Tyskland sænker 2026-vækst til 0.5%

Det tyske Økonomiske Vismandsråd, regeringens vigtigste rådgiverpanel, har sænket sin vækstprognose for 2026 fra 0,9 % til 0,5 %. Det er en nedjustering på 44 % på seks måneder. Efter tilbagegang i både 2023 og 2024 går Europas største økonomi ind i sit fjerde år med noget, der ligner stilstand. Rådets formand, Monika Schnitzer, siger, at økonomien kun vokser, fordi staten bruger flere penge på forsvar og infrastruktur. Renses tallene for offentlige udgifter, skrumper Tyskland.

Illusionen om de 500 mia. euro

I marts 2025 oprettede Berlin en særfond på 500 mia. euro til infrastruktur og klimainvesteringer, fordelt på føderale projekter (300 mia. euro), delstaterne (100 mia. euro) og en klimatransformationsfond (100 mia. euro). Låntagningen ligger uden for den tyske gældsbremse, den forfatningsmæssige grænse for statens årlige låneoptag.

Problemet er, at pengene i vidt omfang ikke har skabt nye investeringer. Det tyske ifo-institut, et af landets førende økonomiske forskningsmiljøer, vurderer, at 95 % af den nye gæld fra fonden i 2025 ikke førte til ekstra investeringer. Regeringen flyttede eksisterende udgiftsposter fra det almindelige budget over i særfonden. Af 24,3 mia. euro til rådighed steg de reelle investeringer kun med 1,3 mia. euro. ifo-chef Clemens Fuest beskrev det som at fylde huller i budgettet med gældsfinansierede penge.

Selv de penge, der faktisk er nye, rammer flaskehalse. EU-Kommissionen peger på mangel på arbejdskraft, planlægningskapacitet og hurtige tilladelser. Tyskland kan ikke omsætte store investeringspakker hurtigt nok. Pengene findes på papiret, men når ikke ud i realøkonomien med en hastighed, der ændrer vækstbilledet.

Energichok på et svækket fundament

Den direkte årsag til nedjusteringen er konflikten med Iran og den næsten totale afbrydelse af skibstrafikken gennem Hormuzstrædet. Det har presset olie- og gaspriserne kraftigt op. Vismandsrådet forventer nu, at inflationen rammer 3,0 % i 2026 mod 2,1 % i novemberprognosen.

Energichokket rammer en økonomi, som allerede er svækket af tre strukturelle skift: tabet af billig russisk gas efter 2022, faldende kinesisk efterspørgsel efter tyske maskiner og biler samt omstillingen til elbiler, der ændrer bilindustrien. Den tyske eksportmodel byggede på billig energi og stærk industriel efterspørgsel udefra. Begge dele er blevet mindre sikre.

Den demografiske regning

Rådets skarpeste advarsel handler om de sociale forsikringsordninger. De samlede bidrag på lønsedlen, altså pension, sundhed, arbejdsløshed og pleje, som deles mellem arbejdsgiver og lønmodtager, ligger allerede på 42,3 % af bruttolønnen. Uden reformer stiger tallet til 45,4 % i 2030 og 49,7 % i 2040.

Den største drivkraft er sundhedsforsikringen, hvor udgifterne er steget 64 % siden 2005, mens indtægterne kun er vokset 31 %. Når de store efterkrigsgenerationer går på pension, ventes pensionsbidraget at stige fra 18,6 % til 21,8 % i 2040. Rådet vurderer, at den højere byrde vil reducere BNP med 0,5-0,9 % i 2035.

Rådsmedlem Veronika Grimm sagde det uden meget indpakning: "Velfærdsstatens størrelse skal passe til landets vækst. Man kan ikke blive ved med at øge de sociale udgifter, når økonomien ikke vokser."

Hvorfor Europa bør følge med

Tyskland står for omtrent 29 % af eurozonens BNP. Når tysk industri står stille, mærkes det i forsyningskæder og importefterspørgsel i resten af EU. ECB, Den Europæiske Centralbank, der sætter renten for de 20 eurolande, står derfor med et klassisk sammenstød: Direktionsmedlem Isabel Schnabel presser på for en renteforhøjelse 11. juni for at dæmpe energidrevet inflation, mens den tyske økonomi har brug for det modsatte. Som Bruegel påpeger, kan ECB ikke føre optimal pengepolitik for både et stagnerende Tyskland og mere modstandsdygtige sydeuropæiske økonomier som Spanien på samme tid.

Tysklands budgetunderskud ventes at vokse fra 2,7 % af BNP i 2025 til 4,3 % i 2027. Dermed bryder landet EU’s grænse på 3 %. Det land, der i årevis belærte Sydeuropa om gæld, får nu selv et større underskud uden nævneværdig vækst til gengæld.

Risikoen ligger i en selvforstærkende mekanisme: Svag vækst presser underskuddet op, stigende sociale udgifter klemmer budgettet, og den finanspolitiske stimulans, der skulle bryde mønsteret, opsluges af bogføring og kapacitetsproblemer. Berlins prøve bliver, om lånte penge kan blive til produktive investeringer, før den demografiske regning for alvor forfalder.