Hormuz presser europæisk gas over €50

Hormuzstrædet er ikke lukket. Men prisen for at holde det åbent kan allerede ses i Europa: på brændstofpriser, gasfutures og fragtaftaler. Den militære optrapning mellem USA og Iran siden begyndelsen af juli har sat en global omprisning i gang, hvor en konflikt langt fra Europa ender som et spørgsmål om husholdningsbudgetter. Europas problem er ikke mangel på energi her og nu. Det er smitte gennem priserne.

Fra forsikring til regninger

Omkring 20 mio. tønder olie om dagen og cirka en femtedel af verdens LNG, altså flydende naturgas, passerer gennem Hormuzstrædet mellem Iran og Den Arabiske Halvø (CFR). Europa modtager kun omkring 4 % af den råolie og lidt over 10 % af den LNG, der sejles gennem strædet, viser tal fra IEA (Times of India). Det lyder beskedent. Men Europa køber energi til globale priser. Når risikoen i Golfen stiger, følger de europæiske priser med.

Kæden begynder hos forsikringsselskaberne. Præmierne for krigsrisiko på skibe er steget til 3-10 % af skibenes værdi mod omkring 0,25 % før konflikten (The National). Forsikringen findes stadig, men den er blevet dyr nok til at trække fragtraterne markant op (LMA). Derefter flytter benchmarkpriserne sig. Brent-olie steg mere end 15 % i optrapningsfaserne (Tagesschau). Europæiske gasfutures kom over 50 euro pr. megawatt-time (Sky TG24). Den amerikanske energimyndighed EIA viste næste led i kæden: Uro i Golfen løftede raffinaderimarginalerne på benzin, diesel og flybrændstof. Det er sådan et olieprischok rammer europæisk transport og fragt (Hydrocarbon Engineering).

Tre lande, tre kanaler

Tyskland viser lagerproblemet. Gaslagrene var kun omkring 45 % fyldt i midten af juli (NDR). Når den globale LNG-pris stiger, bliver sommerens genopfyldning dyrere, selv hvis der ikke mangler fysisk gas. Berlins svar har indtil videre været diplomatisk: E3-gruppen, altså Frankrig, Tyskland og Storbritannien, har opfordret til nedtrapning (Auswärtiges Amt). Regeringerne behandler stadig sagen som sikkerhedspolitik, ikke som forbrugerpolitik.

Spanien viser, hvorfor lav direkte afhængighed af Golfen ikke beskytter mod prisstød. Algeriet, Rusland og USA leverer det meste af den spanske gas, og der optrådte ingen større Golf-leverandør i 2026-tallene (DSN/CORES). Men LNG handles globalt. Når strømmen fra Golfen bliver mere usikker, byder asiatiske købere hårdere på alternativerne, og laster til Europa bliver dyrere. Det betyder noget, fordi gasfyrede kraftværker leverede 17,3 % af Spaniens elektricitet i juli, mens engrospriserne lå omkring 30 % over niveauet året før (EFE). Under en hedebølge kan Spanien ikke bare slukke for gasproduktionen.

I Italien kan gennemslaget allerede ses ved tankstationerne. Selvbetjent diesel kostede 2,059 euro pr. liter den 17. juli, selv om en del af stigningen skyldtes udløb af nationale afgiftslettelser og ikke kun konflikten i Golfen (Sky TG24). ISTATs tal for juni viste en samlet inflation på 3,0 %, mens ikke-regulerede energipriser lå 13,3 % højere end året før (ISTAT).

Buffere kan ikke stoppe priser

EU har redskaber mod egentlig mangel. Medlemslandene skal have nødlagre af olie svarende til mindst 90 dages nettoimport, og gasreglerne kræver opfyldning før vinteren (Directive 2009/119/EC, Regulation 2022/1032). De regler mindsker risikoen for at løbe tør. De fjerner ikke risikopræmien, altså den ekstra pris købere betaler for usikkerhed.

De nationale regeringer sidder med de greb, der ligger tættest på forbrugerne: lavere energiafgifter, støtteordninger og målrettede kompensationer. EU's energiministre, som koordinerer energipolitikken mellem de 27 medlemslande i Ministerrådet, kan frigive strategiske lagre eller forlænge de nødregler for energimarkedet, der først blev brugt under gaskrisen i 2022. Indtil videre har ingen af dem tydeligt signaleret, at de betragter den nuværende omprisning som deres ansvar.

Europa betaler for en krig, det ikke selv fører, gennem en priskæde som EU's institutioner kan dæmpe, men ikke standse. Hvis sommerens dyrere lagerfyldning ender i vinterens regninger, kan energiministrene ikke blive ved med at behandle Hormuz som ren sikkerhedspolitik.