Cypern kobler Tyrkiet-handel til fredsspor

EU-Kommissionen udnævnte 13. juli sin italienske ledende næstformand, Raffaele Fitto, til særlig repræsentant for Cypern og åbnede dermed et nyt europæisk spor ved siden af FN’s mangeårige mægling (Europa-Kommissionen). For Nicosia er regnestykket enkelt: EU’s forhold til Tyrkiet skal bruges som løftestang for at få gang i forhandlingerne om den delte ø. Ankaras indvending er lige så forudsigelig. Cypern er allerede medlem af EU, og derfor ser Tyrkiet ikke unionen som neutral mægler, men som en part i konflikten.

Hvad FN gør, og hvad EU kan tilføre

Den formelle fredsproces ligger fortsat hos FN’s generalsekretær, António Guterres. Han arbejder gennem sin personlige udsending, María Ángela Holguín Cuéllar, som skal samle parterne og afprøve, om der stadig findes fælles grund under forhandlingerne (FN’s generalsekretær). Kommissionen siger, at Fitto skal arbejde inden for den ramme, ikke erstatte den.

Men EU har redskaber, som FN ikke har. Et genforenet Cypern skal kunne rumme hele EU’s regelværk. En aftale vil kræve EU-midler og institutioner, der kan fungere efter EU-retten. Og de sager, Ankara faktisk ønsker fremdrift på, går gennem EU-hovedstæderne: modernisering af handelsforholdet, visumliberalisering og den bredere politiske relation til unionen (Rådet for Den Europæiske Union). Fittos opgave er derfor ikke at mægle. Den er at gøre en mulig aftale praktisk mulig i EU-systemet, hvis FN-processen når så langt.

Nicosias koblingsstrategi

Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, har sagt logikken åbent: Fremskridt i forholdet mellem EU og Tyrkiet bør kobles til fremskridt på Cypern (Cyprus Mail). Hver europæisk åbning over for Ankara, hvad enten den handler om handel, migration eller sikkerhed, skal måles op mod Cypern-spørgsmålet. Grækenland støtter samme linje og behandler det østlige Middelhav som en del af den samlede Tyrkiet-politik (Kathimerini).

Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sætter EU’s politiske kurs, gav i april 2024 en version af samme tilgang sin opbakning. Genoptaget dialog med Tyrkiet skulle være “gradvis, proportional og reversibel” (Det Europæiske Råds konklusioner). Den formulering giver Nicosia et proceduremæssigt holdepunkt: Hvis Tyrkiet bremser på Cypern, kan andre EU-tyrkiske spor også bremses.

Tyrkiets udenrigsministerium afviste Fittos udnævnelse som et internt EU-anliggende og afviste samtidig EU som en troværdig aktør i konflikten (Tyrkiets udenrigsministerium). Indvendingen har en reel institutionel kerne: Republikken Cypern sidder ved EU-bordet, mens det tyrkisk-cypriotiske samfund ikke gør. Set fra Ankara repræsenterer Fitto en union, som allerede omfatter den ene side af konflikten.

Christodoulides siger stadig, at målet er at genoptage forhandlingerne “der, hvor de blev suspenderet” i 2017. Det betyder også, at der endnu ikke findes et nyt fælles accepteret grundlag for samtalerne (Kibris Postasi, Cyprus Mail).

Tysklands ubekvemme afvejning

Spændingen er tydeligst i Berlin. Tyskland har stærke grunde til at holde et fungerende forhold til Ankara: Tyrkiet er NATO-allieret og en central migrationspartner. En hård Cypern-betingelse kan lukke ned for samarbejde på områder, hvor EU har brug for Tyrkiet.

Omvendt vil det være svært for Berlin at tilsidesætte et EU-medlemsland for at indgå en praktisk aftale med Ankara. Det ville stride mod de solidaritetsprincipper, Tyskland selv henviser til i andre europæiske konflikter (Euractiv). Det er den grundlæggende kalibrering for alle EU-hovedstæder. Bliver Cypern en hård forhåndsbetingelse for enhver åbning mod Tyrkiet, trækker Ankara sig. Bliver betingelsen udvandet, mister Bruxelles troværdighed over for Nicosia (Euronews, Eurotopics).

Italien fremhævede Fittos udnævnelse som en anerkendelse af Roms vægt i Middelhavet (ANSA). Men mandatet er begrænset. Fitto kan hjælpe med at få en mulig aftale til at passe ind i EU-retten og EU’s finansieringsregler. Han kan ikke tvinge indrømmelser igennem eller få Ankara til at acceptere EU som upartisk mægler.

Udnævnelsen giver Nicosia mere europæisk vægt, men den skaber ikke en ny fredsmægler. Hvis Tyrkiet ikke ser nok værdi i et bedre forhold til EU til at acceptere en mere synlig europæisk rolle i Cypern-spørgsmålet, kan det nye spor ende med at låse positionerne fastere, før det løsner dem.