E3 jagter plads ved Ukraine-bordet

Frankrig, Tyskland og Storbritannien arbejder på et fælles format, der skal sikre europæisk deltagelse i eventuelle forhandlinger om at afslutte Ruslands krig mod Ukraine, oplyser europæiske embedsmænd til the New York Times. Det er ikke en fredsplan, men forberedende koordinering: Paris, Berlin og London forsøger at omsætte Europas sanktioner, penge og militære støtte til diplomatisk vægt, før Washington definerer processen uden dem.

Tidspresset skyldes noget konkret. Sergej Lavrov sagde 14. august, at Moskva ikke ville afvise at mødes med Trumps udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner (Bloomberg). En amerikansk-russisk penduldiplomati ser nu mere sandsynlig ud end på noget tidspunkt siden den fuldskala invasion. Hvis forhandlinger begynder på Washingtons præmisser, risikerer europæerne at få udleveret resultater, de har været med til at finansiere, men ikke forme.

Hvad E3 faktisk kontrollerer

De tre regeringer har reel vægt, men næsten alt deres presmiddel virker efter en aftale, ikke nødvendigvis ved selve forhandlingsbordet. EU’s sanktioner mod Rusland kræver enstemmighed i Rådet, hvor hvert medlemsland har veto. Washington og Moskva kan derfor tale om sanktionslettelser, men de kan ikke slukke for de europæiske sanktioner (EU-Rådet).

Ukraines vej mod EU-medlemskab kræver også enstemmig godkendelse efter artikel 49 i EU-traktaten (EUR-Lex). Og de indefrosne russiske aktiver ligger i høj grad i europæiske banker og clearingsystemer. EU-Kommissionen oplyste 5. august, at afkast fra disse aktiver finansierede yderligere 1,4 mia. euro til Ukraine (Europa-Kommissionen).

Europa kontrollerer måske ikke forhandlingsrummet. Men det sidder med flere af nøglerne til de døre, der skal åbnes bagefter.

Omvejen inden i omvejen

E3’s dybere problem er, at et format, der skal forhindre en amerikansk-russisk omgåelse af Europa, selv kan blive en Paris-Berlin-London-omgåelse af alle andre. Ifølge medieomtalen arbejdes der med en tredelt struktur: E3 som operativ kerne, Polen, Italien og de nordiske lande som en anden kreds, der konsulteres, og EU-institutionerne først senere (the New York Times, European Pravda). At blive konsulteret er ikke det samme som at være med til at beslutte.

Mandatspørgsmålet var allerede levende, før dette format dukkede op. I juli mødtes tidligere højtstående embedsmænd fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Rusland i hemmelighed i Wien, skrev Bloomberg. Ingen regering beskrev mødet som officielt. Det tyske udenrigsministerium skal ifølge Berliner Zeitung have sagt, at eventuelle kontakter ikke fandt sted på ministeriets vegne.

Men Wien-mødet genaktiverede krigens bærende princip: Intet om Ukraine bør afgøres uden Ukraine. E3 skal nu respektere det princip, hvis koordineringen skal fremstå legitim og ikke bare eksklusiv.

De lande, der bærer den mest direkte risiko, sidder i anden kreds eller helt uden for formatet. Polen, som er udsat for russisk hybridpres og huser kritisk NATO-logistik, har ikke tilsluttet sig noget E3-mandat. Warszawas offentlige linje er fortsat oprustning og den amerikanske alliance (KPRM).

Rumænien, hvor droner fra krigszonen har udløst F-16-beredskab nær Tulcea (Agerpres), har brug for fredsvilkår, der faktisk mindsker den militære eksponering langs Sortehavskysten. Finlands præsident understregede 14. august, at Europa bør forberede sig på Rusland som en langsigtet trussel, også efter en eventuel våbenhvile (Finlands regering).

Italien gør legitimitetsproblemet tydeligere. Som G7-land og med stemmeret i alle EU-beslutninger om sanktioner kan Rom acceptere E3 som koordineringskanal, men ikke som erstatning for de fora, hvor Italien er medbesluttende (Adnkronos, RBC Ukraine). Selv inden for E3 er Storbritannien ifølge European Pravda mere forsigtigt end Frankrig, fordi London ikke vil belaste forholdet til Trump.

Der findes ingen offentliggjort E3-tekst. Hverken Washington eller Moskva har accepteret en europæisk plads ved bordet. De tre hovedstæder positionerer sig; de forhandler ikke. E3 kan med god grund kræve en europæisk stemme i samtaler, der kan ændre kontinentets sikkerhedsorden. Men gruppen kan ikke troværdigt påstå, at den er den stemme, hvis landene med den mest direkte risiko ikke er en del af mandatet.