Hormuz-angreb sender olie over $90

Et projektil ramte mandag den kuwaitiske tanker Kaifan nær Oman. Besætningen forlod skibet. Brent-olien steg til over 90 dollar (OilPrice). Angrebet kommer efter en måned med tiltagende amerikansk-iranske angreb omkring Hormuzstrædet, hvor der dagligt passerer omkring 20 mio. tønder olie og omtrent en femtedel af verdens handel med LNG, altså flydende naturgas (EIA). For Europa kommer regningen ikke først og fremmest gennem manglende tønder olie. Den kommer gennem dyrere fragt, forsikring og prisindeks, som løfter udgifterne til gas, el og brændstof på tværs af kontinentet.

Fra stræde til regning

Europa behøver ikke importere direkte fra Iran for at mærke krisen. Krigsrisikoforsikringen for en enkelt passage gennem Hormuz er steget fra omkring 0,125 % til op mod 1 % af skibets skrogværdi, og raterne for de største olietankere er omtrent firedoblet (Eightx, LMA). Skibene sejler stadig, men hver rejse prissættes nu anderledes. De ekstra omkostninger ender direkte i leveringsprisen på råolie, LNG og raffinerede produkter i europæiske havne. Den fysiske forsyningskrise begynder først, når lasterne helt udebliver. Prischokket er allerede her.

Halvtomme lagre på det forkerte tidspunkt

Tidspunktet gør ondt værre. EU’s gaslagre stod midt i juli på omtrent halv kapacitet, klart under det 90 %-mål, som medlemslandene ifølge EU-reglerne skal nå senest 1. november (Gas Outlook, European Commission). ACER, EU’s energiregulator, har advaret om, at Europa kan få brug for omkring 13 % mere LNG end sidste år for at nå fristen (Enerdata). Et chok i Golfen midt i genopfyldningssæsonen tvinger europæiske købere til at byde hårdere på erstatningslaster, og den hollandske TTF-pris, Europas vigtigste gasbenchmark, sender den konkurrence videre til kontrakter og regninger i hele Europa.

Mekanismen kan allerede aflæses i tallene. Den tyske energibrancheorganisation BDEW opgjorde spotprisen på gas til 57,8 euro/MWh, den gennemsnitlige elpris over 30 dage til 113 euro/MWh og de tyske gaslagre til kun 45,2 % den 18. juli (BDEW). I Italien står gas for omkring 45 % af elproduktionen og sætter ofte marginalprisen på elmarkedet. Derfor bliver et chok i gasbenchmarken hurtigt til en elregning for husholdninger, der aldrig skænker tankerruter en tanke (ANSA).

Terminaler hjælper på forsyning, ikke på pris

Nogle lande ser bedre beskyttet ud. Spanien får 34 % af sin gas fra Algeriet gennem Medgaz-rørledningen, som helt går uden om Hormuz, og landet har EU’s største net af syv LNG-terminaler til at omdanne flydende gas tilbage til almindelig naturgas (El Mundo). Alligevel handles Spaniens egen gasbenchmark allerede med præmie over TTF, fordi et stramt LNG-marked og hedebølgedrevet efterspørgsel presser priserne op (S&P Global). Rørledninger og terminaler hjælper med at sikre fysisk gas. De forhindrer ikke markedsprisen i at stige.

Grækenland viser, hvordan gevinster og omkostninger i en shippingkrise rammer forskellige grupper. To græskejede tankere er blevet ramt i Hormuz-zonen (Kathimerini), og den græske økonomi hentede 25,4 % af sine importvarer inden for energiprodukter fra Golf-landene i 2023-2025. Det er næsten fire gange EU-gennemsnittet på 6,6 %, ifølge en analyse citeret af OT. Græske rederier tjener på højere fragtrater. Græske forbrugere betaler mere for brændstof og strøm.

Europa har brugt tre år efter Ruslands gasafskæring på at erstatte rørledningsgas med LNG til søs, norsk gas og rørledninger fra Nordafrika (Bruegel). Det mindskede Moskvas pressionsmuligheder, men skabte en ny afhængighed af sejlruter, forsikringsmarkeder og global konkurrence om laster. Det er de kanaler, der nu fører Hormuz-chokket ind i Europas energiregninger. Nationale regeringer styrer kompensation og støtte til forbrugerne og kan koordinere nødudtræk fra olielagre gennem IEA, Det Internationale Energiagentur, hvor rige demokratier samler strategiske reserver. EU fastsætter lagerkrav, men ikke forbrugerpriser; hvert medlemsland beslutter selv, hvor stor en del af regningen husholdningerne skal bære. Ved en kortvarig afbrydelse er en egentlig fysisk mangel stadig usandsynlig. Men Europa fylder sine lagre til krisepriser, og ingen regering har endnu sagt klart, hvem der betaler, når bufferen holder, men regningen springer.