Fem allierede blokerer Ukraine-gulv på 0.25%

NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, foreslog i slutningen af april, at alle allierede hvert år skulle afsætte mindst 0,25 % af BNP til Ukraines militære forsvar. Fem lande blokerede for planen: Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Canada. Den 20. maj erkendte Rutte, at forslaget "will not get unanimity, so it will not work." Planen er død. Tilbage står et ret klart kort over NATO’s brudlinjer.

Afstanden mellem frontlinjen og baglandet

Hvis alle 32 allierede havde levet op til bundniveauet, ville den årlige Ukraine-støtte være nået op på omkring 143 mia. dollar. Det er næsten tre gange så meget som de 45 mia. dollar, der blev leveret i 2025. De lande, der blokerede, er i store træk også dem, der bruger mindst målt i forhold til deres økonomi. Frankrigs samlede militære bidrag siden 2022 svarer til omkring 0,3 % af BNP for hele krigen. Storbritanniens årlige niveau under Starmers løfte om 3 mia. pund om året ligger på cirka 0,1 %. Italien bidrager endnu mindre.

De lande, der støttede bundgrænsen, ligger allerede over den. Estland, Letland, Litauen, Polen, Nederlandene, Danmark og Norge var med på forslaget (The Telegraph, NATO-udskrift, 21. maj). Estland bruger 5 % af BNP på forsvar samlet set og lancerede selv 0,25 %-målet flere år før Rutte tog det op. Polen bruger 4,8 %. Frontlinjestaterne betaler, fordi de vurderer truslen som nær og konkret.

Ved udenrigsministermødet i Helsingborg sagde Rutte det åbent: seks eller syv lande bærer vægten. Resten gør ikke.

Fem vetoer, fem forskellige regnestykker

Frankrig er ved at bygge en alternativ sikkerhedsarkitektur. Macrons doktrin om "dissuasion avancée" fra marts 2026 udvider fransk atomart samarbejde til otte allierede lande, men uden at Paris afgiver den endelige beslutning om anvendelse. Frankrig foretrækker EU’s lån på 90 mia. euro til Ukraine, som blev godkendt i april, fordi EU-instrumenter giver Paris mere indflydelse end NATO-mandater. Underskuddet giver politisk dækning: Det ligger på 5,1 % af BNP, klart over Maastricht-grænsen, altså EU-reglen om at offentlige underskud bør holde sig under 3 %. Men Frankrig valgte ikke at aktivere den oprustningsundtagelse, som 17 andre medlemslande har brugt til at holde forsvarsudgifter uden for de samme finanspolitiske regler. Begrænsningen er selektiv.

Storbritannien stod i en anden klemme. Starmers regering lempede sanktioner mod diesel og flybrændstof med russisk oprindelse gennem en General Trade Licence i samme periode, som den blokerede bundgrænsen for Ukraine-støtte. Licensen var et krisetiltag efter lukningen af Hormuzstrædet og er formelt "indefinite". Oppositionsleder Kemi Badenoch formulerede modsætningen i Parlamentet: "Why is oil from Russia acceptable, but oil from Aberdeen is not?" Londons faktiske Ukraine-støtte ligger et godt stykke under den 0,25 %-grænse, regeringen ikke ville tilslutte sig.

Italien gjorde støtteforhandlingen til et forhandlingskort. Meloni koblede Italiens deltagelse i SAFE, EU’s nye forsvarslåneprogram hvor medlemslande kan låne i fællesskab til våbenindkøb, sammen med et krav om fleksibilitet fra Bruxelles på energipriser. Hendes egen forsvarsminister, Crosetto, pressede samtidig offentligt finansministeriet til at acceptere programmet på dets egne vilkår.

Tyskland, som Rutte roste, står midt imellem. Berlin planlægger 11,6 mia. euro til Ukraine i 2027, svarende til omkring 0,26 % af BNP. Men budgetbanen falder til 8,5 mia. euro i 2028 og dermed under den grænse, Rutte foreslog. Rosen gælder den nuværende adfærd, ikke en bindende forpligtelse.

Smutvejen

EU’s lån på 90 mia. euro skaber en regnskabsmæssig gråzone. Af første tranche er 28,3 mia. euro øremærket militære behov, og første udbetaling ventes i juni. EU-lande kan med en vis rimelighed sige, at deres andel af fælles europæisk låntagning er Ukraine-støtte. Dermed flyttes udgiften fra de nationale forsvarsbudgetter til EU’s balance. Det var præcis den fleksibilitet, Ruttes bundgrænse skulle lukke.

NATO-topmødet i Ankara den 7.-8. juli står derfor med et spørgsmål, alliancen helst ikke vil diskutere offentligt: Kan NATO fungere som en kollektiv sikkerhedsgaranti, når flere af de største medlemmer systematisk bruger mindre på den trussel, som de mindste medlemmer lever med hver dag? Rutte kan forsøge sig med en blødere udgave, for eksempel et frivilligt løfte eller et politisk mål uden enstemmighed. Tallene ligger allerede på bordet. Frontlinjestaterne spørger ikke længere pænt.