Hormuz-forsikring rammer 4% efter angreb

Den 25. juni ramte et ukendt projektil broen på Ever Lovely, et container­skib under singaporeansk flag på vej gennem Hormuzstrædet (DW, Channel News Asia). Ingen kom til skade. Skibet kunne fortsætte sejladsen. Men det fulgte en sikker rute anbefalet af UKMTO, den britiske myndighed der koordinerer handelsskibsfart gennem konfliktzoner. Få timer senere var den kommercielle tillid, som langsomt var vendt tilbage efter en diplomatisk åbning mellem USA og Iran, væk igen.

Den Internationale Søfartsorganisation, FN-organet for global søfartssikkerhed, satte sin evakueringskorridor i Hormuz på pause efter at have hjulpet 115 skibe og omkring 2.500 søfolk ud af Golfen. Mere end 500 fartøjer ventede fortsat (UN News, Al Jazeera). Irans Revolutionsgarde skærpede usikkerheden ved at erklære, at sikker passage kun kunne ske ad iransk udpegede ruter, og afviste korridoren langs Omans side.

USA's Central Command angreb iranske missil-, drone- og radaranlæg og beskrev hændelsen som et iransk droneangreb (CENTCOM). Teheran afviste ansvaret. Neutrale maritime myndigheder talte om et "ukendt projektil" uden at udpege en angriber (ICIS).

For Europa er det mindre afgørende, hvem der affyrede projektilet, end hvad der bagefter skete på forsikringsmarkedet.

Forsikring, ikke artilleri, afgør om skibene sejler

Omkring 19,8 mio. tønder olie passerer normalt Hormuzstrædet hver dag (BNP Paribas). Strædet behøver ikke blive lukket for at ramme Europa. Det er nok, at forsikringen bliver for dyr.

Krigsrisikoforsikring, den ekstra præmie forsikringsselskaber kræver for sejlads gennem farlige farvande, var stadig formelt tilgængelig efter angrebet. Men prisen steg til omkring 3-4 % af skibets værdi, mod cirka 0,25 % før konflikten (S&P Global). For en supertanker til 100 mio. dollar svarer det til omtrent 2-3 mio. dollar, som skal fornyes hver syvende dag (Caixin).

De omkostninger rammer europæiske forbrugere gennem fragtrater og energipriser, ikke nødvendigvis gennem tomme terminaler. EU-Kommissionen har fastslået, at der ikke er en umiddelbar forsyningsrisiko, og at den kan koordinere nødlagre af olie gennem Det Internationale Energiagentur (European Commission). ECB's formand, Christine Lagarde, formulerede grænsen for den institutionelle handlekraft nøgternt: Centralbanken "kan ikke genåbne Hormuzstrædet" (ECO). Europa kan håndtere et prischok. Det kan ikke kommandere de forsikringsselskaber, rederier og klassifikationsselskaber, der i praksis afgør, om ruten kan bruges.

Hvem sender skibe, og på hvilket mandat

Tre EU-lande med betydelige flåder har givet tre forskellige svar.

Frankrig ønsker en FN-mandateret maritim mission. Pointen er at få et internationalt juridisk grundlag, så en udsendelse ikke kan fremstilles som fransk deltagelse i en amerikansk kampoperation mod Iran (Arab News). Italiens forsvarsminister, Guido Crosetto, har signaleret betinget vilje til minerydning eller eskorte, men understreger, at en udsendelse kræver godkendelse fra både regering og parlament (Adnkronos). Tyskland er bundet af Parlamentsbeteiligungsgesetz, loven der kræver Forbundsdagens godkendelse af væbnede udsendelser i udlandet. Derfor er en hurtig tysk rolle usandsynlig, og forsvarsminister Boris Pistorius har dæmpet forventningerne (tagesschau).

Det mest konkrete EU-redskab er Operation ASPIDES, den defensive flådemission der i dag beskytter skibsfarten i Det Røde Hav mod houthi-angreb. EU's udenrigstjeneste har ifølge Internazionale/Reuters foreslået at ændre ASPIDES' opgave, så missionen får en central rolle i minerydning i Hormuz. Men en ændring af mandatet for en CSDP-mission, EU's ramme for fælles militære operationer, kræver enstemmighed blandt alle 27 medlemslande. Når Frankrig, Tyskland og Italien hver især er bundet af forskellige nationale juridiske krav, findes den enighed endnu ikke.

Ever Lovely blev ramt og sejlede videre. Det sværere spørgsmål er, om Hormuzstrædet forbliver åbent på søkortene, men lukket i forsikringsselskabernes regneark: juridisk farbart, men kommercielt frosset.