Fem regeringer afprøver Uganda-spor

Fem europæiske regeringer forsøger at samle to forskellige migrationspolitiske spor i én stor fortælling: asylbehandling uden for EU og returcentre for afviste asylansøgere. Det lyder som et samlet greb om migrationen. I praksis er det, de foreløbig bygger, langt smallere, juridisk bundet og endnu uprøvet.

Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, og Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov, mødtes i Wien i sidste uge og præsenterede arbejdet som et fælles projekt med støtte fra Tyskland, Nederlandene og Grækenland (OTS/BMI). Tyskland og Nederlandene giver projektet tyngde fra to af EU's største medlemslande. Grækenland giver noget andet: troværdighed fra en ydre EU-grænse, hvor migrationspresset mærkes mere direkte end i Wien og København.

Hvad København faktisk skal drøfte

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet indkalder Bødskov ministre fra alle fem lande til møde i København den 4. september. Emnet er returcentre uden for EU for personer, der allerede har fået afslag på beskyttelse og ikke har lovligt ophold (Udlændinge- og Integrationsministeriet). Dansk pressedækning beskriver samme afgrænsning: udrejsecentre for udlændinge uden lovligt ophold, ikke et system hvor selve asylafgørelsen flyttes til et tredjeland (Copenhagen Post/Ritzau).

Uganda er den mest fremskredne mulige partner. Medier har omtalt en mulig pilotordning for 5.000-10.000 personer frem mod 2027 (EUobserver, ProtoThema).

Forskellen på de to modeller er afgørende. Asylbehandling uden for EU betyder, at spørgsmålet om flygtningestatus afgøres på fremmed jord. Returcentre kommer først ind, når en person allerede har fået afslag og er pålagt at rejse. EU's nye returforordning, som Europa-Parlamentet, EU's direkte valgte lovgiver, godkendte i juni, giver medlemslande mulighed for at overføre personer med en endelig tilbagesendelsesafgørelse til et tredjeland, der accepterer ordningen. Det kræver samtidig respekt for menneskerettighederne og for non-refoulement, princippet om at stater ikke må sende mennesker til steder, hvor de risikerer forfølgelse (Europa-Parlamentet).

Parlamentet har dermed åbnet døren, men regeringerne mangler stadig det tunge arbejde: aftaler med værtslande, kontrolmekanismer og praktisk håndhævelse. Som To Brief skrev, da afstemningen blev vedtaget (To Brief), giver loven hjemmel til ideen uden at løse dens vanskeligste dele.

Karners politiske indramning udvisker den skelnen. Østrig har siden foråret 2022 presset på for asylprocedurer uden for Europa og samler nu begge spor under samme etiket (OTS/BMI). Det får projektet til at lyde mere vidtgående, end de fem regeringer faktisk har aftalt at forfølge.

Italien viser afstanden mellem signal og system

Italiens centre i Albanien er Europas eneste eksisterende forsøg med eksterne migrationsfaciliteter. Indenrigsminister Matteo Piantedosi har sagt, at centrene bidrog til 100 hjemsendelser i 2025, og at de vil "blive en model for Europa", når de fungerer fuldt ud (Il Fatto Quotidiano).

Italienske domstole forhindrede imidlertid regeringen i at bruge centrene som planlagt. De blokerede de hurtige asylprocedurer, der byggede på Italiens liste over såkaldt sikre oprindelseslande. Regeringen måtte derfor omdanne Gjadër-faciliteten fra et sted for asylbehandling til et detentionscenter (Pagella Politica).

Storbritanniens Rwanda-plan faldt af beslægtede grunde. Højesteret vurderede, at Rwandas eget asylsystem skabte en reel risiko for, at mennesker kunne blive sendt videre til forfølgelse (UK Supreme Court). Set i det lys er 100 hjemsendelser (Il Fatto Quotidiano) ikke et bevis på, at modellen virker i europæisk skala. Det viser snarere, at den politiske fortælling løber foran den administrative virkelighed.

Bruxelles sidder ikke med ved bordet

EU-Kommissionen markerede sin afstand den 13. august. Talsmand Guillaume Mercier sagde, at Kommissionen ikke deltog i drøftelserne om Uganda, ikke kendte til noget konkret forslag og først ville vurdere "modne forslag", når de blev lagt frem (Kommissionen).

Den afstand betyder noget. Returforordningen giver et juridisk udgangspunkt, men ikke et færdigt system. Den leverer ikke en aftale med et værtsland, en effektiv adgang til at anfægte afgørelser for personer tilbageholdt i Uganda, uafhængig kontrol eller en løsning på kerneproblemet: Hvis den afviste persons hjemland nægter at tage vedkommende tilbage, flytter en overførsel til Uganda frihedsberøvelsen uden nødvendigvis at skabe en hjemsendelse (CEPS).

Danmarks stærkeste offentlige argument for returcentrene er foreløbig politisk og præventivt snarere end empirisk. Ministeriets august-udmeldinger lagde vægt på GPS-fodlænker og skærpede incitamenter til hjemrejse, altså redskaber der virker på dansk territorium, ikke dokumentation for at eksterne centre øger antallet af faktiske hjemsendelser (Udlændinge- og Integrationsministeriet).

De fem regeringer har en politisk koalition. De har endnu ikke et operationelt retursystem. Mødet i København bliver derfor en test af, om de kan sætte navn på et værtsland, skrive håndhævelige vilkår og vise, at returcentre løser det hjemtagelsesproblem, som i dag betyder, at afviste ansøgere bliver i Europa.