Tyskland skrotter F126 efter €2.3bn

Tyskland opgav 24. juni F126-fregatprogrammet og annullerede dermed en kontrakt på seks store krigsskibe efter et forbrug på omkring 2,3 mia. euro (BMVg, Euronews). Forsvarsminister Boris Pistorius sagde, at det hollandsk-ledede konsortium under Damen Naval ikke længere kunne levere inden for den aftalte tidsplan og økonomi. Ingen skibe bliver bygget.

Planen er nu at købe op til otte mindre MEKO A-200-fregatter fra den tyske producent TKMS. De skal især bruges til antiubådskrigsførelse, altså at finde, følge og om nødvendigt angribe ubåde (Defense News, Bundeswehr). Men ordren kræver et ja fra Forbundsdagen, Tysklands parlament, og den indkøbspakke, som politikerne skal stemme om, findes endnu ikke.

Hvordan et ældre og gennemprøvet design afløste et prestigeprojekt

F126 skulle vise, at europæiske forsvarsvirksomheder kunne bygge krigsskibe sammen på tværs af grænser. Damen, en hollandsk virksomhed, vandt kontrakten i 2020 som hovedleverandør og ansvarlig for designet. Tyske værfter skulle stå for selve byggeriet. Konstruktionen brød sammen under forsinkelser, problemer med softwaregrænseflader og vanskeligheder med at overføre tekniske planer til de tyske industripartnere (Opex360).

Berlin overvejede til det sidste en redningsplan via Rheinmetalls skibsværftsarm. Ifølge forsvarsministeriet ville den løsning have løftet de samlede omkostninger til over 18 mia. euro (Handelsblatt). Den ville også have tvunget Tyskland til at opgive mulige erstatningskrav mod Damen, krav som Pistorius selv antydede kunne være svære at vinde igennem med (MarineLink). Ministeriet valgte at stoppe projektet.

Problemet var ikke kun teknik. Det handlede om kontrol: hvem der designer, hvem der bygger, hvem der bærer ansvaret, og hvem der betaler, når tidsplanen skrider. F126 passer ind i et bredere mønster, hvor europæiske forsvarsprojekter netop går i hårdknude over arbejdsdeling, teknologiejerskab og national industripolitik. Når partnerlandene ikke kan enes om, hvor stor en del af arbejdet deres virksomheder skal have, eller hvem der kontrollerer den kritiske teknologi, bliver fristerne udhulet og regningen større. Damen mister dermed sin plads i det tyske flådemarked på det, der var Tysklands største flådekontrakt siden krigen (Deutschlandfunk). Ved at vælge et ældre, afprøvet nationalt design frem for åben konkurrence på tværs af grænser sender Berlin et klart signal til fremtidige partnere: når fælles kontrakter kommer under pres, kan arbejdet blive trukket hjem.

EU forsøger at trække i den modsatte retning. SAFE, EU’s nye låneinstrument til fælles forsvarsindkøb, og Den Europæiske Forsvarsfond giver lande økonomiske incitamenter til at købe sammen. De vælger ikke, hvilken fregat et land skal bestille, de erstatter ikke nationale budgetbeslutninger, og de overtager ikke ansvaret, når en kontrakt fejler (European Commission). Afstanden mellem Bruxelles’ opfordringer til samarbejde og den nationale politik om, hvem der bygger hvad, er stadig stor.

Skibe, der kun findes på papiret

Annulleringen rækker længere end til værfterne. Tysklands eget udenrigsministerium beskriver Østersøen som en strategisk rute for forstærkninger og forsyninger og kobler maritim sikkerhed til russisk ubådsaktivitet i Nordatlanten og Arktis (German Foreign Ministry). Tysklands allierede forventer, at Berlin leverer kapacitet til antiubådskrigsførelse: sonar, helikoptere og patruljeskibe, der kan beskytte sejlruter, kabler og rørledninger. De forventninger hviler nu på fartøjer, som endnu ikke findes.

Polske analytikere formulerer dommen betinget: Hvis skiftet til MEKO giver krigsskibe hurtigere end det fastkørte F126-program kunne have gjort, er annulleringen dyr, men rationel. Hvis Forbundsdagen trækker sagen ud, hvis TKMS mangler kapacitet, eller hvis uenighed om konfigurationen forsinker erstatningen, bliver sagen endnu et eksempel på, at Berlin taler om strategisk ansvar, men skaber usikkerhed om, hvad landet faktisk kan levere (Rzeczpospolita Radar). Ifølge branchemedier kan den første MEKO-fregat komme i slutningen af 2029, men den dato har ingen parlamentarisk godkendelse (Naval News).

Ministeriet kan annullere en kontrakt. Kun Forbundsdagen kan finansiere det næste køb. Og NATO kan planlægge med tysk antiubådskapacitet, så meget alliancen vil. Nogen skal stadig levere skibene. Om Tyskland har valgt hastighed frem for endnu en forsinkelse, er den prøve, der faktisk betyder noget for landets allierede.