Guterres tester Cyperns deling

António Guterres kom søndag til Cypern for tre dages møder med øens delte ledere. Han havde ikke et udkast til en løsning med i tasken. Der lå heller ingen aftale om at genoptage formelle forhandlinger, før han landede. Det er FN’s mest højtstående engagement i Cypern-spørgsmålet, siden forhandlingerne brød sammen i Crans-Montana i Schweiz i 2017. Ambitionen er bevidst begrænset: at finde ud af, om strukturerede samtaler overhovedet er mulige, når parterne ikke er enige om, hvad de skulle forhandle om.

Kløften i udgangspunktet

FN’s Sikkerhedsråds ramme for en løsning er en bizonalt, bikommunalt føderation: én stat, to politisk ligestillede befolkningsgrupper, fælles suverænitet og fælles statsborgerskab (S/RES/1251, UN Press). Få dage før Guterres’ ankomst gentog Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, Ankaras krav om »suveræn lighed«. I praksis peger det mod en tostatsløsning, som ligger uden for FN’s formel (Hürriyet Daily News, TRT World). Det er knuden: FN har mandat til at mægle om en føderation, mens Tyrkiet offentligt afviser en føderation.

Guterres skal mødes særskilt med den græskcypriotiske præsident, Nikos Christodoulides, og den tyrkiskcypriotiske leder, Tufan Erhürman. Han holder også en privat middag med dem begge og samler dem til et fælles ledermøde i den FN-kontrollerede bufferzone (Politis, UN Web TV). Programmet er skruet sammen til at aflæse det politiske rum, ikke til at producere en aftale. FN’s chef for fredsoperationer, Jean-Pierre Lacroix, beskrev besøget som led i »meget vedholdende politiske bestræbelser« (CNA). Det er diplomatisk præcist: Der foregår reelt arbejde, men ingen forsøger at sælge et gennembrud, før det findes (DW).

Christodoulides har sagt, at der ikke er sendt noget løsningsudkast forud for besøget (Stockwatch). Et konkret resultat vil derfor være beskedent: et format for næste skridt, en tidsplan eller en begrundelse for at inddrage Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien. De tre garantimagter har fortsat formelle roller fra Cyperns uafhængighedsaftale fra 1960, og deres accept er nødvendig, hvis de sværeste sikkerhedsspørgsmål skal løses (CNA).

Bruxelles kan give løftestang, men ikke erstatte FN

EU-Kommissionen er mere synligt involveret end i tidligere runder. Den 13. juli udpegede Kommissionen Raffaele Fitto, italiensk næstformand i Kommissionen, som særlig repræsentant for Cypern (Open, Cyprus Mail). FN’s udsending, Maria Angela Holguin, mødtes med både Fitto og Kommissionsformand Ursula von der Leyen i Bruxelles den 22. juli og rejste derefter til Ankara for at afprøve Tyrkiets position (Politis).

Bruxelles har en klar interesse. Cypern blev medlem af EU i 2004, men EU-retten er stadig suspenderet i den nordlige del af øen, hvor Republikken Cypern ikke udøver kontrol. Den undtagelse står direkte i tiltrædelsestraktaten (EUR-Lex). En åbning på Cypern kan også løsne dele af EU’s fastfrosne forhold til Tyrkiet, blandt andet om handel, energi, transport og migration (European Commission). Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sætter EU’s retning, har gjort enhver ny tilnærmelse til Ankara gradvis, reversibel og afhængig af Tyrkiets adfærd (European Council).

Fitto kan koble EU’s incitamenter til FN-processen. Han kan ikke erstatte den. Garantimagterne sidder med nøglerne til spørgsmål om tropper, tilbagetrækning og interventionsrettigheder, som Bruxelles ikke har mandat til at afgøre. Guterres’ egen rapport til Sikkerhedsrådet fra 2017 fastslog, at Crans-Montana brød sammen, fordi parterne ikke nåede den nødvendige »kritiske masse« på tværs af kerneområderne, især sikkerhed og regeringsførelse (S/2017/814). De spørgsmål er ikke blevet lettere.

Guterres kan kortlægge afstanden og samle parterne i samme rum. Han kan ikke få Tyrkiet til at forhandle inden for en føderal ramme, som Ankara nu afviser.