Hormuz-afgifter rammer europæisk industri

Europas Hormuz-problem er allerede på vej gennem fabrikker og landbrug, før en eventuel aftale mellem USA og Iran overhovedet har vist sig holdbar. Italien er mindre udsat på råolie end på raffinerede olieprodukter: Tal fra Banca d'Italia, citeret af Borsa Corriere, sætter eksponeringen mod råolie til 10 % og mod raffinerede produkter til 25 %. I Polen formulerede Agroprofil landbrugets pres mere kontant: Et ton urea, kvælstofgødningen mange marker lever af, koster nu 3,5 ton hvede.

For Tyskland ligger risikoen især i industriens inputvarer. n-tv har fulgt bekymringen for Group III-baseolier, den højkvalitetsbase der bruges i smøremidler til motorer og maskiner, samt for svovlstrømme til den kemiske industri. Hormuzstrædet kan godt være åbent på kortet, mens regningen fortsat ligger i forsikringer, fragt og juridiske kontroller.

Washington skriver, Europa indretter sig

Kaja Kallas har via EU's udenrigstjeneste sagt, at USA og Iran skal lande aftalen. EU kan sende beskeder, stille nuklear ekspertise til rådighed og måske senere bidrage med ledsagelse til skibsfarten. Det er en rolle, men det er ikke kontrol.

Det påståede aftaleudkast er stadig omstridt. Al-Monitor beskrev iranske mediers oplysninger om sanktionslempelser, frigivelse af indefrosne midler, Libanon og genåbning af Hormuz under "iranske arrangementer", mens Trump og Vance afviste vilkårene. For europæiske operatører rækker ordet "genåbnet" ikke. Ruten skal være sikker, forsikret og lovligt anvendelig.

Den amerikanske sanktionsfælde

EU kan ophæve egne sanktioner og frigive aktiver, der er indefrosset efter EU-ret, sådan som Rådet beskriver. EU kan derimod ikke beskytte europæiske virksomheder mod amerikanske sanktioner, hvis Washington fortsat betragter dele af handelen som forbudt. En analyse fra det amerikanske advokatfirma Paul Weiss viser, hvordan OFAC, den amerikanske myndighed der håndhæver sanktioner, i praksis kan definere, hvad banker og energiselskaber tør røre ved.

EU's blokeringsforordning skal beskytte europæiske virksomheder mod visse udenlandske sanktioner. I praksis gør den hverken amerikanske banker, dollarclearing eller adgang til det amerikanske marked irrelevante. Derfor kan en europæisk reder have grønt lys fra Bruxelles og stadig mangle banken, genforsikreren eller befragteren, der gør sejladsen rentabel.

Et stræde kan åbne uden at fungere

Reuters, gengivet af NDTV, rapporterede, at en iransk udsending ifølge citater skulle have sagt, at Hormuz ville være åbent mod transitafgifter. Oplysningen er omstridt. Den større risiko handler om, hvem pengene ender hos: Risk Intelligence har advaret om, at betalinger knyttet til sanktionerede iranske aktører kan udløse amerikansk sanktionsrisiko, mens The Brussels Times har rapporteret om bekymring for krav om skibsdata.

Forsikringsselskaberne behandler allerede Golfen som en balancepost med forhøjet risiko. West P&I har beskrevet konsekvenser for fragt, forsikringspriser og ruteplanlægning, herunder genforsikreres håndtering af krigsrisiko i iranske farvande og Golfen. Sådan bliver diplomatisk uklarhed til et kommercielt tillæg.

Europas sikkerhedspolitiske svar tager form i bidder. Frankrig siger ifølge det franske udenrigsministerium, at landet arbejder sammen med London om en defensiv maritim sikkerhedsmission, når forholdene tillader det. Litauen har ifølge LRT godkendt, at op til 40 soldater og medarbejdere fra forsvarssystemet kan deltage i internationale Hormuz-missioner.

Det er Europas situation: udsatte økonomier, begrænset indflydelse og nationale regeringer, der forbereder sig på at indgå i koalitioner, de ikke selv designer. Før virksomheder kan behandle Hormuz som normalt igen, skal de vide, hvem der kontrollerer passagen, hvem der opkræver afgifter, hvilke sanktioner der faktisk lempes, og om forsikringsselskaberne vender tilbage til almindelig dækning. En underskrift kan berolige markedet i et døgn. Den kan ikke i sig selv få en last sikkert frem.