Tyskland løfter NATO-bidraget

Tyskland har meddelt NATO, at landet forventer forsvarsudgifter på 124,7 mia. euro i 2026. Det svarer til 2,69 % af BNP, skriver ZEIT. Dermed bevæger Berlin sig fra rollen som den allierede, der skulle presses op på NATO’s byrdefordelingsmål, til et land der selv sætter tempoet. Men Europas målestok bør være militær styrke, der faktisk kan bruges, ikke størrelsen på budgetløftet.

NATO’s procentsatser sammenligner nationale planer. De er ikke indbetalinger til en fælles militær kasse. Alliancens gamle mål om 2 % af BNP og forventningen om, at 20 % af forsvarsbudgettet går til materiel, står nu ved siden af et langt skrappere spor: 5 % i 2035, fordelt på 3,5 % til kerneforsvar og 1,5 % til veje, havne, cyber, energi og andre systemer, som får hære til at kunne bevæge sig. Det fremgår af CRS’ gennemgang af byrdefordelingen og Al Jazeeras dækning af NATO-topmødet. Det øger presset på de øvrige allierede. Det viser stadig ikke, hvem der kan indsætte, forsyne og fastholde styrker under pres.

Berlin køber autoritet

Kansler Friedrich Merz vil have Tyskland behandlet som en central sikkerhedsleverandør, ikke som den allierede, Washington igen må trække fremad. Hans regering har lempet begrænsningerne for store dele af de forsvarsrelaterede udgifter og sigter mod 3,5 % af BNP i 2029, ifølge QNA. Det giver Berlin et politisk svar til både Washington og NATO-generalsekretær Mark Rutte, før Europa får et fuldt afprøvet militært svar.

På NATO’s østflanke bliver Tyskland målt anderledes. I Polen handler debatten om ammunition, luftforsvar, logistik og industri, ikke om BNP-andelen i sig selv, sådan som Defence24 beskrev testen ved topmødet. For Warszawa er Tysklands rolle som forstærkningsknudepunkt kun værdifuld, hvis tog får prioritet, hospitaler kan modtage sårede, brændstof og reservedele kan flyttes hurtigt, og militære kolonner ikke strander i civile flaskehalse. Den bekymring går også igen i Onets gennemgang.

Litauen gør testen konkret. Den tyske brigade i landet skal efter planen nå op på omkring 5.000 soldater og 200 civile ved udgangen af 2027, ifølge Euronews. Den tyske soldaterforening DBwV skriver, at stab, enheder og infrastruktur er ved at tage form omkring Rukla og Rudninkai. Forsvarsminister Boris Pistorius har samtidig erkendt mangel på specialister inden for logistik, sanitet og kemisk, biologisk, radiologisk og nukleart forsvar, rapporterer NAMPA. En brigade beroliger, når den findes på papiret. Den afskrækker først, når den er bemandet, forsynet og øvet.

De allierede læser tallet gennem deres egne begrænsninger

Frankrig ser Tysklands oprustning gennem kontrollen med forsvarskæden. Flere tyske penge kan styrke Europa, men kun hvis de bygger systemer, som europæerne selv kan producere, opdatere og vedligeholde uden at vente på amerikanske konstruktioner eller tilladelser. Le Monde placerede Europas oprustning op mod mangler på ammunition, luftforsvar, transport og slagkraft. Zone Militaire har rapporteret om tysk interesse for amerikanske licenser til Tomahawk- og PAC-3 MSE-missiler. Det kan give kapacitet, men fastholder samtidig Europa i amerikansk godkendelse.

Italien læser det samme tal gennem statsbudgettet. Berlin har plads til at bruge penge. Rom skal forklare regningen. Avvenire beskrev en splittet regering under pres fra NATO, USA og EU, mens Pagella Politica viste, at Italiens problem ikke først og fremmest er et formelt juridisk forbud. Det er kampen om underskud, regeringsflertal og hvordan forsvarsudgifterne lander i regnskabet.

Spanien forsøger at skille kapacitetsløfter fra BNP-regnestykket. Pedro Sánchez afviser 5 % som nationalt mål og argumenterer for, at omkring 2,1 % kan levere de kapaciteter, Spanien er blevet bedt om, ifølge La Vanguardia. Tysklands tal gør det argument sværere at sælge. Det giver Rutte og Washington mere at presse med, når El Español skriver om advarsler til allierede, der afviser midlerne til forsvaret.

Tysklands melding ændrer NATO-politikken, før den ændrer Europas indsatsklare styrke. Merz har købt Berlin troværdighed, og den troværdighed bliver nu til pres på Rom, Madrid og østflanken. Beviset ligger hos Merz, Pistorius og Rutte: underskrevne kontrakter, bemandede enheder, fyldte depoter, frie transportkorridorer og øvede brigader. Indtil det er på plads, har Tyskland styrket sin egen hånd i NATO mere end Europas hånd i en krise.