Tyskland foreslår €90 milliarder i NATO-støtte til Kyiv

Tysklands udenrigsminister Johann Wadephul foreslog i sidste uge, at NATO-landene samlet forpligter sig til 90 mia. euro i bilateral forsvarsstøtte til Ukraine, svarende til det EU-lån, der blev godkendt i april. Tre dage før forslaget havde fem af alliancens største økonomier afvist en langt mere beskeden bindende minimumsmodel. Afstanden mellem det, Europa siger, Ukraine har brug for, og det, regeringerne faktisk vil betale, er fortsat det åbne spørgsmål i europæisk sikkerhedspolitik.

Forslaget og vetoretten

På NATO’s udenrigsministermøde i Helsingborg den 22.-23. maj lagde Wadephul sin model frem. EU’s Ukraine-støttelån på 90 mia. euro, som Rådet godkendte 23. april efter Ungarns veto faldt bort (Kyiv Independent), dækker omtrent to tredjedele af Ukraines finansieringsbehov i 2026-2027. NATO’s hovedkvarter vurderer, at der stadig mangler omkring 40 mia. euro (N-TV). Wadephul vil have de allierede til at lukke hullet med bilaterale tilsagn fordelt efter BNP, mens USA udtrykkeligt holdes udenfor (Stern).

Tidspunktet var mildt sagt upraktisk. NATO’s generalsekretær Mark Rutte havde netop foreslået, at alle 32 medlemslande skulle bruge 0,25 % af BNP på militær støtte til Ukraine, men Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Canada blokerede modellen. Kun syv lande støttede den (Euromaidanpress, Babel.ua). Rutte erkendte offentligt, at han ikke regnede med at fremlægge forslaget på NATO-topmødet i Ankara i juli: "I don't think this one will be proposed" (EU Perspectives). Skillelinjen følger pengene. Lande, der allerede ligger på eller over 0,25 %, som Nederlandene, Polen og de baltiske og nordiske lande, hører til blandt NATO’s mindre økonomier. De fem lande, der blokerede, hører til blandt de største.

Hvem får pengene

EU-lånet er rentefrit for Kyiv, og tilbagebetalingen er knyttet til russiske krigsskadeserstatninger, som Moskva afviser at betale. Hvis erstatningerne aldrig kommer, lander regningen hos EU’s skatteydere (Verkhovna Rada). Kommissionen underskrev udbetalingsaftalen 20. maj, så den første tranche på 3,2 mia. euro ventes i midten af juni (EEAS). Pengene skal både finansiere militær støtte og civile budgetudgifter, så den ukrainske stat kan holde administrationen kørende samtidig med hæren.

En "Made in Europe"-klausul kræver, at mindst 65 % af forsvarsprodukterne kommer fra producenter i EU, EØS eller Ukraine (defenceukraine.com, GTAI). Det beskytter europæiske forsyningskæder. Det sender også kontrakter i retning af kontinentets største våbenproducenter.

Rumænien viser mekanismen. Parlamentet har godkendt 8,33 mia. euro i EU-finansierede forsvarskontrakter til Lynx-infanterikampkøretøjer, luftforsvarssystemer og en ammunitionsfabrik (Marketscreener). Tyske Rheinmetall fik rollen som hovedleverandør, selv om Bukarest først havde lovet "almost 100%" lokal produktion. Polen fortæller en anden historie: Premierminister Donald Tusk hævder, at tysk industri kun modtager 0,37 % af Polens program (GTAI). Reglen om 65 % holder forsvarspengene i Europa, men den fordeler gevinsterne ujævnt.

Den samme klausul begrænser, hvor mange EU-lånepenge der kan nå ukrainske fabrikker, når produkterne ikke opfylder oprindelseskravene. Ukraines forsvarsindustri er vokset fra en kapacitet på 1 mia. dollar i 2022 til forventet 55 mia. dollar i 2026, men kun 43 % af kapaciteten bliver udnyttet (CBS News). Flaskehalsen er ikke kun fabrikkerne. Det er indkøbsordrerne.

Efter 2027 venter faldet

De 90 mia. euro er en toårig bro. Kommissionens forslag til EU-budgettet for 2028-2034 afsætter omkring 88,9 mia. euro til Ukraine over syv år. En undersøgelse bestilt af Europa-Parlamentet vurderer, at det faktiske genopbygningsbehov er 196,5 mia. euro over ti år (EU News Italy). Det næste budget kræver enstemmighed i Det Europæiske Råd, hvor ét medlemsland kan blokere. Det var den mekanisme, der forsinkede det nuværende lån i fire måneder, mens Ungarn holdt igen.

Tyskland planlægger selv at skrue ned. Det godkendte budget for 2027 afsætter 11,6 mia. euro til Ukraine, men beløbet falder til 8,5 mia. euro årligt fra 2028 (Euromaidanpress). Wadephul beder altså de allierede om at forpligte sig til mere, samtidig med at Berlin budgetterer med mindre. NATO-topmødet i Ankara i juli vil vise, om tallene bliver til bindende tilsagn. Indtil videre peger regnestykket den anden vej: De lande, der vil betale, er for små, og de lande, der er store nok til at flytte noget, vil ikke bindes.