Paris og Berlin dropper kampflyprojekt

FCAS/SCAF’s sammenbrud efterlader Europa med et større problem end et manglende kampfly. Projektet skulle koble et bemandet New Generation Fighter med droner og en fælles kamp-cloud, altså det digitale nervesystem i fremtidens luftkrig (The Guardian, The Straits Times). Det brød sammen, fordi Frankrig og Tyskland aldrig fik afgjort, hvem der skulle kontrollere den centrale teknologi.

Kampen stod om kontrol

Paris, Berlin og Madrid var enige om behovet: Europa skulle have et fremtidigt luftkampsystem, der kunne forbinde fly, sensorer, droner og data. Konflikten begyndte, da ambitionen skulle omsættes til ingeniøransvar, patentrettigheder, eksportfrihed og militær doktrin.

Programmet fordelte arbejdet mellem nationale regeringer og industrielle “søjler”. Dassault skulle lede kampflyet, Airbus fik store roller på fjernstyrede ledsageplatforme og kamp-clouden, mens Spanien kom ind via Indra og andre selskaber (The Aviationist). Fordelingen så balanceret ud, indtil selve kampflyet blev omdrejningspunktet for resten.

Derefter stødte Dassault og Airbus sammen om, hvem der skulle forme New Generation Fighter: konstruktion, designvalg, arbejdsdeling og intellektuelle rettigheder (Le Figaro, Avio Space). Da konflikten først låste sig fast, manglede den politiske konstruktion en dommer med styrke nok til at gennemtvinge et kompromis.

Frankrigs linje har en klar strategisk logik. Kampfly berører atomafskrækkelse, hangarskibsoperationer, våbeneksport og Dassaults overlevelse som fuldt flydesignhus. Tysklands linje er heller ikke svær at forstå. Hvis Berlin skal betale en stor del af Europas oprustning, vil tysk industri ikke låses fast i en juniorrolle i et fransk ledet flyprogram.

Bruxelles kunne finansiere samarbejde, ikke kommandere det frem

Den Europæiske Forsvarsfond kan støtte forskning og udvikling, men den kan ikke afgøre, hvem der ejer et kampflys arkitektur, eller hvem der kontrollerer eksporten (EU-forordning). EU-Kommissionen kan presse på for fælles indkøb og større industriel beredskab gennem sin forsvarsdagsorden, men den kan ikke gøre Dassault og Airbus til én kommandokæde (Kommissionens forsvarsdagsorden).

Samme begrænsning gælder EDIP, det foreslåede europæiske forsvarsindustriprogram. Det skal styrke Europas forsvarsproduktion og fremme fælles indkøb, men det fordeler ikke FCAS-patenter og udpeger ikke en overnational hovedentreprenør (EDIP-forslaget). Europa-Parlamentets aftale om forsvarsberedskab kan gøre tilladelser og indkøb hurtigere, men den lader stadig den centrale designmagt ligge hos stater og virksomheder (Europa-Parlamentet).

Det er læren for europæisk forsvarsintegration. EU-penge kan belønne samarbejde og mindske friktion. De kan ikke fjerne de suveræne spørgsmål i et strategisk kampfly: hvem der designer det, hvem der sælger det, hvem der accepterer forsinkelser, og hvis flyvevåben der får førsteprioritet.

Tyngden flytter andre steder hen

Frankrig kan nu beskytte Dassaults designmagt og eksportfrihed, men en mere national vej lægger større pres på det franske budget. Paris står samtidig med de operationelle problemer, som allerede fylder i franske luftmagtsdebatter: stealth, nedkæmpelse af fjendtligt luftforsvar og nok fly til højintensiv krig (Ifri).

Tyskland får valgmuligheder snarere end et fly. Airbus og tyske partnere har præsenteret Team Gen 6, et tyskcentreret alternativ bygget op omkring selskaber inden for rumfart, motorer, sensorer og missiler (Deutschlandfunk). Berlin kan også købe flere F-35, undersøge forbindelser til GCAP, Storbritanniens, Italiens og Japans Global Combat Air Programme, eller bakke op om et Airbus-ledet europæisk spor (ZEIT).

Italien og Leonardo står nu stærkere med GCAP, fordi programmet fremstår struktureret, mens FCAS fremstår uafklaret. Edgewing, GCAP’s fælles industriselskab, giver allerede de nuværende partnere en samlet vej for design og udvikling (Leonardo, BAE Systems). Et tysk medlemskab ville give større vægt, men også genåbne de samme spørgsmål om arbejdsdeling og kontrol.

På den østlige flanke læses striden gennem et andet filter. Polen har formelt modtaget sine første F-35 og har bygget en stor del af sine indkøb op omkring systemer, der hurtigt kan passe ind i NATO-operationer (Euronews Poland). For Warszawa og flere naboer vejer kapacitet, der faktisk ankommer, tungere end autonomi, der går i stå.

Det åbne spørgsmål er, om Europa stadig kan redde lagene omkring det mislykkede fly. Et nyt fransk-tysk dataprojekt for luftforsvar tyder på, at Paris og Berlin kan forsøge at bevare dele af den fælles digitale arkitektur (Global Banking & Finance). Kamp-clouden kan også overleve i en eller anden form, efter at kampflysporet er brudt sammen (Onet).

FCAS brød sammen, fordi Europa lagde politisk symbolik oven på et projekt, før Frankrig og Tyskland havde aftalt ejerskabsreglerne. Det næste flagskib vil møde samme prøve. Det fransk-tyske svar vil afgøre, om europæisk forsvarsintegration bygger våben eller mest finansierer diskussioner om, hvem der skal lede.