Hormuz-rydning forsinkes 50 dage

At rydde søminer fra en sejlrute tager uger med langsomt, teknisk arbejde. Det ændrer en diplomatisk erklæring ikke på. Den rammeaftale mellem Washington og Teheran, som blev meldt ud 15. juni, tegner en vej til at genåbne Hormuzstrædet (CNBC). Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien bakkede hurtigt op om en hastende europæisk minerydningsmission. Men næsten alt det, der skal omsætte den politiske vilje til sikre sejlruter, mangler stadig.

Et hangarskib er ikke et minerydningsfartøj

Emmanuel Macron kom med det mest markante løfte: Frankrig kan sende hangarskibet Charles de Gaulle, kampfly og en fregat i position inden for to-tre dage (Ouest-France). Hangarskibsgruppen, der ligger i det østlige Middelhav med to luftforsvarsfregatter, kan levere overvågning og luftdækning. Den kan ikke finde og uskadeliggøre søminer. Den opgave skal franske minerydningsdroner løse (Le Figaro), men der er ikke offentliggjort nogen styrkeplan, kommandostruktur eller tidsplan for rydningen.

Tyskland har flyttet materiel tættere på. Minerydningsfartøjet Fulda og støtteskibet Mosel er fremskudt til det østlige Middelhav. Men 16. juni opstillede Johann Wadephul, næstformand for Friedrich Merz' CDU/CSU-gruppe i Forbundsdagen, tre betingelser for tysk deltagelse: dokumentation for, at kampene er stoppet, et holdbart folkeretligt grundlag og et mandat fra Forbundsdagen. Det tyske parlament skal efter Forfatningsdomstolens dom fra 1994 godkende væbnede udsendelser i udlandet (Krone.at, Parlamentsbeteiligungsgesetz). Alene den proces kan tage uger.

Italien står med samme begrænsning. Giorgia Meloni har sagt, at Rom kan bidrage, men kun med parlamentarisk godkendelse og under FN- eller EU-flag (Euronews). Italienske medier har peget på mulige bidrag: Gaeta-klassefartøjerne Crotone og Rimini, autonome undervandsfartøjer og minerydningsdroner. Foreløbig er det journalistiske rekonstruktioner, ikke bekræftede deployeringer (Corriere della Sera, Quotidiano.net).

Litauen viser en anden skala af solidaritet. Parlamentet har godkendt, at op til 40 soldater kan sendes til Hormuz, men forsvarsministeren var tydelig: Litauen sender ikke et skib, og landets flådekapacitet bliver i Østersøen (LRT, Lrytas).

To veje, begge med stopklodser

Europa skal vælge mellem konkurrerende autorisationsspor. Begge har et snævert punkt, hvor missionen kan gå i stå.

En koalition af villige lande med Frankrig og Storbritannien i spidsen er den hurtigste model. Frankrig arbejder allerede ad den vej og beskriver indsatsen som en multinational mission, der ikke skal vente på fælles EU-godkendelse. En udvidelse af Operation ASPIDES, EU's nuværende flådemission i Det Røde Hav, til Hormuz ville give et stærkere juridisk grundlag. Men en ændring af mandatet kræver enstemmighed blandt alle 27 medlemslande. Ét lands regering kan derfor blokere hele modellen (Reuters, Article 31 TEU).

Polens reaktion viser, hvordan krisen deler Europa geografisk. Donald Tusk har afvist at blive holdt uden for sikkerhedsdrøftelser ledet af Paris, Berlin og London og sagt, at ordninger indgået uden Polen ikke binder Warszawa (TVN24). For Polen er Hormuz sekundært. Ukraine og den østlige flanke kommer først, og ethvert pres for at sende knappe flådekapaciteter til Golfen bliver målt op mod risikoen for at svække den front.

Hullet, som markederne holder øje med

Selv hvis alle politiske og juridiske porte åbner, følger den kommercielle normalisering ikke automatisk. Ifølge Jerusalem Post, der citerer fem vestlige maritime sikkerhedskilder, kan alene eftersøgningen af miner tage 40-50 dage, før forsikringsselskaber og rederier igen får tillid til ruten (Jerusalem Post). Rederier og P&I-forsikringsselskaber, der dækker ansvar og skader til søs, ser på sanktionsvejledning, krigsrisikopræmier og maritime sikkerhedsadvarsler, før de behandler en rute som sikker (West of England P&I, IMO).

De afgørende elementer mangler stadig. Ingen større bidragyder har færdiggjort et mandat. Ingen kommandokæde er bekræftet. Der er ikke sikret samtykke fra kyststaterne, ikke offentliggjort nogen vurdering af minefelterne og ikke begyndt nogen reprissætning hos forsikringsselskaberne. Europa har den politiske vilje til en minerydningsmission og noget af det flådemateriel, der skal bruges. Det mangler maskineriet, der forbinder de to dele, og Hormuzstrædet genåbner ikke hurtigere, fordi regeringsledere har travlt.