Hormuz-genåbning kræver US Treasury-afklaring

Markederne handler, som om USA og Iran er på vej mod en aftale. Europas regeringer venter stadig på bevis for, at rederier, forsikringsselskaber og banker igen kan behandle Hormuzstrædet som en almindelig sejlrute.

Meldinger om et amerikansk-iransk memorandum pressede olieprisen ned, selv efter at Trump afviste dele af de vilkår, Iran havde offentliggjort. Dagen efter talte Trump og Pakistans Shehbaz Sharif om en hurtig underskrift, mens Teheran afviste tidsplanen. Lettelsen kom hurtigere end dokumentationen.

OFAC og forsikringsselskaberne har nøglerne

Berlin har formuleret den klareste test. Den tyske regering beskrev en mulig aftale, men sagde samtidig, at den ikke havde set konkrete skridt. Tysk støtte blev knyttet til fri sejlads, iransk nedtrapning og et kontrollerbart atompolitisk resultat i regeringens briefing 12. juni. For handelen er det pointen: En underskrift betyder først noget, når ruten faktisk kan bruges.

Europa-Parlamentets dagsorden for debatten med Kaja Kallas behandler fortsat strædet som uafklaret trods forhandlingerne. Frankrig har holdt sanktionssporet i samme ramme og advaret om, at enhver ophævelse af FN-sanktioner kræver formelle konsultationer og behandling i Sikkerhedsrådet, sådan som Jean-Noël Barrot sagde.

En del af den reelle magt ligger uden for Europa. Risikoen ved amerikanske sanktioner går stadig gennem OFAC, kontoret under det amerikanske finansministerium, som kan afskære virksomheder fra dollarbaseret forretning. OFAC's vejledning om Iran-sanktioner er derfor det dokument, banker og råvarehandlere vil læse, før de behandler Golfhandelen som normal. Forsikringsselskaberne har deres eget veto. West of England P&I advarer medlemmerne om, at dækning for Hormuz kan annulleres, ændres eller prissættes anderledes end almindelig dækning i sin medlemsvejledning.

Europa kan dæmpe chokket

EU har redskaber mod prischokket, men ikke kommandoen over strædet. Medlemslandene skal have nødlagre af olie efter EU-reglerne, og Bruxelles kan justere timingen af sanktionsskridt, når markederne er skrøbelige. Ursula von der Leyens beslutning om at sætte justeringen af prisloftet på russisk olie på pause, fordi oliemarkederne havde brug for stabilisering, viser den type greb, Kommissionen kan bruge fra sin side af flaskehalsen, jf. hendes sanktionsudtalelse. Lagre og timing af prislofter køber tid. De får ikke rederier til at sejle.

Italien viser samme skel mellem politisk støtte og operationel forsigtighed. Antonio Tajani har i offentlige bemærkninger koblet fri passage gennem Hormuz til priserne på olie, benzin og gødning. Han har samtidig sagt, at ethvert italiensk bidrag, herunder minerydning, først vil komme efter en våbenhvile og inden for en FN- eller EU-ramme i et andet indlæg. Rom placerer sig dermed til en defensiv rolle, hvis den politiske erklæring bliver til en maritim ordning, der kan bruges i praksis.

Litauen er gået længere end erklæringer. Seimas har godkendt et mandat på op til 40 soldater og civile til maritime sikkerhedsoperationer ved Hormuz efter et tidligere mindre mandat, ifølge både Seimas og LRT. Mandatet er et loft. Politisk fortæller det Washington og allierede, at mindst ét EU-land ser Hormuz som et maritimt sikkerhedsproblem, ikke kun som et spørgsmål om råvarepriser.

Spoilerne er der stadig

Fronten i Libanon holder risikoen for eskalation i live. Iransk-knyttet kommunikation havde allerede forbundet forhandlingerne med Washington med israelske handlinger i Libanon i tidligere rapportering. Italienske kilder behandler også Libanon som en af de konflikter, der kan afgøre, om en aftale om Golfen holder længere end til underskriftsceremonien.

Europa mangler stadig de praktiske tegn: verificeret iransk accept, amerikansk sanktionskomfort, opdaterede navigationsadvarsler, nye forsikringspriser, normal adfærd fra rederierne og klarhed om, hvorvidt en eventuel Libanon-klausul faktisk binder aktører, der kan sabotere ordningen. INTERCARGO anbefaler fortsat, at risikoen vurderes skib for skib gennem de maritime advarselskanaler i sin medlemsmeddelelse, mens IMO på sin Hormuz-side fortsat henviser operatører til løbende sikkerhedsvejledning.

Det er her, Europas problem nu ligger. Diplomater kan annoncere en vej ud. Flaskehalsen løsner sig først, når dem, der prissætter, forsikrer, finansierer og sejler ruten, tror på den.