Frankrig forbyder sociale medier under 15

Hver generation diskuterer, hvor langt børn skal kunne gå uden voksne ved siden af. I denne generation foregår diskussionen på telefonen. Den 21. juli vedtog det franske parlament at forbyde adgang til sociale netværk for børn under 15 år, og Frankrig bliver dermed det første europæiske land, der sætter en sådan grænse i loven. Emmanuel Macron kaldte det begyndelsen på en europæisk vej. Kritikere i Nationalforsamlingen kaldte loven et "grand flou", en stor uklarhed. Begge dele rammer noget rigtigt: Loven siger, hvad der er forbudt, men ikke hvordan forbuddet skal håndhæves.

En regel uden dørmand

Lovteksten fastsætter en aldersgrænse, undtager undervisningsplatforme og open source-værktøjer og lægger en tidsplan. Nye konti skal omfattes fra 1. september 2026, mens eksisterende konti får frist til januar 2027, skriver Libération. Til gengæld indeholder teksten ingen konkret metode til alderskontrol, ingen sanktioner mod forældre eller mindreårige og ingen national model for håndhævelse. Platformene forventes selv at finde ud af resten.

Et forslag fra Renaissance-politikeren Laure Miller går ud på at bruge en tredjepartstjeneste, som kun fortæller platformen, om brugeren er over eller under 15 år, uden at sende fulde identitetsoplysninger videre. Det lyder pænt på papir. I praksis sidder alderskontrol fast i et trekantsproblem: sikkerhed, privatliv og brugervenlighed. Jo mere sikkert systemet skal vide, hvor gammel brugeren er, jo flere persondata skal brugeren typisk aflevere, og jo mere besværlig bliver adgangen.

Beder man brugeren indtaste fødselsdato, kan enhver lyve. Kræver man pas eller nationalt ID, bliver en TikTok-konto pludselig til en identitetstransaktion. Bruger man kunstig intelligens til at gætte alder ud fra en selfie, falder præcisionen netop omkring teenageårene, hvor grænsen betyder mest, vurderer det britiske parlaments POST-enhed. Den britiske tilsynsmyndighed Ofcom nåede i år frem til samme grundproblem: Ingen metode virker pålideligt alene.

Tidligere udkast til den franske lov gav medietilsynet Arcom brede beføjelser til at kontrollere platformenes efterlevelse. EU-Kommissionen greb ind, fordi beføjelserne overlappede med Digital Services Act, EU’s regelsæt for meget store digitale platforme. Den endelige lov blev derfor skåret ned. Jurister fra Le Club des juristes vurderede, at den i vidt omfang var "tømt for substans".

Regeringerne er enige om alderen. Ikke om teknikken

Frankrig går først, men landet står ikke alene. Den 21. juli anbefalede EU-Kommissionens ekspertpanel om børns sikkerhed online en fælles adgangsbegrænsning i EU for børn under 13 år, samtidig med at medlemslandene skal kunne gå videre for ældre teenagere. Panelet vil også vende bevisbyrden: I stedet for at myndighederne skal bevise, at en platform skader børn, skal platformene vise, at miljøet er sikkert, før børn lukkes ind.

For at undgå, at hvert login bliver en identitetskontrol, har Kommissionen udviklet en privatlivsbeskyttende "mini-wallet". Den fungerer i praksis som en digital dørmand, der kan svare ja eller nej på et aldersspørgsmål uden at se brugerens fulde ID. Systemet er tænkt sammen med de europæiske digitale identitets-wallets, som medlemslandene skal rulle ud inden udgangen af 2026. Ursula von der Leyen formulerede konflikten skarpt: Spørgsmålet er ikke, om børn kan bruge sociale medier, men "om sociale medier kan få adgang til vores børn".

Rundt om i Europa samler regeringerne sig hurtigere om aldersgrænser end om håndhævelsen. Tysklands familieminister, Karin Prien, ser 13 år som en mulig fælles grænse. Italien har flere lovforslag, men endnu ingen vedtaget lov. Irland, hvor de fleste store platforme har europæisk hovedsæde, overvejer en strengere grænse ved 16 år. Den politiske vilje er der. Den tekniske løsning er der ikke.

Fra døren til rummet

Australien giver et forvarsel om, hvad der kan ske. Tre måneder efter landets eget forbud for børn under 16 år trådte i kraft, viste en undersøgelse, at 85 % af de adspurgte mindreårige stadig brugte de omfattede platforme, blandt andet via falske konti og privat browsing. Det gør ikke forbud ligegyldige. De kan stadig reducere det samlede tidsforbrug, give forældre en juridisk norm at støtte sig til og presse platformene til at ændre deres onboarding. Men de afliver forestillingen om et rent digitalt hegn omkring barndommen.

Den praktiske kamp flytter sig derfor fra alderslåger til produktdesign. Digital Services Act giver allerede Bruxelles mulighed for at undersøge, om de store platforme beskytter mindreårige tilstrækkeligt, og foreløbige vurderinger peger på, at Metas Facebook og Instagram ikke har forhindret børn under 13 år i at oprette konti. Den italienske forbrugergruppe Moige sagsøger Meta og TikTok ikke kun for svag alderskontrol, men også for afhængighedsskabende funktioner som uendeligt scroll. Alderskontrol afgør, hvem der kommer ind. Produktdesignet afgør, hvad der sker, når børnene først er der.

September vil vise, om platformene behandler den franske lov som en juridisk øvelse eller som et krav om at ændre deres tjenester. Den generation, der voksede op med at lægge selfies ud, er nu forældre til den generation, der vokser op med algoritmiske feeds. At skrive loven var den lette del. At få låsen til at virke uden at gøre hvert barns telefon til et identitetspunkt er det problem, ingen lande endnu har løst.