Fem lande vil sende afviste ud

Danmark, Tyskland, Østrig, Nederlandene og Grækenland mødtes i København 4. september og blev enige om principperne for at sende afviste asylansøgere til centre uden for Europa. Målet er en aftale med et partnerland omkring nytår og de første overførsler inden udgangen af 2027. Men efter måneders samtaler, delegationsbesøg og ministerrejser har intet værtsland skrevet under. Mødet i København bragte ministrene tættere på egentlige forhandlinger. Det gav dem ikke en aftale.

Tre principper, nul kontrakter

De fem ministre tilsluttede sig tre principper: Centrene skal mindske irregulær migration og farlige rejseruter, leve op til EU-retten og international ret, herunder menneskerettighederne, og bygges på partnerskaber med lande uden for EU, som begge parter får noget ud af (SN, Kleine Zeitung). Den nederlandske minister Bart van den Brink beskrev åbne centre, hvor folk kan arbejde, ikke fængselslignende faciliteter. Østrigs indenrigsminister Gerhard Karner kaldte gruppen "die Umsetzer", dem der får tingene gjort, og pressede på for mindst ét partnerland inden årets udgang (Heute). Karners mærkat bærer mere vægt end selve aftalen.

Intet værtsland blev nævnt på pressemødet. Den offentlige jagt består foreløbig af rygter og afvisninger. Rwandas udenrigsminister bekræftede over for AFP, at europæiske repræsentanter besøgte landet i slutningen af august, og at forhandlinger var i gang, men uden detaljer eller tidsplan (Euractiv). Uganda, der tidligere blev omtalt som en mulig frontløber, kan være ude af billedet: Det nederlandske udenrigsministerium har oplyst, at samarbejdet med Kampala er frosset efter undertrykkelse i forbindelse med valget (n-tv). Ingen af de to lande har offentligt forpligtet sig til noget.

Loven lader centrale spørgsmål stå åbne

Det vanskeligste spørgsmål er udskudt til den mindst gennemsigtige del af processen: de kommende bilaterale aftaler, som ingen uden for forhandlingsrummene har set. Hvem har ansvaret for en person, efter vedkommende er overført?

De fem regeringer forsøger at bruge et juridisk spor, der kun lige er ved at blive lagt. Europa-Parlamentet godkendte 17. juni den nye EU-forordning om tilbagesendelse med 418 stemmer mod 218. Den erstatter ældre regler og åbner udtrykkeligt for, at afviste migranter kan overføres til centre i tredjelande (European Parliament). Uledsagede mindreårige er undtaget. Familier med børn er ikke, hvilket European Council on Refugees and Exiles har kritiseret, blandt andet fordi EU-Kommissionens oprindelige forslag også havde undtaget dem (ECRE).

Forordningen mangler stadig formel vedtagelse i Rådet, hvor medlemslandenes regeringer skal godkende den, og derefter offentliggørelse. Selv når reglerne træder i kraft, kræver de, at værtslandene respekterer menneskerettighederne og princippet om non-refoulement: at ingen må sendes til et sted, hvor de risikerer forfølgelse eller tortur. Men forordningen siger ikke klart, hvem der skal vurdere, om kravene er opfyldt, eller efter hvilke kriterier (EU Law Analysis). Europarådets menneskerettighedskommissær har advaret om, at overførsler kræver obligatoriske risikovurderinger, bindende juridisk grundlag, effektive klagemuligheder, grænser for frihedsberøvelse og uafhængig overvågning i alle led (Council of Europe).

Det tyske institut SWP vurderer, at afsenderlandet må bevare det juridiske ansvar, indtil der for hver enkelt person er dokumenteret en holdbar løsning, ikke kun en generel standard for centret (SWP). København-principperne siger intet om det. Det er de bilaterale aftaler, der skal levere svaret.

En koalition med modstandere og uafklarede vagthunde

Forslaget har politisk opbakning: 19 EU-stats- og regeringschefer skrev under på en erklæring i juni, der opfordrede til løsninger i tredjelande (Euronews). Men Frankrig og Spanien er åbne modstandere. Emmanuel Macron sagde, at han aldrig har set et sådant center fungere, og at han vil bekæmpe EU-budgetfinansiering af centre i Afrika. Spaniens Pedro Sánchez kaldte idéen et "trampantojo", en vildledende illusion (Le Monde). EU-Kommissionen oplyste til journalister 13. august, at den ikke deltog i forhandlingerne og ikke kendte til et konkret forslag om et center i et bestemt land (European Commission).

Ansvarskæden ser derfor sådan ud: De fem regeringer kan forhandle bilaterale aftaler på egen hånd, Rådet skal stadig færdiggøre EU-forordningen, domstole kan prøve konkrete udsendelser, og overvågningsorganer kan ikke markedsføres som kontrollører, før de selv har sagt ja. På det sidste punkt sagde den danske minister Morten Bødskov, at IOM og UNHCR skulle føre tilsyn med centrene. UNHCR oplyste til AP, at organisationen ikke var blevet kontaktet med detaljer. IOM sagde, at der ikke var truffet nogen beslutning, og at drøftelserne fortsat var undersøgende (WCAX/AP). Ministrene henviser altså til tilsyn, som tilsynsorganerne selv siger, at de ikke har accepteret.

København gav en tidsplan og principper, som få vil være uenige i på papiret. Det afgørende mangler stadig: et værtsland, der vil skrive under, en ansvarskonstruktion, der kan holde i retten, og dokumentation for, at overførsel til et tredjeland faktisk fører til flere hjemsendelser og ikke bare til et mindre synligt ophold uden afklaring. Indtil "dem der får tingene gjort" navngiver et land og offentliggør vilkårene, gennemfører de stadig mest en idé.