Fire EU-lande vil sikre Ukraine-lån

I to år har EU sendt afkastet fra Ruslands indefrosne statslige aktiver videre til Ukraine. Nu vil Sverige, Nederlandene, Spanien og Polen længere: De ønsker at bruge selve hovedstolen på 210 mia. euro som sikkerhed for ny finansiering til Kyiv (Reuters, Kyiv Independent). Forskellen mellem afkast og hovedstol er hele kernen i sagen.

Pengene fra renterne flyder allerede. EU har indtil nu overført 8 mia. euro til Kyiv, senest med en tranche på 1,4 mia. euro i august (EEAS). De underliggende reserver er fortsat juridisk immobiliseret gennem EU’s sanktionsregler, men de er ikke overtaget som ejendom (Eur-Lex, Rådets forordning 2022/334). Da de fire regeringer i et brev til EU-Kommissionen beder den genåbne arbejdet med »nye muligheder« for at mobilisere reserverne, peger det derfor på hovedstolen. Afkastet er allerede disponeret.

Hullet, som renteindtægterne ikke kan lukke

De fire regeringer kræver ikke konfiskation. Den mest præcise læsning af brevet er smallere: De vil have konstrueret et lån eller en sikkerhedsmodel, hvor de indefrosne reserver bruges som rygdækning, uden at EU formelt beslaglægger dem (Euronews, El País). Men selv den blødere model vil føre EU over en grænse, som medlemslandene bevidst har holdt sig fra.

Regnestykket forklarer timingen. Det årlige ekstraafkast ligger på omkring 2,5-3 mia. euro, ifølge en rapport fra det franske Senat, og hver rentenedsættelse fra ECB, Den Europæiske Centralbank, gør beløbet mindre. Over for EU-Kommissionens skøn om et ukrainsk finansieringsbehov på 90 mia. euro frem til udgangen af 2027 rækker en faldende rentepulje ikke langt (Tagesschau). Argumentet fra de fire lande er enkelt: Rusland har forårsaget ødelæggelserne, så Ruslands blokerede reserver bør bære en større del af regningen, før europæiske skatteydere gør det.

Hvem beslutter, og hvem hænger på risikoen

Kompetencekæden er afgørende. EU-Kommissionen kan udarbejde finansielle modeller, men medlemslandene beslutter. Udenrigspolitiske EU-beslutninger kræver enstemmighed, hvilket giver hvert land vetoret. Det giver Belgien særlig vægt, fordi omkring 193 mia. euro af de indefrosne aktiver ligger hos Euroclear, den værdipapircentral i Bruxelles, hvor store dele af Europas internationale værdipapirer afvikles (Trends-Tendances).

Belgien støtter Ukraine, men vil ikke stå alene med den juridiske og finansielle risiko. Le Monde har beskrevet omkring 200 retssager mod Euroclear og ni voldgiftsvarsler mod Belgien selv (Le Monde). Rusland lægger allerede direkte pres på værdipapircentralen (Boursorama/AFP). Tyske juridiske vurderinger advarer om, at russiske domstolskrav kan øge risikoen for gengældelse mod europæiske aktiver i Rusland, også når kravene ikke kan håndhæves i EU (beck-aktuell).

Sverige har tilbudt at dække sin andel af garantierne til Belgien (SVT). Nederlandene tilbød omkring 14 mia. euro i garantier under det mislykkede forsøg i december på at etablere en model med de russiske aktiver som sikkerhed (NOS). Belgien blokerede modellen, og sagen blev lagt til side.

Paris og Berlin sætter grænserne

Frankrig og Tyskland accepterer modellen, hvor afkastet bruges til Ukraine, og de ser også fordelen ved mere avanceret finansiel konstruktion. Ingen af dem vil acceptere formel konfiskation af statslig ejendom. Forbundsdagen har afvist et forslag fra De Grønne om at stille de indefrosne aktiver fuldt til rådighed for Ukraine (Bundestag). I Frankrig har Senatets udvalg gjort støtte betinget af streng overholdelse af folkeretten og af, at investortilliden til aktiver i euro bevares (Sénat).

Den fransk-tyske linje indsnævrer EU-Kommissionens handlingsrum. En brugbar model skal opfylde tre krav: Reserverne skal juridisk blive stående i Ruslands navn, Belgien skal beskyttes mod at stå alene med søgsmål, og investorer skal tro på, at Europa ikke gør udenlandske valutareserver til et almindeligt politisk instrument. Ingen af de kendte modeller har endnu klaret alle tre.

De fire lande har sat navn på hullet mellem Ukraines finansieringsbehov og en model, der kun bygger på renteindtægter. De har til gengæld ikke leveret de svar, som Belgien, Frankrig og Tyskland nu vil kræve: Hvem holder Euroclear skadesløs? Hvem tager tabet, hvis Rusland slår igen mod europæiske aktiver? Og hvem garanterer konstruktionen, hvis EU-Rådet senere ophæver sanktionerne, så reserverne skal tilbageleveres? Indtil de svar har underskrifter bag sig, bliver de 210 mia. euro stående, hvor de står.