Fem militærmagter vil lede Europas sikkerhed

Den 24. juni 2026 mødtes lederne fra Frankrig, Tyskland, Italien, Polen og Storbritannien i Berlin for at samordne linjen om europæisk sikkerhed før NATO-topmødet i Ankara 7.-8. juli. NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, deltog på video fra Washington, hvor han netop havde mødtes med Donald Trump (Bundesregierung, Euronews). Mødet gjorde E5, en selvudpeget gruppe af Europas fem største militære magter uden formel status i hverken EU eller NATO, til et lederformat for første gang. Berlin var dermed fem hovedstæders krav på at styre Europas sikkerhedspolitik. Det var også en indrømmelse af, at de lægger noget forskelligt i ordene »et stærkere Europa«.

Fem flag, tre visioner

Den fælles erklæring handlede om forsvarsudgifter, industrielt samarbejde og støtte til Ukraine (Elysée, UK Government). Sproget var samlende. Politikken under teksten var det ikke.

Forbundskansler Friedrich Merz var vært for topmødet for at skabe en fælles linje før Ankara. Han ville samtidig udvide den gamle E3-vane, hvor Paris, Berlin og London håndterede europæisk sikkerhed indbyrdes, ved at tage Rom og Warszawa med. Begge havde protesteret mod at stå udenfor (Le Figaro, Deutschlandfunk).

De klareste forskelle ligger inde i den fælles ramme. Tyskland vil have Europa til at gøre mere inden for NATO, ikke ved siden af NATO: flere penge og flere styrker ind i alliancens eksisterende strukturer. Frankrig accepterer den formulering offentligt, men ser E5 som et redskab til europæisk kontrol med forsvarsindustrien og med spørgsmålet om, hvem der kan handle militært, og under hvis kommando.

Polen vil fastholde USA i afskrækkelsen på østflanken og forhandler om en permanent amerikansk base på polsk jord (DW). Italiens mål er, som premierminister Giorgia Meloni fremlagde det, mere ligetil: at sidde med i det rum, hvor beslutningerne træffes (Il Fatto Quotidiano).

E5 kan samordne positioner, sende signaler og lægge pres. Men NATO omsætter stadig den slags til allianceplanlægning, USA kontrollerer fortsat centrale kapaciteter som luftforsvar og efterretninger, og forsvarsvirksomhederne afgør i praksis meget af den industrielle levering. Den kæde af myndighed og kontrol er afgørende, fordi den mest ambitiøse prøve på fransk-tysk forsvarssamarbejde brød sammen få uger før mødet i Berlin.

FCAS-advarslen

FCAS/SCAF, et næste generations kampflysystem med bemandede fly og fjernstyrede droner, faldt fra hinanden, fordi Dassault og Airbus aldrig blev enige om kontrollen med design, intellektuelle rettigheder og eksport (The Guardian, ICDS). Sammenbruddet er det skarpeste modbevis mod E5’s tale om samarbejde. Berlin og Paris kunne blive enige om en topmødeerklæring. De kunne ikke blive enige om, hvem der skulle bygge flyet.

EU har sat penge af for at presse fælles indkøb frem. SAFE-instrumentet, Security Action for Europe, tilbyder op til 150 mia. euro i forsvarslån med krav om europæisk oprindelse i indholdet (European Commission). Men penge løser ikke i sig selv FCAS-problemet. Fælles produktion kræver stadig, at regeringer og virksomheder aftaler, hvem der kontrollerer hvad. Ifølge rapportering havde 19 lande søgt om SAFE-midler, men kun tre operative ordninger var på plads (Euperspectives).

Hvad USA faktisk vil gøre

Ruttes koreografi fra Washington til Berlin var bevidst. Han fortalte de allierede, at de europæiske NATO-lande og Canada havde brugt mere end 90 mia. dollar ekstra i 2025 sammenlignet med året før (Atlantic Council). Han bekræftede også, at USA havde sænket nogle af sine lovede styrkebidrag til NATO’s planlægning, og at europæerne allerede var ved at udfylde dele af hullet (NATO).

Rutte forsøger at mægle en praktisk handel: Europa betaler mere og gør mere for at bevare USA’s engagement. Der er dog ingen offentlige tegn på en bindende amerikansk garanti for konkrete tropper, nøglekapaciteter eller operativ støtte til gengæld (Politico). Artikel 5, NATO’s klausul om kollektivt forsvar, står juridisk fast. Risikoen er ikke, at Washington river traktaten over. Risikoen er, at Washington opfylder den langsomt, snævert eller på egne betingelser: ved at udskyde basebeslutninger, holde igen med frigivelse af lagre eller knytte betingelser til Patriot-udstationeringer.

Spaniens fravær viser den nye rangorden. Madrid er EU’s fjerdestørste økonomi, men E5 udvælger efter militær vægt og nærhed til truslen på østflanken, ikke efter EU-institutionel placering (Antena 3, Euronews Spain). Den logik vil påvirke, hvilke lande der får indflydelse på NATO’s planlægning, og hvis trusselsbillede der kommer til at dominere.

Topmødet i Ankara om to uger vil vise, om E5’s samordning bliver omsat til alliancetilsagn. Det sværere spørgsmål er, om fem hovedstæder kan bygge en europæisk søjle, hvor europæerne bærer mere af NATO’s militære byrde, når de ikke kan blive enige om, hvem der skal tegne våbnene.