Hormuz sender gasprisen op

Efter amerikanske angreb på iranske atomanlæg udløste missiludvekslinger nær Hormuzstrædet, steg de europæiske energipriser på få dage. Ingen tanker er blevet fysisk blokeret. Ingen regering har erklæret forsyningskrise. Alligevel kom regningen med det samme, fordi oliepriser, gasfutures og forsikringer på skibsfart indregnede risikoen, før nogen kunne dokumentere, at strædet reelt var lukket.

Brent-olie lukkede den 18. juli i 88,10 dollar per tønde, omkring 16 % højere end ugen før (Economic Times EnergyWorld, Sharetrader). Den hollandske TTF-kontrakt, Europas vigtigste benchmark for gaspriser, ramte 57,72 euro per MWh, en stigning på mere end 18 % i samme periode (n-tv). Krigsrisikoforsikring for tankskibe gennem Hormuz ligger nu på 3-10 % af skibets værdi. For et skib til 100 mio. dollar betyder det 3-10 mio. dollar for én enkelt sejlads. Før konflikten kostede den samme dækning omkring 250.000 dollar (The National, PortProcure).

Sådan rammer en Golfkrise europæiske husholdninger

Europa importerer kun begrænsede mængder olie og gas direkte fra Golfen. Ifølge EIA går 84 % af råolien gennem Hormuz til Asien (EIA). Men energi handles globalt. Når asiatiske købere frygter at miste LNG fra Qatar, byder de hårdere på amerikanske, nigerianske og australske laster. Den konkurrence løfter prisen på de alternativer, Europa selv er afhængig af.

Samtidig faldt EU’s LNG-import i juni 18 % fra året før, ifølge S&P Global (S&P Global). Det viser, at markedet allerede var strammere, før denne uges prishop gjorde situationen dyrere.

Omkostningen lander forskelligt alt efter, hvad man køber. I Italien passerede diesel 2 euro per liter netop som en midlertidig nedsættelse af brændstofafgiften udløb (Sky TG24). I Tyskland mærker kemivirksomheder, der køber olie på spotmarkedet, presset med det samme, fordi de ikke kan afdække prisrisikoen hurtigt nok (Tagesschau). I shipping er spotraterne for containere på ruter mellem Fjernøsten og Golfen steget til over 7.000 dollar per container, mens omkring 250.000 containere om ugen bliver omdirigeret væk fra strædet (Maritime Danmark).

Vinterlagre under prispres

Tidspunktet gør problemet større. EU’s gaslagre var 48,9 % fyldte ved udgangen af juni mod 58,6 % året før. ACER, EU’s agentur for energiregulatorer, har advaret om, at LNG-importen skal stige omkring 13 % over 2025-niveauet for at nå det obligatoriske lagermål på 90 % før vinteren (Enerdata). At fylde lagrene op, mens risikopræmien i Golfen stiger, gør en normal indkøbsopgave til en politisk udgiftsbeslutning.

EU-Kommissionens Energy Union Task Force konkluderede den 13. juli, at der ikke var "no immediate security-of-supply concern", og henviste til ledig LNG-importkapacitet og eksisterende nødlagre af olie (European Commission). Den vurdering kan godt forsvares. Europa har alternativer, og nogle virker allerede: Italienske og kroatiske terminaler skiftede til amerikanske laster, da leverancerne fra Qatar svigtede.

Men "ingen mangel" er ikke det samme som "intet problem". Bruxelles kan koordinere, indkalde møder og administrere regler for frigivelse af lagre. EU kan ikke få en reder til at sejle gennem farvand, som besætningen opfatter som farligt, tvinge et forsikringsselskab til at tilbyde billig dækning eller få en banks complianceafdeling til at godkende en last med forbindelse til Golfen. Lloyd’s Market Association sagde det ganske tørt: Forsikring var stadig tilgængelig, men den lavere trafik skyldtes "safety concerns by owners and masters" (LMA). Flaskehalsen er ikke Europas forsyningsinfrastruktur. Den ligger i private virksomheders risikovillighed, og den kan ingen energikommissær instruere.

Regningen kommer alligevel

Europa kan formentlig håndtere forsyningen, så længe Hormuzstrædet formelt er sejlbar, men praktisk mere besværligt og dyrt. Det kan ikke trylle risikopræmien væk. De afgørende håndtag ligger hos Washington, Teheran, redere, forsikringsselskaber og banker, hvor risikokomitéerne svarer til aktionærer, ikke til EU’s energipolitik. Regeringerne står tilbage med den politiske regning: vrede over brændstofpriser, dyrere gaslagre og industrivirksomheder, der kræver hjælp. Selve konflikten ligger uden for europæisk kontrol.