Tyskland låner €110 billion til militæret

Friedrich Merz' regering har godkendt et budgetudkast for 2027 med omkring 203,6 mia. euro i samlet ny gæld. Heraf er 109,7 mia. euro reserveret til militæret (SPIEGEL, RTE). Det gør Tyskland til eurozonens største låntager i ét enkelt år. For resten af Europa er det afgørende ikke kun beløbet, men metoden: Tyskland har ændret sine finanspolitiske regler for at gøre låntagningen mulig. De fleste partnere har ikke samme mulighed.

Sådan låner Tyskland uden om sine egne regler

De samlede føderale udgifter når 555,4 mia. euro. Det ordinære forbundsbudget kræver 118,7 mia. euro i ny låntagning for at lukke hullet mellem skatteindtægter og planlagte udgifter. Ved siden af ligger to ekstra finansieringsspor: omkring 54,9 mia. euro fra en infrastrukturfond og 30 mia. euro fra den forsvarsfond, der blev oprettet i 2022 (DW).

De såkaldte særlige fonde er den tekniske nøgle. De gør det muligt for regeringen at vise et mindre underskud i det almindelige budget, mens staten låner massivt gennem kanaler ved siden af. Tysklands forfatningsfæstede gældsbremse, som begrænser den føderale regerings strukturelle låntagning fra år til år, er blevet ændret, så forsvarsudgifter over 1 % af BNP undtages. Den ene juridiske ændring giver Merz plads til at sigte efter forsvarsudgifter på 3,5 % af BNP i 2029 (Bundesregierung).

Regningen vokser hurtigt. Renteudgifterne på den føderale gæld ventes næsten at blive fordoblet fra 41,9 mia. euro i 2027 til omkring 80,7 mia. euro i 2030, ifølge budgetfremskrivninger citeret af Upday. Tysklands stabilitetsråd, der overvåger låntagningen i forbund og delstater, har advaret om, at kursen kan bringe landet i konflikt med EU’s gældsregler (Handelsblatt).

Låntagning hjemme, sparekrav i klubben

Samtidig presser Berlin på for at skære omkring 400 mia. euro i EU’s næste flerårige budget, ifølge et lækket positionspapir omtalt af Marketscreener. Det fælles budget finansierer blandt andet samhørighedsmidler, landbrugsstøtte og klimaprogrammer i fattigere medlemslande. Berlin har altså omskrevet sin egen finanspolitiske forfatning for at bruge mere på forsvar, mens andre EU-lande bliver bedt om at klare sig med mindre fra fælleskassen.

Frankrig rammes skævest af den balance. Paris har forpligtet sig til 436 mia. euro i militærudgifter frem mod 2030, men den franske offentlige gæld ligger allerede på omkring 117,5 % af BNP, og renteudgifterne ventes på længere sigt at nærme sig 5 % af BNP (Le Figaro, Le Monde). Tyskland skabte finanspolitisk plads ved at ændre én forfatningsbestemmelse. Frankrig har ikke en tilsvarende ventil og skal refinansiere sig år for år under langt strammere markeds- og EU-begrænsninger.

Obligationsmarkederne viser presset bredere. Renten på den tyske tiårige Bund lå omkring 2,94 % den 6. juli; den italienske tiårige rente lå på 3,71 %. Det giver et spread, altså forskellen på landenes låneomkostninger, på 77 basispoint (Borsa Corriere, Teleborsa). At spændet er indsnævret, kan ligne godt nyt for Rom. Det er kun halvt rigtigt. Forskellen er faldet, fordi Tysklands egne låneomkostninger er steget, ikke fordi Italien låner markant billigere. Som BNP Paribas har påpeget, løfter et strukturelt højere renteniveau gældsbyrden i alle avancerede økonomier (BNP Paribas).

Hvad pengene faktisk køber

NATOs generalsekretær, Mark Rutte, har presset Berlin til at omsætte de højere udgifter til kampklare styrker og fungerende produktionslinjer, ikke bare pæne budgetposter (NATO). Det er den reelle prøve. Tyskland har den finansielle kapacitet til at trække europæisk oprustning. Til gengæld skylder Berlin sine allierede dokumentation for, at rekordlåntagningen bliver til deployerbare brigader, luftforsvarsbatterier og ammunitionslagre, ikke blot højere enhedspriser og mere importeret udstyr. Om Frankrig og mindre medlemslande kan følge med uden mere fælles EU-finansiering, er det spørgsmål, budgettet efterlader åbent.