Frankrigs gældstillæg rammer 94 basispoint

Forskellen mellem Frankrigs og Tysklands tiårige statsrenter lå ved udgangen af 10. september på knap 94 basispoint, svarende til 0,94 procentpoint. Investorer kræver dermed næsten et procentpoint mere i årlig rente for at låne Frankrig penge end for et tilsvarende lån til Tyskland. Det er den største forskel siden gældskrisen i euroområdet i 2012 (Le Monde, DHnet).

Den dag steg statsrenterne i hele euroområdet, efter at Den Europæiske Centralbank, ECB, hævede renten, samtidig med at prisen på Brent-olie nærmede sig 100 dollar pr. tønde. Den tiårige tyske rente steg med omkring 5,3 basispoint, mens den franske steg med 9,8 basispoint ifølge Reuters-data gengivet af Boursorama. Den franske rente steg altså cirka 4,5 basispoint mere end den tyske. Det fælles rente- og energichok forklarer derfor ikke hele bevægelsen.

Hvorfor netop Frankrig?

ECB’s Styrelsesråd hævede indlånsrenten til 2,50 %. Det er den rente, bankerne får for at placere penge i centralbanken fra dag til dag (ECB). ECB kan ikke frembringe mere olie eller gas, men banken kan forsøge at forhindre, at dyrere energi breder sig til resten af økonomien gennem lønkrav og fortsatte prisstigninger. I septemberprognosen anslog ECB, at energiinflationen i euroområdet var steget fra 10,3 % i juli til 14,3 % i august (ECB projections).

Højere styringsrenter gør finansiering dyrere for alle eurolande. Frankrig blev dog pålagt en ekstra risikopræmie på grund af sine offentlige finanser. EU-Kommissionen forventede et fransk budgetunderskud på 5,1 % af BNP i 2026 og 5,7 % i 2027, hvis regeringen ikke vedtager nye tiltag. Samtidig ventes gælden at stige til mere end 120 % af BNP (European Commission). Underskuddet falder med andre ord ikke hurtigt nok til at berolige investorerne.

Sammenligningen med Italien gør problemet tydeligere. Den italienske statsgæld er større og udgør omkring 138,6 % af BNP, men budgetunderskuddet ligger tættere på 2,9 % og er på vej ned (UPB). Siden slutningen af august har Frankrig derfor betalt en lidt højere rente end Italien på tiårige lån (Euronews Italia). Det er en bemærkelsesværdig ombytning af de to landes traditionelle placering på obligationsmarkedet.

Italiens renteforskel til Tyskland voksede kun med omkring 3 basispoint den 10. september, mens den franske voksede med cirka 4,5 (QuiFinanza). Markedets ekstra prisstigning var dermed koncentreret om Frankrig og ikke et generelt opgør med de mest gældsatte eurolande.

Regningen vokser langsomt

Frankrig planlagde i 2026 at udstede mellem- og langfristede obligationer for rekordhøje 310 mia. euro (Agence France Trésor). Hvert ekstra basispoint øger statens renteudgifter, men kun på nye obligationer og på gæld, der skal refinansieres ved udløb. Den eksisterende franske gæld har en gennemsnitlig løbetid på mere end otte år, og renterne på hovedparten er derfor fortsat bundet på ældre og lavere niveauer (French Senate). Belastningen er reel, men den opbygges gennem flere års refinansiering og ikke på få uger.

Investorerne køber fortsat franske statsobligationer. Ved en auktion den 3. september blev renten 4,23 % mod 3,90 % måneden før, mens buddene samlet lød på 2,28 gange det udbudte beløb (Agence France Trésor). Frankrig fik altså solgt sine obligationer, blot til en højere pris. Markedet kræver større betaling for risikoen, men er ikke på vej mod udgangen.

Ingen krise, men en mærkbar regning

Under gældskrisen i 2011-12 nåede Italiens og Spaniens renteforskelle til Tyskland op på 500-650 basispoint. Dengang frygtede investorerne, at euroområdet kunne bryde sammen, og bankerne havde svært ved at finansiere sig (ECB Annual Report 2012). Frankrigs 94 basispoint befinder sig på et helt andet niveau. Udviklingen den 10. september tydede ikke på, at den franske stat var ved at miste adgangen til kapitalmarkedet.

Frankrig betaler en særskilt pris for sine offentlige finanser, men obligationsmarkedet fungerer. Den umiddelbare udfordring er en gradvis refinansiering til højere renter, ikke en akut finansieringskrise. Til gengæld vil renteudgifterne år for år beslaglægge flere af de penge, som ellers kunne bruges på offentlige ydelser, investeringer eller skattelettelser.

Det afgørende spørgsmål er derfor, om et splittet parlament kan vedtage udgiftsbesparelser eller skattestigninger, før de voksende renteudgifter indsnævrer det politiske råderum. Én handelsdag kan hverken bevise, hvorfor risikopræmien steg, eller vise, hvor længe den bliver liggende. Retningen er dog tydelig: Blandt eurolandenes regeringer er det nu Frankrig, markedet beder om en mere overbevisende forklaring på regnskabet.