Netforsinkelser bremser tysk havvind

10,8 gigawatt havvind er nu i drift i den tyske del af Nordsøen og Østersøen fordelt på 1.764 møller. Det svarer omtrent til det årlige elforbrug i 8,7 millioner husstande (Zeit, Focus). Alligevel er kun omkring 2,6 GW kommende projekter endeligt finansieret. En auktion i 2025 fik ingen bud, og op mod 16 GW til en anslået værdi af 50 mia. euro kan blive holdt fast af forsinkede elnet (FAZ, BalticWind). Møllerne virker. Det er økonomien i den næste udbygning, der er gået i stå.

Tysklands havvindlov sætter målet til 30 GW i 2030 og 70 GW i 2045 (WindSeeG). Med 10,8 GW er landet lidt over en tredjedel af vejen mod 2030-målet. Branchen regner nu med, at niveauet først nås omkring 2032. Fire forhold forklarer forsinkelsen.

Hvorfor den næste udbygning ikke kommer i gang

Penge er blevet dyrere. En havvindpark kræver næsten hele investeringen på forhånd og tjener derefter pengene hjem over 20 til 30 år. Da ECB, Den Europæiske Centralbank, hævede indlånsrenten fra negativt niveau til et toppunkt på 4 % i 2023, steg finansieringsomkostningerne markant (ECB). Renten er siden faldet, men den ligger stadig langt over perioden med billige penge, hvor mange af de nuværende parker blev finansieret.

Udstyret er blevet dyrere. EnBW, et af Tysklands store energiselskaber, oplyser, at priserne på møller, stålfundamenter, kabler og specialskibe er steget 30-40 % på fem år (FAZ). Den Europæiske Revisionsret har særskilt peget på råvarer som en sårbarhed i forsyningskæderne bag den grønne omstilling (ECA).

Auktionerne pressede udviklerne for hårdt. De seneste tyske runder krævede, at selskaberne betalte staten for retten til at bygge. Det kaldes negative bud. Modellen så smart ud, så længe kapitalen var billig og udstyrspriserne lavere. Da omkostningerne steg, forsvandt regnestykket. I 2025 kom der ingen bydere.

Elnettet følger ikke med. 22 færdige møller med en samlet kapacitet på 323 MW står stille, fordi søkablerne ind til land ikke er klar (Zeit). TotalEnergies har ifølge oplysninger gennemgået koncessioner vundet siden 2023 på grund af netforsinkelser (The Equilibrium). Flaskehalsen stopper ikke ved grænsen. Nederlandene er afhængige af TenneT, samme operatør som står bag store dele af Tysklands offshore-transmission, og nederlandske vurderinger anslår leveringstiden for nye højspændingslinjer til 8-12 år (consultancy.nl, Energy Global).

Havvindens prisparadoks

Lave elpriser gør finansieringsproblemet større. Når vind- og solproduktionen topper, falder de tyske engrospriser jævnligt under nul, fordi elnettet ikke kan optage overskuddet (Energy Charts). En vindpark tjener mindst, når den producerer mest.

Det er havvindens centrale spænding. Når møllerne kører, presser de elprisen ned, og det gavner forbrugerne. Men udviklerne skal kunne vise stabile indtægter, før banker og investorer vil finansiere milliardbyggerierne. Billig strøm når først ud til husholdningerne, hvis nogen betaler for elnettet og for den indtægtssikkerhed, der gør det muligt at bygge.

Frankrig viser én vej. EU-Kommissionen har godkendt en fransk støtteordning på op til 63 mia. euro til havvindprojekter, bygget op som tosidede differencekontrakter over 25 år (BalticWind). Hvis markedsprisen falder under et aftalt gulv, betaler staten forskellen til udvikleren. Hvis prisen stiger over et loft, betaler udvikleren tilbage. Modellen dæmper udsvingene i indtægterne og sænker låneomkostningerne. Den tyske havvindforening BWO presser på for samme løsning.

Tyskland bruger allerede flere milliarder euro om året på redispatch, hvor kraftværker betales for at skrue op eller ned, fordi elnettet ikke kan flytte strømmen derhen, hvor behovet er. Forbundsdagen har netop godkendt en netudbygningsplan på omkring 44,65 mia. euro, som skal føre nordtysk vindkraft mod syd (Bundestag). Regningen ender på elpriserne gennem nettariffer.

Udviklerne bærer den mest akutte risiko, fordi de sidder på tildelte havområder, som de ikke kan bygge rentabelt ud. Den bredere regning lander hos husholdningerne, der finansierer elnettet via elregningen, og hos skatteyderne, hvis fastlåste områder senere skal i nye auktioner. Milepælen på 10 GW viser, at teknologien leverer. Tysklands nulstøttemodel blev designet til en tid, hvor lånte penge næsten var gratis. Den skaffer ikke længere bydere. De næste 20 GW kræver kabler før auktionerne og garanterede minimumspriser før byggestart.