Finland godkender atomaffaldslager

Inde i en atomreaktor ligger små keramiske uranpiller pakket i metalrør og producerer strøm. Når brændslet er brugt op, er rørene stadig så radioaktive og varme, at de først må køle i bassiner i årevis, før de kan flyttes. Alle lande med atomkraft har i princippet lovet at finde et permanent sted til materialet. I årtier har den del af atomkraftens regnskab været mere løfte end løsning. Finland har nu gjort løftet konkret.

Den finske regering har givet Posiva Oy driftstilladelse til et slutdepot for brugt atombrændsel ved Olkiluoto, efter at den finske strålesikkerhedsmyndighed STUK afsluttede en positiv sikkerhedsvurdering. Anlægget hedder Onkalo og har været undervejs i årtier: Finland gav byggetilladelse i 2015, og Posiva indsendte ansøgningen om driftstilladelse i slutningen af 2021. Myndighederne siger nu, at systemet kan bevæge sig fra kontrolleret design til kontrolleret drift. Den første kapsel bliver ikke sænket ned i klippen i morgen; idriftsættelse og test venter stadig. Men forskellen på at have tilladelse til drift og stadig diskutere, om man tør forsøge, er betydelig.

At tætne en kælder, ingen nogensinde skal efterse

Man skal ikke forestille sig et bankboksrum med en låst dør. Onkalo fungerer snarere som en kælder, der skal vandtætnes for en fremtid, ingen kan inspicere: lag efter lag, hvor hvert lag skal kunne holde, selv hvis laget udenom svigter.

Det brugte brændsel forsegles først i en støbejernsindsats med en ydre skal af kobber. Beholderen placeres i et hul foret med bentonitler, som svulmer op ved kontakt med vand og danner en tæt barriere, så grundvand ikke når metallet. Tunnellerne fyldes op igen, og hele systemet ligger cirka 400 til 450 meter nede i stabil grundfjeld (IAEA Bulletin, Posiva). Ingen enkelt barriere behøver at være fejlfri. STUK vurderer den samlede ydeevne.

Metoden kaldes KBS-3 og er udviklet over årtier i finske og svenske programmer (SKB). Det, der adskiller Onkalo fra et forskningsprojekt, er, at en industriel kæde nu er på vej til faktisk at håndtere kommercielt brugt atombrændsel. Det har IAEA beskrevet som et af de mest fremskredne programmer af sin type.

En målestok Europa ikke kan se bort fra

Onkalo skal kun håndtere finsk brugt atombrændsel. Finsk lov tillader ikke import af udenlandsk atomaffald. Alligevel flytter anlægget en europæisk diskussion. Atomkraft er igen kommet på dagsordenen i Europa som svar på både klimamål og energisikkerhed, og affaldet har hele tiden været det stærkeste politiske modargument. Tilhængere kan nu pege på et godkendt anlæg i stedet for en teoretisk model.

Sverige ligger nærmest. Regeringen godkendte SKB's plan for et slutdepot i 2022 efter samme KBS-3-metode, men byggeriet ved Forsmark kræver stadig stedsspecifikke vurderinger fra SSM.

Frankrigs Cigéo-projekt løser en anden opgave. Frankrig oparbejder brugt atombrændsel, så genanvendeligt nukleart materiale skilles fra, og affaldet får en anden karakter. Projektet har en anslået pris på 33,36 mia. euro over 151 år og møder fortsat lokal modstand.

Polen og Italien viser kontrasten tydeligere. Polen er på vej mod sin første reaktor med et mål om første betonstøbning i 2028, men der er begrænset dokumentation for en tilsvarende plan for slutdeponering. Italien lukkede sine reaktorer for årtier siden og diskuterer nu en tilbagevenden til atomkraft, mens gammelt affald stadig ligger på midlertidige lagre. Nye atomkraftløfter i Europa lyder anderledes, når ét land allerede har fulgt affaldssporet til ende.

Hvad tilladelsen ikke kan garantere

Et slutdepot skal overleve de institutioner, der godkender det. Forskere modellerer, hvordan vand, metal, ler og klippe opfører sig over titusinder til hundredtusinder af år. Kan kobberet korrodere hurtigere end forventet? Kan en fremtidig istid presse gletsjere ned over området og ændre grundvandets strømning og kemi over tunnellerne? De spørgsmål er fortsat åbne (STUK, IAEA Bulletin). En driftstilladelse er den stærkeste tillidserklæring, en moderne stat kan give. Den er ikke et bevis for hele den periode, hvor affaldet er farligt.

En troværdig affaldsløsning gør heller ikke atomkraft billig eller hurtig at bygge. Sveriges debat om statsstøtte og risikodeling for nye reaktorer viser, at finansieringen stadig er sin egen kamp. Finland har ikke løst atomkraftens økonomi. Landet har vist, hvordan en affaldsløsning ser ud, når en stat holder fast i den gennem årtier. For et Europa, der diskuterer, om atomkraft fortjener en ny runde, kan den institutionelle tålmodighed vise sig vigtigere end endnu en reaktormelding.