Frankrig rykker ind på Finlands NATO-flanke

Fra Boden i Nord­sverige til Rovaniemi i finsk Lapland er NATOs nye landstyrke ved alliancens længste grænse mod Rusland nu også blevet fransk. Den 8. juli bekræftede Frankrig, Sverige og Finland, at franske soldater skal indgå i Forward Land Forces Finland, NATOs fremskudte multinationale enhed på finsk territorium (Le Monde, Yle).

Det ændrer ikke i sig selv Finlands militære balance. Finland har allerede en stor værnepligtsbaseret hær, et stærkt mobiliseringssystem og en forsvarsplanlægning, der i årtier har taget udgangspunkt i Rusland. Men det ændrer, hvem der er bundet ind i forsvaret af Finland, før en krise begynder. Det er pointen med en fremskudt NATO-styrke: Den skal gøre et angreb til et angreb på flere allierede fra første time. Spørgsmålet er, om styrken bag signalet faktisk kan flyttes, forsynes og kæmpe under pres. Her er de offentlige oplysninger stadig sparsomme.

Hvad Frankrig sender

Præsident Emmanuel Macron fremstillede indsatsen som et bidrag til »et stærkere Europa i et stærkere NATO« (Le Monde). Svenske medier har skrevet, at det franske bidrag bliver på omkring 150-200 soldater (Dagens Nyheter), men tallet er ikke bekræftet officielt af Frankrig, Finland eller NATO. Élysée-palæet har bekræftet den trilaterale erklæring, men ikke offentliggjort selve styrkepakken (Élysée).

Soldaterne skal rotere ind og ud, ikke stationeres permanent. De skal træne sammen med finske enheder og bruge forskelligt materiel og forskellige våbensystemer (Yle). Det lyder teknisk, men er i praksis kernen i hele øvelsen: NATO-forsvar virker kun, hvis enheder fra forskellige lande kan fungere som én styrke, når forholdene er dårlige og tiden kort.

Frankrig kommer ikke uforberedt. Paris leder allerede landkomponenten i NATOs Allied Reaction Force, deltager i luftpatruljering over Estland og har styrker andre steder på NATOs østlige flanke (Le Figaro, Le JDD). Indsatsen i Finland forlænger dermed en fransk tilstedeværelse, der nu går fra Baltikum til Arktis.

Hvem gør hvad på den nordiske flanke

Den nordiske model fordeler opgaverne mellem allierede i stedet for at lægge alt ind under ét hovedkvarter. Sverige er rammenationen. Det betyder, at Stockholm leverer planlægning, kommandosammenhæng og den organisatoriske struktur, som andre lande kobler sig på (Government Offices of Sweden, NATO).

Finland er værtsnation og stiller den infrastruktur til rådighed, der gør det muligt for udenlandske styrker at operere på finsk jord: indkvartering, transport, brændstof og sanitet (Finnish Ministry of Defence). Frankrig bidrager med kampstyrker, materiel og militær erfaring.

Forward Land Forces Finland blev formelt lanceret i juni med en svenskledet kerne i Boden. Et multinationalt hovedkvarter ligger i Rovaniemi, og styrken skal over tid kunne vokse mod brigadestørrelse (Dagens Nyheter, Yle).

Den egentlige prøve bag den fremskudte linje

Den strategiske logik er kendt fra Baltikum. En lille multinational styrke tæt på grænsen kan ikke alene standse et russisk angreb. Den skal sikre, at enhver aggression straks rammer soldater fra flere NATO-lande og dermed tvinger Moskva til at regne med en bredere allieret reaktion (NATO). Med franske soldater i Finland bliver prisen for et angreb politisk højere, fordi endnu en stor europæisk hovedstad bliver direkte involveret.

Tyskland er den mest præcise sammenligning. Berlin er ved at opbygge en permanent brigade på omkring 5.000 soldater i Litauen, hvor enheder allerede træner nær grænsen til Belarus. Fuld operativ kapacitet er planlagt til 2027 (Lithuanian MoD, Lrytas). Et roterende fransk bidrag og en permanent tysk brigade hører begge til NATOs tilpasning på østflanken. De er bare ikke samme type forpligtelse.

Polen, som er blandt NATOs tungeste forsvarsbrugere, hilser europæisk tilstedeværelse på den nordlige flanke velkommen, men vurderer alvoren på det, der følger efter pressemeddelelsen: størrelse, varighed, luftforsvar og ammunitionslagre (Defence24).

Den franske indsats gør forsvaret af Finland mere multinationalt og bedre indøvet. Den løser ikke hullerne i luftforsvar, ammunitionsdybde og logistikkorridorer. Den besvarer heller ikke det sværere spørgsmål om, hvor hurtigt hovedstæderne vil godkende forstærkninger, hvis det faktisk gælder (NATO). Nordisk NATO-integration er ved at bevæge sig fra traktatløfter til konkrete opgaver. De opgaver bliver ikke først og fremmest testet af, om soldater møder op til øvelser, men af om regeringerne allerede har besluttet, hvad der skal ske i en krises første timer. Den beslutningskæde er fortsat i det store hele ikke offentlig.