Hormuz-angreb fastlåser 600 skibe

Efter ti dages diplomatisk fremdrift var ét ukendt projektil nok til at stoppe planen. Den Internationale Søfartsorganisation, FN-organet der koordinerer global skibsfart, satte sin plan på pause for at få omkring 600 strandede fartøjer og cirka 11.000 søfolk ud af Den Persiske Golf (Al Jazeera, IMO newsroom). Et fragtskib meldte, at det var blevet ramt 7,5 sømil ud for Oman. Broen blev beskadiget, men ingen kom til skade (DW). Skibet var ikke en del af IMO-programmet. Alligevel blev programmet sat på pause.

Under normale forhold passerer omkring 20 mio. tønder olie om dagen gennem Hormuzstrædet, ligesom omtrent en femtedel af verdens handel med flydende naturgas, LNG, går samme vej (EIA, EIA). Strædet blev ikke lukket. Det system, der skulle fortælle skibene, hvornår og hvordan de kunne sejle sikkert ud, holdt op med at fungere. Her begynder Europas sårbarhed.

Hvad IMO-planen faktisk gjorde

IMO-planen var ikke en bevæbnet konvoj. Den var en koordineret sejlplan. Skibe tilmeldte sig, fik tildelt en afgangsdag og en rute og ventede på, at deres gruppe blev kaldt frem (IMO newsroom). UKMTO, den britisk flådetilknyttede enhed der sender sikkerhedsvarsler til handelsskibe, stod for beskederne til kaptajnerne (Straits Times).

IMO kan dele information og samordne tidsplaner. Organisationen kan ikke tvinge Iran, Oman, USA, forsikringsselskaber eller kaptajner til at acceptere risiko. Da programmet blev sat på pause, holdt UKMTO op med at fortælle fartøjerne, om de var med i næste gruppe. Ingen forbød dem at sejle. Tilliden til, at det var forsvarligt, forsvandt.

Det danske rederi Maersk viste, hvordan det mellemrum ser ud i praksis. Selskabet fik to skibe ud af Golfen efter sin egen sikkerhedsvurdering, men ikke alle skibe og ikke efter en normal fartplan (Copenhagen Post). Før hændelsen var antallet af kommercielle passager steget til omkring 70 om dagen, stadig kun omtrent halvdelen af det normale niveau før konflikten på 120 (Al Jazeera). Et stræde kan godt være politisk åbent og kommercielt upålideligt på samme tid.

Hvordan regningen når Europa

Presset bevæger sig gennem de virksomheder, der afgør, om skibe sejler, og hvad risiko koster: forsikringsselskaber, redere, råvarehandlere og energikøbere. Hvert led lægger sin egen pris på usikkerheden, før den overhovedet rammer engrospriserne på gas eller brændstof.

Ifølge S&P Global lå krigsrisikopræmierne fortsat på 3-4 % af skrogets værdi, mod omkring 0,25 % før konflikten (S&P Global). EU’s gaslagre sluttede vinteren på 28 %, mens femårsgennemsnittet er 41 %. Det gør Europa mere udsat for priser, der afspejler forsyningsrisiko, end kontinentet ville være med fyldte lagre (EIA).

Omkostningerne rammer dog ikke europæiske forbrugere i en lige linje. Den hollandske engrospris på gas var faldet mod omkring 40-42 euro/MWh, da handlere vurderede, at trafikken gennem Hormuz var ved at normalisere sig (Investing.com NL). I Polen faldt de officielle brændstofprislofter faktisk mellem 17. og 25. juni, fordi skatter, regulering og national politik filtrerer det globale prissignal, før det når tankstationen (gov.pl). Ingen tysk regulator eller forbrugerorganisation har koblet den konkrete IMO-pause til et målbart prischok (Handelsblatt). Angrebet ud for Oman fornyede Europas prisrisiko ved at svække tilliden til ruten, ikke ved at dokumentere en akut forsyningsmangel.

Hvem er fraværende, og hvad ved vi ikke

Det er fortsat uklart, hvem der stod bag projektilet. Amerikanske embedsmænd pegede på Iran, mens UKMTO nøjedes med at rapportere de operationelle fakta (Gulf News, DW). Der er ikke identificeret nogen offentlig teknisk undersøgelse. De sikkerhedsgarantier fra Iran, Oman og USA, som IMO-ruterne byggede på, blev aldrig offentliggjort. Iran advarede samtidig om, at skibe uden for landets godkendte korridorer ikke havde garanti for fri passage (Straits Times).

Europas svar er fortsat opsplittet. Danmark har bidraget med droner og specialister til en fransk-britisk maritim mission (Engine Online). Tysklands forsvarsminister har afvist en hurtig flådeindsats uden en stabil våbenhvile og en international ramme (Tagesschau). Polen har kanaliseret risikoen ind i en hjemlig strid om brændstofprislofter og skat på ekstraordinære gevinster (e-prawnik). EU som institution er stort set fraværende i den operationelle kæde.

Hormuzstrædet er stadig politisk åbent. De aktører, der gør det kommercielt brugbart, tøver. Europa kan ikke beordre dem tilbage.