Frankrig vedtager oprustning mod 2030

Frankrigs Nationalforsamling vedtog 1. juli en revideret militær flerårslov, LPM, med 375 stemmer mod 113. Den lægger op til, at forsvarsudgifterne stiger fra 47,2 mia. euro i 2024 til 75,7 mia. euro i 2030 (Sénat, Le Monde). Over syv år lander rammen på omkring 436 mia. euro, op fra en tidligere plan på 413 mia. euro (Arab News/AFP). For EU’s eneste atombevæbnede militærmagt er det en forpligtelse, kommende regeringer vil blive målt på. Men en flerårslov er en kurs, ikke en garanti. De årlige finanslove skal stadig frigive pengene, forsvarsministeriet skal indgå kontrakter, industrien skal levere, og forsvaret skal omsætte materiellet til kampklarhed. Hvert led kan svigte. For Europa er leveringskæden vigtigere end afstemningstallet.

Fra løfter til produktionslinjer

Den europæiske forsvarsdebat handler ikke længere kun om, hvor mange penge landene lover at bruge. NATO-landene bevæger sig mod et pejlemærke på 3,5 procent af BNP til kerneforsvar i 2035 (NATO). Frankrigs plan ligger klart under det niveau. Afstanden bliver sværere at ignorere, mens Rusland opruster, USA’s engagement afhænger mere af indenrigspolitik, og NATO’s krav til beredskab stiger.

Det svære er omregningen: budgetter skal blive til missiler, droner og uddannede enheder. Krisen i FCAS/SCAF, det fransk-tysk-spanske projekt for et sjettegenerationskampfly, viser problemet. Pengene kan godt være der, uden at styringen er det. Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, har sagt, at programmet blev "politisk sat dårligt op", fordi partnerne aldrig fik afklaret, hvem der får industrijobbene, og hvem der kontrollerer flyets design (FAZ). Berlin er allerede ved at bygge et alternativt spor med Airbus og syv partnerfirmaer (Deutschlandfunk).

Forholdet mellem Frankrig og Italien peger den anden vej. Det 36. bilaterale topmøde gav en forsvarskøreplan for 2026-2031 med SAMP/T-luftforsvar, Aster-missiler og en fælles interceptor mod hypersoniske trusler (French Diplomacy). Samarbejdet fungerer bedre dér, hvor virksomhederne allerede er flettet sammen, og hvor industriel tillid kommer før den politiske handel, ikke efter.

Hvad østflanken har brug for

For Polen og Rumænien er testen enkel: Producerer Frankrig udstyr, deres styrker faktisk kan bruge? Polen har indtil videre købt det meste andre steder: amerikansk luftforsvar, svenske ubåde og sydkoreanske kampvogne (Polish Ministry of Defence, Money.pl). Warszawa belønner leverandører, der kan levere hurtigt og bygge lokalt. Frankrig spiller endnu ikke den rolle.

I Rumænien står Paris stærkere. Frankrig leder NATO’s multinationale kampgruppe i Cincu, hvilket betyder, at franske soldater og kommandostrukturer indgår i Rumæniens første linje af allieret forsvar (NATO). Rumænske kommentatorer læser tilstedeværelsen som en måde at mindske afhængigheden af amerikanske politiske skift på (Adevărul). Men også dér handler de afgørende spørgsmål om ammunitionslagre, vedligeholdelse og beredskab, ikke om de store tal i overskrifterne.

Regningen bag regningen

Frankrigs revisionsret, Cour des comptes, der gennemgår statens udgifter, opgjorde det offentlige underskud i 2025 til 5,1 procent af BNP og gælden til 115,7 procent. Institutionen advarede samtidig om, at Frankrig mangler en troværdig plan for, hvordan forpligtelserne efter 2026 skal finansieres (Cour des comptes). Renteudgifterne på statsgælden steg 37 procent i første kvartal af 2026 (Le Monde). Forsvarsminister Catherine Vautrin siger, at der kommer 8,5 mia. euro ekstra til ammunition, men indtil kontrakterne ligger der, kræver det tillid at oversætte udsagnet til faktiske lagre (Le Figaro).

Frankrig har vedtaget et seriøst grundlag for europæisk forsvarsefterspørgsel. Om efterspørgslen bliver til afskrækkelse, afhænger af det næste: årlige budgetter, der frigiver midlerne, kontrakter med fabrikker, der kan levere, og materiel, der når frem til styrker, som er trænet til at bruge det. Flerårsloven har åbnet vejen. Leveringskæden afgør, om Europas østlige allierede får det, de har brug for, før årtiet er slut.