Tyskland øver fransk atomforsvar

Frankrig og Tyskland kunne ikke blive enige om, hvem der skulle sidde forrest i cockpittet på Europas næste kampfly. Nu vil de i stedet koordinere de militære systemer omkring Frankrigs atomafskrækkelse. Den 17. juli annoncerede Emmanuel Macron og Friedrich Merz en fransk-tysk styringsgruppe for atomafskrækkelse, fortrolige konsultationer og tysk konventionel deltagelse i en fransk atomøvelse (Elysée, Al Jazeera). Det lyder som et stort skridt mod europæisk strategisk autonomi. I praksis er det langt smallere. Og netop det er pointen.

Hvad Tyskland faktisk får

Tyskland får ingen atomsprænghoveder, ingen kontrol over våben, ingen affyringsmyndighed og ingen automatisk fransk atomgaranti. Den franske afskrækkelse forbliver national. Berlin får adgang til den ikke-nukleare ramme omkring franske atomoperationer: eskortejagere, luftforsvar, tidlig varsling, radar og integration af langtrækkende konventionelle våben omkring midlertidige Rafale-udstationeringer (Telegraph, Boursorama/AFP). Merz har selv sagt, at den præcise tyske rolle stadig skal afklares (Moneycontrol/AFP).

Den skelnen er central, fordi Tyskland allerede indgår i NATO’s atomdeling. Det er den amerikansk ledede ordning, hvor amerikanske atomvåben er placeret i Europa, og hvor allierede fly træner i at levere dem, mens Washington beholder den endelige beslutningsret (Cambridge University Press). Det franske spor lægger et ekstra lag ovenpå. Det erstatter ikke det amerikanske.

Et plaster på et industripolitisk nederlag

Timingen er næppe tilfældig. Det fælles kampflyprogram FCAS/SCAF, Europas store forsøg på at bygge et sjettegenerationskampfly sammen, er havnet i dyb usikkerhed, efter at Dassault og Airbus tidligere i år ikke kunne løse striden om lederskabet (DW). Når Paris og Berlin ikke kan vise industriel enighed, griber de efter strategisk symbolik.

Styringsgruppen udfylder det hul. Macron får mulighed for at genoplive sit ønske om at åbne den franske atomdialog for europæiske allierede, uden at Paris afgiver kontrol. Merz får en måde at vise tysk initiativ på europæisk forsvar på, uden at Tyskland bevæger sig væk fra NATO.

Elysée nævnte også konkret militært arbejde: konventionelle styrker, præcisionsangreb og missilforsvar (Elysée). Det giver gruppen mere at lave end at udsende erklæringer. Spørgsmålet er, om arbejdet bliver til tilbagevendende øvelser og egentlig planlægning, eller om det bliver endnu et papir i den fransk-tyske mappe.

Østeuropa prioriterer, men afviser ikke

De lande, der er mest udsatte over for Rusland, afviser ikke det franske spor. De placerer det bare i den rigtige rækkefølge.

Polen har åbnet sin egen styringsgruppe om atomart samarbejde med Frankrig. Udenrigsminister Radosław Sikorski har beskrevet en fremtid, hvor USA fungerer som »kavaleriet bag bakken« snarere end som permanent infanteri på jorden (Bankier/PAP). De foreløbige drøftelser om permanente franske våbendepoter i Polen peger samme vej: Warszawa ser fransk afskrækkelsesdialog som nyttig forsikring, ikke som erstatning for NATO (Rzeczpospolita).

Litauen ønsker alle tilgængelige lag, men i en klar rangorden: NATO og amerikanske garantier først, luft- og missilforsvar derefter, og fransk dialog kun hvis den styrker kæden fra varsling til beslutning og indsatte styrker (tv3.lt, vz.lt). Mønsteret er det samme i Europa: Ingen frontlinjeregering afviser fransk involvering, men ingen behandler den som en erstatning for amerikansk magt.

For Polen og Baltikum afhænger troværdig afskrækkelse af tre ting: hvem der kan godkende handling, hvilke styrker der kan udføre den, og hvor hurtigt de kan være fremme. En politisk erklæring fra Köln besvarer ikke de spørgsmål.

Den fransk-tyske atomgruppe er en politisk kanal med noget militært arbejde koblet på. Den reparerer de bilaterale signaler efter FCAS-problemerne. Den giver allierede på østflanken endnu et konsultationslag. Men den skaber ikke en europæisk afskrækkelsesarkitektur, og ingen regering uden for Paris lader som om.

Troværdighedstesten ligger hos Merz og Macron: om øvelsen bliver rutine, om kommandoforholdene bliver afklaret, og om konventionelle styrker faktisk bliver indsat. Indtil da har Frankrig og Tyskland skrevet et gældsbrev på brevpapiret fra et partnerskab, der netop ikke kunne levere et kampfly.