Europa står uden for Abu Dhabi-forhandlingerne

Forhandlingerne om at afslutte Ruslands krig mod Ukraine begynder i Abu Dhabi 10.–11. november. USA, Ukraine og Rusland sidder med ved bordet (Kushners opslag). Washington siger, at landet vil rådføre sig med europæiske partnere »på sidelinjen« og først åbne for et bredere format, »hvis der sker fremskridt« (RFE/RL).

Fraværet støder på et enkelt problem: Den styrke, der skal sikre, at en aftale holder, er europæisk. Frankrig og Storbritannien leder i fællesskab hovedkvarteret for Multinational Force Ukraine, som efter planen skal indsættes, når kampene stopper, på Ukraines anmodning (det franske forsvarsministerium). Nederlandene forbereder sig på at deltage, men har orienteret parlamentet om, at en konkret udsendelse først bliver en senere politisk beslutning, fordi fredsvilkårene stadig er uklare (den nederlandske regering). Uanset hvad et udkast siger, bliver soldater først sendt af sted, når de nationale parlamenter har sagt ja.

En skitse uden garantier

Det, Det Hvide Hus har offentliggjort, er en liste over mål, ikke en plan. Kushners tekst nævner fem mål, fra pålidelig krisekommunikation til en »varig ramme« for europæisk sikkerhed. NATO skal fortsat stå centralt, og intet land skal kunne nedlægge veto mod andre landes alliancer (Kushners opslag, RFE/RL). Teksten siger ikke, hvilke styrker »gensidige tiltag« skal begrænse, hvem der skal kontrollere dem, hvad der sker ved brud, eller hvordan Europa skal bidrage til at håndhæve aftalen (Le Grand Continent).

Den 5. november modtog Trump Vladimir Putins udsending Kirill Dmitriev i Det Hvide Hus og forudsagde en »stor« aftale, der ville omfatte »mere end Ukraine« (Politico). Volodymyr Zelenskyj svarede med et krav om skriftlige garantier, der fastslår, hvem der reagerer på et nyt russisk angreb, med hvilke midler og hvornår (Ukrinform). Den skitse, der blev offentliggjort i denne uge, besvarer ingen af spørgsmålene. Zelenskyj siger, at han kun kendte få detaljer på forhånd (CNN).

Hvem taler på Europas vegne?

Europas første problem er at beslutte, hvem der skal forhandle på Unionens vegne. I et brev dateret 5. november bad Italiens premierminister Giorgia Meloni António Costa, formanden for Det Europæiske Råd, om at afklare »hvem der sidder ved forhandlingsbordet på Den Europæiske Unions vegne, og med hvilket mandat«. Hun skrev, at det hastede med, at Europa talte med én stemme om Ukraine (Corriere della Sera). Costa svarede, at EU's interesser bør repræsenteres gennem Unionens institutioner, og satte spørgsmålet på dagsordenen for EU-ledernes møde i Dublin den 13. november (La Stampa). Han udpegede ingen udsending.

Efter et møde mellem Østersølandenes udenrigsministre i Warszawa sagde EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at enhver aftale om sikkerhedsgarantier, sanktioner eller Ukraines EU-optagelse kræver, at Unionen deltager, hvis aftalen skal føres ud i livet (EU-Udenrigstjenesten). Polens Radosław Sikorski stillede et skarpere krav: Der skal være våbenhvile, før man diskuterer Europas sikkerhedsorden. Han advarede vestlige hovedstæder mod at forhandle »hen over hovedet« på de omkring 120 millioner mennesker på Europas østflanke (Euronews).

Ruslands offentliggjorte krav forklarer, hvorfor Warszawa insisterer på den rækkefølge. Rusland gør fortsat krav på Krim og fire ukrainske regioner og kræver, at Ukraine står uden for NATO og får et mindre militær (AP). I sine traktatudkast fra december 2021 gik Rusland videre og foreslog at blokere NATO's udvidelse og begrænse alliancens militære tilstedeværelse i lande, der blev medlemmer efter 1997 (NATO). Afvisningen af at ændre Europas sikkerhedsorden, før krigen er slut, skal forhindre, at de krav dukker op igen i et senere udkast. Det er den slags vilkår, de østlige hovedstæder hører i ordene »mere end Ukraine«.

Europas regeringer deltager ikke i de første samtaler. Washington kan dog ikke forpligte europæiske lande til at sende soldater eller træffe EU-beslutninger på deres vegne. Intet af det, der hidtil er offentliggjort, skaber juridiske forpligtelser. Den, der udfylder detaljerne, kommer til at skrive den reelle aftale. Europæerne råder stadig over de tilsagn, en aftale vil kræve, de tropper, der skal gennemføre den, og de EU-beslutninger, som gennemførelsen afhænger af. To hindringer står tilbage: at blive enige om, hvem der taler for Unionen, og at få Washington til at give den repræsentant en plads ved bordet. Melonis brev bringer det første spørgsmål frem for EU-lederne i Dublin. Det andet afgøres alene af USA.