankskibe. TTF blev i begyndelsen af juni handlet omkring 50 euro/MWh (Berliner Zeitung), og Spaniens MIBGAS day-ahead-pris lå tæt på med 48,80 euro/MWh (MIBGAS). ACER, EU’s energiregulator, advarede om, at en opfyldning til 90 % vil kræve omtrent 13 % mere LNG-import end i 2025 (MondoVisione).

Regningen afhænger af landet

EU-gennemsnittet skjuler store nationale forskelle. Holland havde kun 16,1 % lagerfyldning 1. juni (Energievergelijk), mens Spaniens regasificeringsanlæg var 72 % fyldt (Europa Press). Tyskland lå på 34-35 %, omkring 20 procentpoint under landets eget sæsongennemsnit (NDR).

Regeringerne griber ind, men med vidt forskellige finanspolitiske værktøjer. Tyskland afskaffede sin lagerafgift 1. januar 2026 og flyttede finansieringen over på forbundsbudgettet. Det betyder, at skatteyderne, ikke gaskunderne, nu garanterer forsyningssikkerheden (FGS). Holland har en lånefacilitet på 20 mia. euro til det statsligt støttede EBN, som kan træde til, når den kommercielle opfyldning går i stå (DutchNews). Ungarns fastprissystem tvinger det statsejede MVM til at opsuge højere importomkostninger, indtil regeringen beslutter noget andet. Det er en finanspolitisk stødpude, der virker, indtil den ikke gør (HVG).

Den energiintensive industri mærker slaget først. BASF’s topchef har advaret om, at europæiske gaspriser nu strukturelt fastsættes af globale LNG-markeder snarere end af rørledningskontrakter (Zeit). Husholdningerne mærker det senere, filtreret gennem kontraktfornyelser og national politik. I Spanien går kanalen gennem elprisen: Når gasfyrede kraftværker sætter den marginale elpris, altså prisen på den sidste enhed strøm der skal til for at dække efterspørgslen, slår engrosprisen på gas direkte igennem på husholdningernes regninger. Spaniens regulerede PVPC-eltarif steg 15 % i maj (OCU).

Vinderne er LNG-leverandører, ejere af fleksible laster og lageroperatører, altså dem der kan sælge ind i Europas hastværk. Taberne findes især blandt industrivirksomheder, der konkurrerer globalt, og regeringer, hvis budgetter skal dække forskellen mellem markedspriserne og det, vælgerne er villige til at betale. Europa kan formentlig undgå fysisk gasmangel denne vinter. Det åbne spørgsmål er prisen for den sikkerhed, og om fattigere medlemslande kan finansiere den på samme måde som Tyskland og Holland.