Tyskland løfter forsvarsbudgettet

Forventningen om, at en våbenhvile i Ukraine snart kunne dæmpe efterspørgslen efter våben, holder ikke længere. Putin har ifølge NV, der citerer Reuters, afvist reelle forhandlinger. De allierede regeringer budgetterer nu efter, at krigen fortsætter. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor mange penge Europa bruger, men om forsvarsministerier og producenter kan omsætte bevillingerne til militær styrke, før næste fase af krigen kræver det.

Pengene er reelle

Tyskland er omdrejningspunktet for skiftet. Kansler Friedrich Merz har foreslået et forsvarsbudget for 2027 på 109,7 mia. euro, omtrent en femtedel af de føderale udgifter, samt 11,6 mia. euro til Ukraine (Bundesfinanzministerium). Berlin vil nå NATO’s mål om 3,5 % af BNP til forsvar i 2029, seks år før alliancens egen horisont i 2035 (Deutschlandfunk).

Polen er allerede længere fremme. Warszawa brugte næsten 123,6 mia. zloty på forsvar i 2025, heraf 42,4 mia. zloty på modernisering. Derudover er der planlagt amerikanske våbenkøb for mere end 45 mia. zloty i 2026-2027 (Defence24). Sådanne beslutninger binder regeringer til fabriksordrer og leveringsplaner, der rækker langt ud over enhver tænkelig våbenhvile.

Ikke alle hovedstæder bevæger sig i samme tempo. Spaniens Pedro Sánchez har afvist den ramme på 5 % af BNP, som NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, har foreslået: mindst 3,5 % til egentlige militære behov og 1,5 % til samfundsmæssig robusthed (NATO, El Mundo). Spanien var den eneste allierede, der sagde nej. Sánchez’ argument er, at lande bør måles på, hvad de faktisk kan stille med, ikke kun på hvor meget de bruger. Slovakiets Robert Fico, der hævder at have direkte kanaler til både Putin og Zelenskyj uden at have leveret synlige resultater (Aktuality, Denník N), betyder mindre som mægler end som politisk dække for regeringer, der vil tale fred, mens de bremser militære forpligtelser.

Hvor pengene sætter sig fast

Oprustningen afslører et produktionsproblem, som finansministerier ikke kan løse alene. Tyskland har stoppet sit F126-fregatprogram efter forsinkelser og budgetoverskridelser. Eurodrone og FCAS-kampflyet er også bagud (ZEIT). Polens premierminister, Donald Tusk, har advaret om, at de kommende måneder kan blive "really critical". Ikke på grund af en fuld invasion, men fordi begrænsede russiske provokationer mod infrastruktur eller grænser kan teste, om NATO reagerer samlet (TVN24, BBC).

Europæiske allierede og Canada har lovet omkring 70 mia. euro om året i militær støtte til Ukraine i 2026 og 2027 (DW). EDIP, EU’s forsvarsindustrielle program for langsigtede ordrer på missiler, luftforsvar og droner, skal flytte indkøb fra akut krisestyring til flerårige kontrakter (DG DEFIS). SAFE, EU’s fælles fond på 150 mia. euro til forsvarsindkøb, skal kanalisere efterspørgslen mod europæiske fabrikker.

Offentligheden kan stadig ikke se, om det gør Europa mere kampklart. NATO’s kapacitetsmål, leveringstider for luftforsvarsmissiler og ammunitionslagre er klassificerede. Kommissionen følger input som budgetløfter og planlagte produktionslinjer, ikke output som operative enheder eller beredskabsgrader. Ifølge Open Gate Italia har Italien skåret sin SAFE-anmodning ned fra 14,9 mia. euro til 5 mia. euro. Det viser, at selv regeringer, der formelt er med, afdækker risikoen for, at skiftet går hurtigere, end de kan absorbere.

Flaskehalsen ligger mellem de ministre, der annoncerer budgetter, og de indkøbskontorer, værfter og missilfabrikker, der skal levere. Forsvarsministerier underskriver kontrakter. Indkøbsmyndigheder håndterer kravspecifikationer, test og leverandører. Våbenproducenter fastlægger produktionsplaner. Når ét led går i stå, som den tyske fregataflysning viser, bliver pengene stående, mens enhederne mangler udstyr. Europas ministre kan tælle milliarderne. De mangler stadig at bevise, at pengene bliver til ammunition, missiler og styrker, som Rusland faktisk må regne med.