Grækenland vil overtrumfe Libyen-aftale

Den vigtigste grænsestrid i det østlige Middelhav foregår ikke ved en landegrænse, men på søkort. Den 27. juli afsluttede græske og libyske embedsmænd en tredje runde tekniske forhandlinger i Athen om, hvor landenes havzoner mødes syd for Kreta (ERT, ProtoThema). Formen er teknisk. Målet er politisk. Athen forsøger at få en havgrænseaftale med Libyen, som kan svække det tyrkisk-libyske memorandum fra 2019, hvor græske øer reelt blev tegnet ud af det østlige Middelhav.

Strategien er juridisk logisk. Dens problem er lige så tydeligt: Grækenland har brug for en libysk modpart, der knap nok kan tale med én stemme.

Memorandummet, Kreta ikke har råd til

I november 2019 underskrev Tyrkiet og den Tripoli-baserede libyske regering et memorandum, der behandlede deres kyster som direkte modstående. Den linje, de trak, gav græske øer, især Kreta, næsten ingen maritim betydning. Efter FN’s havretskonvention, UNCLOS, som er hovedaftalen for afgrænsning af havzoner, giver øer normalt ret til de samme havområder som fastlandskyster, medmindre der er tale om ubeboelige klippeskær (UNCLOS). Kreta er stor og permanent beboet. Memorandummet behandler øen, som om den næsten ikke findes.

EU’s stats- og regeringschefer afviste aftalen få uger senere. Det Europæiske Råd erklærede, at memorandummet krænkede tredjelandes suveræne rettigheder og ikke kunne binde lande, som ikke var part i aftalen (European Council). Men en politisk afvisning uden en konkurrerende aftale lod memorandummet blive liggende i de tyrkiske og libyske diplomatiske mapper. Det påvirker stadig, hvordan Ankara begrunder sine krav syd for Kreta.

Grækenlands strategi og dens svageste led

Grækenlands modtræk er tålmodigt: at trække Libyen ind i en særskilt bilateral aftale om havgrænsen syd for Kreta. Hvis de to lande bliver enige om deres egen linje, bliver det langt vanskeligere for Ankara at fremstille 2019-memorandummet som den eneste aftale på bordet.

Problemet ligger i Libyen. Landet har siden 2014 været delt mellem rivaliserende regeringer. Det østligt baserede Repræsentanternes Hus ratificerede efter alt at dømme aldrig memorandummet med Tyrkiet, og dermed er aftalens libyske retsgrundlag omstridt, allerede før folkeretten kommer ind i billedet (Ahram Weekly). Grækenland har brug for, at de rivaliserende libyske institutioner bliver ved bordet længe nok til at producere koordinater, som kan bruges i en traktat eller i en fremtidig sag ved Den Internationale Domstol.

En fælles teknisk komité holdt anden forhandlingsrunde i Tripoli den 10. juni, før tredje runde fandt sted i Athen. Ifølge den græske udmelding er der endnu hverken enighed om koordinater eller et udkast til aftale (ERT).

Tyrkiets juridiske position er snævrere, end den offentlige debat ofte antyder. Ankara hævder ikke, at øer aldrig tæller. Argumentet er, at internationale domstole i nogle sager har reduceret øers maritime virkning, når fuld effekt ville give et urimeligt skævt resultat. Den position har faktisk støtte i retspraksis (ICJ Libya/Malta, Daily Sabah). Men der er forskel på at reducere en øs betydning og at viske den ud. Memorandummet fra 2019 ligger tættere på det sidste.

Hvorfor Rom og Nicosia følger med

Italien ser Libyen gennem energi og migration. GreenStream-rørledningen forbinder libyske gasfelter med Sicilien, og både forsvarsminister Guido Crosetto og udenrigsminister Antonio Tajani har beskrevet stabilitet i det sydlige Middelhav som en direkte økonomisk interesse (Formiche).

Cypern er endnu mere udsat. Europæiske energiselskaber er ved at udvikle gasfelter i cypriotisk farvand med produktion planlagt fra 2028 (Phileleftheros). Hvis Tyrkiets kort får større legitimitet ét sted i det østlige Middelhav, bliver det lettere at udfordre Nicosias krav et andet sted. Tyrkiet har samtidig understøttet memorandummet med militær tilstedeværelse i Libyen, og derfor kan aftalen fra 2019 ikke uden videre skrives væk med nye koordinater på papir (Les Clés du Moyen-Orient).

Athen, som samtidig blokerer EU’s seneste sanktionspakke mod Rusland for at beskytte sin shippingsektor, satser på, at langsomt juridisk kortarbejde kan veje tungere end et politisk memorandum. Foreløbig har Grækenland en strategi, der giver mening i folkeretten, men som afhænger af netop den stat, der er mindst i stand til at levere en samlet aftale.