Tyskland fastholder grænsekontrol trods EU-krav

EU-Kommissionen har bedt ni lande begynde at afvikle deres interne grænsekontrol. Samme uge afviste Tysklands indenrigsminister kravet. De udtalelser, Kommissionen udsendte 2. juni, er juridisk påkrævede efter 12 måneders sammenhængende kontrol, men de er ikke bindende (EU Law Live, Brussels Signal). Schengen, EU’s centrale område for fri bevægelighed, hviler dermed på frivillig efterlevelse. Lige nu melder de frivillige sig ikke.

Den permanente undtagelse

De ni lande, Østrig, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Norge, Slovenien og Sverige, har alle opretholdt grænsekontrol langt ud over Schengens oprindelige nødgrænser. Tyskland, Frankrig og Østrig har haft en eller anden form for kontrol siden 2015 og har hver gang forlænget den med nye begrundelser: migration, terrorisme eller grænseoverskridende kriminalitet. Reformen af Schengengrænsekodeksen i 2024, altså regelsættet for hvornår intern kontrol er lovlig, skulle sætte et klart loft. I praksis forlængede den den juridiske maksimumsperiode fra seks måneder til tre år og overhalede dermed en dom fra EU-Domstolen i 2022, som havde erklæret langvarig kontrol ulovlig (European Sting).

Kommissionen har aldrig rejst en traktatbrudssag, dens formelle redskab til at få medlemslande til at overholde EU-retten, mod et land for at holde grænsekontrol kørende for længe. Forskere ved Cambridge beskriver det som systematisk “underenforcement”, drevet af politisk frygt. At sanktionere Tyskland eller Frankrig for grænsekontrol ville give næring til fortællingen om, at Bruxelles forhindrer lande i at beskytte sig selv (Euronews).

Tre måder at sige nej på

Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, satte tonen på EU’s indenrigsministermøde i Luxembourg 4. juni. Kontrollen skulle “udvikles fleksibelt”, sagde han, ikke afskaffes. Hans to betingelser for at genoverveje den, en “markant forbedret” ydre EU-grænse og bevis for at de nye asylregler virker i praksis, er bekvemt svære at måle (Tagesschau, Spiegel). Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, valgte en mere diskret linje: Kontrolpunkter flyttes fra selve grænsen ind i baglandet, hvor mobile patruljer sænker synligheden uden at afvikle håndhævelsen. Frankrig kom slet ikke med et offentligt svar.

Kun Nederlandene signalerede et egentligt skifte. Asylminister Bart van den Brink meddelte i maj, at faste grænseposter efter september skal erstattes af mobil overvågning fra Koninklijke Marechaussee, militærpolitiet, baseret på efterretningsprofiler frem for brede stop (Rijksoverheid). Den nederlandske model ligger tættest på det, Kommissionen faktisk anbefaler.

Regningen lander især i grænseregionerne. En tysk domstol i Koblenz afgjorde i april, at kontrollen ved grænsen til Luxembourg var i strid med Schengenkodeksen, fordi der ikke var fremlagt en troværdig trusselsbegrundelse (Ground News). Ifølge JEF Luxembourg, Young European Federalists, krydser omkring 223.000 grænsependlere den grænse dagligt og kan møde forsinkelser på op til 45 minutter i myldretiden (Chronicle.lu). Tyskland ankede dommen og beholdt kontrolpunkterne.

Pagten, der ikke er klar

Kommissionen lagde sine udtalelser tæt op ad 12. juni, hvor EU’s migrations- og asylpagt træder i kraft. Pagten er en omfattende omlægning af asylbehandling, screening ved grænserne og fordeling af ansvar mellem medlemslandene. Politisk er Kommissionens argument, at pagtens nye infrastruktur gør intern grænsekontrol unødvendig. Problemet er, at infrastrukturen knap nok findes endnu. I begyndelsen af maj havde kun 11 af 27 medlemslande fungerende forbindelser til den reformerede biometriske Eurodac-database (EUObserver). Elleve lande manglede stadig tilstrækkelige faciliteter til grænsescreening. Ungarn har end ikke anmodet om de implementeringsmidler, landet er tildelt (ETIAS).

Det skaber en fastlåst konflikt, som ingen af parterne kan vinde. Dobrindt siger, at intern kontrol fortsat er nødvendig, fordi de ydre grænser ikke er sikre nok. Kommissionen siger, at pagten vil løse problemet. Men pagtens operationelle huller bevarer netop de sekundære migrationsstrømme, som Tyskland bruger som begrundelse. Begge sider har teknisk set en pointe, og ingen af dem kan bevise, at den anden tager fejl. Derfor fortsætter kontrollen.

Polens position viser absurditeten. På det samme ministermøde, hvor Dobrindt afviste Kommissionens opfordring, krævede Warszawa stærkere indgreb mod Berlin. Polen opretholder selv Schengenkontrol ved grænserne til Tyskland og Litauen og har syv gange suspenderet retten til at søge asyl ved grænsen til Belarus. Kommissionen udelod Polen fra de ni udtalelser uden offentlig forklaring.

Når Kommissionen ikke handler, udfylder nationale domstole i Koblenz og München tomrummet ved at erklære kontroller ulovlige og gøre det arbejde, Bruxelles undgår. Om det gradvise juridiske pres tvinger en politisk afklaring frem, eller om Schengens “midlertidige” undtagelser bliver en fast del af systemet, afhænger af et skridt, Kommissionen har undgået i 11 år: at håndhæve sine egne regler.