Fem Taliban-repræsentanter fik EU-visum

Bruxelles forsøger at få udsendelser til Afghanistan til at fungere uden at anerkende Taliban-styret. Det er den vanskelige balance bag NOS’ oplysninger om, at Belgien udstedte endagsvisa til fem Taliban-repræsentanter, som ventes til samtaler med EU-Kommissionen om afghanske asylansøgere med afslag. Der findes ingen offentlig belgisk eller EU-registrering, der bekræfter detaljen. Men problemet er reelt: Udsendelser kræver dokumenter, adgang til lufthavnen og accept ved ankomst, og de håndtag sidder nu hos Taliban.

Visumdøren

EU har siden Rådets Afghanistan-linje fra 2021 tilladt kontakt med Taliban-repræsentanter uden formel anerkendelse. Skellet lyder klart, indtil regeringer faktisk skal sende mennesker tilbage. Et returfly kan ikke lande på juridisk teori alene; nogen i Kabul skal tage imod personen.

Hvis NOS’ oplysninger er korrekte, er Belgiens rolle snæver, men politisk udsat. Efter EU’s visumkodeks afgør Belgien, hvem der får adgang til belgisk territorium ved den type kort ophold. Artikel 25 giver mulighed for et visum, der kun gælder et begrænset område, i særlige tilfælde.

Et visum løser dog ikke alt. Hvis en delegeret står på FN’s sanktionsliste over Taliban, skal Belgien også have rejsen ind gennem FN’s procedure for undtagelser fra rejseforbud. Et kort visum er i så fald ikke nok.

Samtaler er ikke en aftale

Kommissionen kan åbne en kanal. Den kan ikke alene binde EU til en tilbagetagelsesaftale med Taliban. EU-retten giver unionen plads til at forhandle ordninger om udsendelser, men formelle internationale aftaler skal stadig gennem traktatproceduren, herunder artikel 79, stk. 3 og artikel 218.

Det magtkort betyder noget, fordi europæiske regeringer er under pres for at vise, at afviste asylsager kan ende med udsendelse. Tyskland viser begrænsningen. Berlin udsendte i august 2024 28 afghanske mænd til Kabul, beskrevet som dømte kriminelle, på en flyvning, der ifølge medier blev arrangeret gennem Qatar (PBS/AP, Al Jazeera). Reuters rapporterede senere, at Tyskland ønskede direkte samtaler med Taliban.

Indtil videre er mønstret snævert, medieret og juridisk sårbart. Regeringer kan love strammere udsendelser. At gennemføre dem kræver en modpart, de helst ikke vil legitimere.

Østrig har også argumenteret for at holde muligheden for afghanske udsendelser åben, blandt andet i det pres fra 2021, som Reuters beskrev. Danmarks EU-formandskabsprogram placerer udsendelser og samarbejde med lande uden for EU højt blandt de offentliggjorte prioriteter. Belgien står som værtsland med den umiddelbare kontrol: visa, sanktioner og spørgsmålet om, hvornår kontakt begynder at ligne anerkendelse.

Rettighedsgrænsen

Intet møde i Bruxelles ændrer forbuddet mod at sende mennesker tilbage til alvorlig fare. EU’s udsendelsesdirektiv kræver respekt for non-refoulement, altså reglen om, at mennesker ikke må returneres til fare. EU’s charter forbyder udsendelser, hvor der er alvorlig risiko for tortur eller umenneskelig behandling.

Domstole kan stadig standse udsendelser fra sag til sag. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gjorde beskyttelsen absolut efter artikel 3 i Saadi mod Italien. Den nuværende EUAA-vejledning om Afghanistan peger fortsat på grupper med alvorlig risiko, mens Amnesty og Human Rights Watch beskriver hård Taliban-undertrykkelse, især af kvinder og piger.

Kontakt er ikke anerkendelse. De ubesvarede spørgsmål er mere konkrete: Hvem rejste ind i Belgien, på hvilket visum- og sanktionsgrundlag, og blev der søgt en forståelse om udsendelser? Europas returpolitik rammer Taliban-styrets faktiske kontrol, og den mest følsomme del foregår muligvis uden offentligt indblik.