Frankrigs 10-årige rente overhaler Italiens

Frankrig betalte kortvarigt mere for at låne i ti år end Italien, Grækenland og Spanien. Den 17. august nåede renten på franske 10-årige statsobligationer, altså det årlige afkast investorer kræver for at låne Paris penge i et årti, omkring 4,05 %. Det er det højeste niveau siden 2009 (Boursorama/Reuters, LSE). Den tilsvarende italienske rente lå omkring 4,0 %, mens den græske lå på 3,88 % (Minkabu FX). Under eurokrisen var rangordenen omvendt. En enkelt handelsdag er ikke et regimeskifte, men markedet kræver nu en højere risikopræmie af Frankrig end af lande, som investorer tidligere placerede i en helt anden risikoklasse.

En global rentebølge med fransk undertone

De lange renter stiger bredt. Tysklands 10-årige rente ramte selv det højeste niveau i 15 år, og renterne steg også i USA, Japan og Storbritannien (Guardian). Den globale bevægelse forklarer en del af, at Frankrig nu ligger omkring 4 %.

Det renere franske signal ligger i forskellen mellem franske og tyske låneomkostninger, fordi sammenligningen gælder samme løbetid i samme valutaområde. Det spænd voksede fra omtrent 74-79 basispoint i slutningen af juli til 84 basispoint den 17. august, over Italiens 77 basispoint (Boursorama/Reuters, France Epargne). Et basispoint er en hundrededel af et procentpoint. Investorerne lægger altså en særskilt fransk risikopræmie oven på den globale rentestigning.

Sådan rammer højere renter budgettet

En rente på 4 % gør ikke hele Frankrigs statsgæld på 3.536 mia. euro dyrere fra den ene dag til den anden (INSEE, Eurostat). De fleste eksisterende obligationer blev udstedt til lavere renter og bliver først påvirket, når de udløber og skal refinansieres. Frankrigs gennemsnitlige gældsløbetid på omkring otte år dæmper derfor tempoet, hvormed markedsrenterne slår igennem i statsbudgettet (AFT).

Presset kan allerede ses. Det franske statsgældskontor har budgetteret med 59,3 mia. euro i renteudgifter i 2026 (AFT). I første kvartal steg renteudgifterne 37 % fra året før (Le Monde). BNP Paribas har anslået, at den ekstra renteregning kan æde omtrent 60 % af de planlagte udgiftsstigninger i 2027, hvis renterne bliver liggende højt (BNP Paribas). Det efterlader færre penge til sundhed, uddannelse, forsvar eller skattelettelser.

EU-Kommissionen venter, at Frankrigs underskud lander på 5,1 % af BNP i 2026, mens gælden stiger til 120,2 % af BNP (European Commission). IMF har opfordret til årlige besparelser svarende til 0,8 % af BNP frem til 2029 (IMF). Premierminister Sébastien Lecornu sigter mod et underskud på omkring 4,9 % i 2027 (Le Monde). Det er stadig et godt stykke fra løftet om 3 %.

Hvem i Frankrig mister budgetplads

En vej tilbage under 3 % er det, Le Figaro har beskrevet som gentagne années blanches: år, hvor de offentlige udgifter fryses i nominelle beløb og derfor mister købekraft, når priserne stiger (Le Figaro). Offentligt ansatte, hvis løn ikke følger inflationen, mærker det først. Det samme gør hospitaler, hvis budgetter rækker til mindre år for år, og modtagere af sociale ydelser, som langsomt udhules i reale termer.

Presset flytter også ind i private budgetter. Supplerende sundhedsforsikringsselskaber har advaret om, at staten kan skubbe omkring 1,5 mia. euro i udgifter over på dem, hvorefter regningen kan ende hos medlemmerne gennem højere præmier (Le Memento). På den anden side står obligationsinvestorerne: En fransk statsobligation på 4 % gør ondt på udstederen, men belønner køberen, der låser et højere afkast fast (Milano Finanza).

Frankrig er ikke alene. Belgien står over for omkring 1,5 mia. euro i ekstra refinansieringsudgifter i år (BRF), og Italien låner stadig til omkring 4 % (Il Sole 24 Ore). Det nye er, at Frankrig ikke længere behandles som det trygge mellemled mellem Tyskland og Sydeuropa. Det er en uvant position for Paris og en nyttig påmindelse om, at markeder også kan læse franske finanslove.

ECB, Den Europæiske Centralbank, har et instrument til urolige obligationsmarkeder: Transmission Protection Instrument, som giver banken mulighed for at købe udvalgte landes statsobligationer (ECB). Instrumentet virker bedst, når problemet er markedsuro og ikke investorernes reaktion på et lands egne finanspolitiske valg. Frankrig er allerede omfattet af EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, som Bruxelles udløser, når et lands underskud overstiger 3 % af BNP (Council of the EU). Det gør sikkerhedsnettet sværere at påberåbe sig.

Fitch vurderer Frankrigs kreditrating den 28. august (France Epargne). Paris kan stadig sælge sine obligationer. Spørgsmålet er, hvor stor en del af det næste budget der skal bruges på gårsdagens gæld.