Tysk-hollandsk korps overtager Baltikum-kommandoen

Fra 1. juli overtager et tysk-nederlandsk militært hovedkvarter i Münster den taktiske kommando over Estlands og Letlands landstyrker. Det afløser det polsk baserede korps, som hidtil har dækket hele NATOs nordøstlige flanke (ERR, Valga municipality). NATO har dermed tegnet kommandokortet om. Prøven handler ikke længere kun om politisk solidaritet, men om hvor hurtigt alliancen faktisk kan føre styrker.

To korps, to problemer

1 German/Netherlands Corps, et binationalt hovedkvarter med kapacitet til at lede op mod 50.000 soldater, får nu ansvaret for planlægning, øvelser og hurtig integration af styrker i sektoren Estland-Letland (ERR). Det hidtidige kommandokorps, Multinational Corps Northeast i Szczecin i Polen, beholder Litauen og Polen.

Forklaringen er enkel: ét hovedkvarter havde fået for meget geografi på bordet. Estland og Letland står over for russiske styrker langs en lang grænse. Litauen og Polen har Suwałki-korridoren, den smalle landforbindelse mellem de baltiske lande og resten af NATO, samt retningen mod Belarus (Defence24). Det er forskellige militære opgaver, og de kræver forskellige planer.

NATOs egen afskrækkelsesmodel lægger netop vægt på forhåndsfordelt regional planlægning frem for generelle allianceløfter (NATO). For Polen er ændringen derfor koncentration, ikke tilbagetrækning. General Dariusz Parylak, chef for korpset i Szczecin, beskriver den smallere sektor som en skarpere opgave, mens polske medier kobler omlægningen til advarsler om mulige russiske provokationer mod de baltiske lande eller Polen selv (Rzeczpospolita).

Tysklands dobbelte byrde

Berlin påtager sig samtidig korpskommando for Estland og Letland og opbygger en permanent brigade i Litauen. Den 45. Brigade skal efter planen nå op på omkring 4.800 soldater ved Pabradė, cirka 20 kilometer fra den belarusiske grænse, inden udgangen af 2027 (Lrytas).

Indtil videre er kun omkring 1.800 personer på plads. Forsvarsminister Boris Pistorius har erkendt, at den aktive styrke ikke er nok uden stærkere reserver (BMVg, ZEIT). Et korpshovedkvarter kan forbedre planlægning og reaktionstid, men det løser ikke mangler på personel, luftforsvar eller styrker og materiel, der faktisk kan flyttes hurtigt (Militarnyi). Tyskland påtager sig synligt lederskab på et tidspunkt, hvor landets evne til at bære det lederskab stadig er under opbygning.

Hvem kan beordre hvad, og hvornår

Overdragelsen finder sted i Valga/Valka, byen der er delt mellem Estland og Letland. Symbolikken er pæn. Det praktiske er mere uklart.

NATOs offentlige formuleringer siger ikke præcist, hvem der kan beordre hvad i en krise. "Taktisk kommando" bruges bredt i officielle beskrivelser, men der findes ikke et offentliggjort transfer-of-authority-dokument, som fastlægger rækkevidden af 1GNC's mandat (ERR, Shortl). Efter Den Nordatlantiske Traktat beslutter hver medlemsstats regering fortsat, hvornår landets styrker må bruges (NATO). Når krisen kommer, bliver hastigheden i overdragelsen fra national til allieret kommando derfor den afgørende begrænsning.

Et andet hul er samordningen mellem de to korps. Hvis Rusland samtidig lægger pres på Estland/Letland og Suwałki-korridoren, forklarer intet offentligt materiale fra NATO, nationale forsvarsministerier eller korpsenes egne kanaler, hvordan de to hovedkvarterer koordinerer under én samlet kampagne. Letland peger fortsat på mangler i luftforsvar og bekæmpelse af droner som direkte trusler (news.inbox.lv). En kortere kommandovej hjælper kun, hvis styrkerne bag den faktisk findes.

Omlægningen viser, at NATOs problem på østflanken ikke længere kun er, om de allierede lover at forsvare Baltikum. Spørgsmålet er, om kommandomyndighed, styrkeberedskab og politisk tilladelse fra nationale regeringer kan mødes samme sted, hurtigt nok til at gøre en forskel.