Ungarn bremser Ukraines EU-spor

På et lukket møde mellem embedsfolk med ansvar for EU-udvidelsen 17. juli nægtede Ungarn at give grønt lys til næste skridt i Ukraines optagelsesforhandlinger, skriver European Pravda med henvisning til diplomatiske kilder. Der foreligger ingen offentlig meddelelse fra Rådet, som bekræfter forløbet. Men sagen viser et velkendt problem i EU’s udvidelsespolitik: Hvert trin kræver enstemmighed, og én regering kan derfor gøre en teknisk procedure til politisk pressionsmiddel.

Der var ikke tale om et veto mod ukrainsk EU-medlemskab. Blokeringen ligger tidligere i processen og er mere teknisk. Ungarn standsede godkendelsen af de såkaldte screeningresultater, som er EU’s gennemgang af, hvor langt kandidatlandet er fra EU-reglerne. Uden den godkendelse kan Kyiv ikke aflevere sine forhandlingspositioner på to kapitler om det indre marked og konkurrenceevne (European Pravda, Kommissionen). Ukraine har allerede åbnet to af seks forhandlingsklynger. De sidste fire kræver hver især, at alle EU-regeringer siger ja, før processen kan gå videre. Artikel 49 i EU-traktaten, som regulerer optagelse af nye medlemslande, kræver fortsat enstemmighed ved hvert afgørende trin (EUR-Lex, Le Monde). Der findes ingen traktatmekanisme, som flytter optagelsesbeslutninger over til flertalsafgørelser.

Budapests argument og den bilaterale løftestang

Premierminister Péter Magyar fremstillede Ungarns linje som et spørgsmål om rimelighed, ikke som modstand mod Ukraine. Hans argument er, at EU ikke bør give Ukraine en hurtigbane, mens kandidatlande på Vestbalkan har ventet i mere end et årti (RFE/RL, The New Union Post).

Den mere konkrete løftestang ligger i det bilaterale forhold. Ungarn har i årevis kritiseret Ukraines behandling af det ungarske mindretal i Zakarpattia-regionen. Den konflikt har tidligere forsinket åbningen af forhandlingsklynger, indtil Kyiv gav bestemte løfter (Euronews, European Integration). For Budapest er mindretalsspørgsmålet dermed blevet et tilbagevendende redskab: Det kan rejses ved hvert enstemmighedskrav og tvinge Ukraine ind i bilaterale forhandlinger, før EU-sporet kan fortsætte.

Moldova betaler for en andens konflikt

Den mindre synlige taber er Moldova. Ukraine og Moldova er juridisk adskilte kandidatlande, men EU har politisk behandlet dem som et samlet spor, siden begge fik kandidatstatus efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine (Kommissionen). Ungarn støttede angiveligt, at Moldovas sag kunne fortsætte alene. Andre medlemslande afviste at skille de to forløb ad, og derfor står begge nu stille (Ziare).

Moldovas præsident, Maia Sandu, har advaret om, at vinduet for EU-udvidelse ikke nødvendigvis bliver ved med at stå åbent (Europa Liberă Moldova). Rumænien, som deler sprog- og statsborgerskabsbånd med Moldova, underskrev ved et topmøde i Kyiv en fælles erklæring om at åbne de resterende klynger "så hurtigt som muligt" (Moldpres). Sammenkoblingen skulle styrke begge kandidaturer. Nu betyder den, at Moldova rammes af en forsinkelse, landet ikke selv har udløst.

Polen er advarslen

Ungarn er ikke den eneste hovedstad, hvor Ukraines EU-spor er blevet indenrigspolitik. I Polen har oppositionspartiet PiS fremsat et forslag i Sejmen, der opfordrer regeringen til at blokere Ukraine ved hvert trin, hvor der kræves enstemmighed (TVN24). Tusk-regeringen støtter fortsat Ukraines vej mod EU, men kræver overgangsperioder for landbruget og beskyttelsesmekanismer for korn, fjerkræ og raps (WP, CER). Ukrainsk medlemskab vil ændre EU’s landbrugsstøtte i Centraleuropa. Hvis de nationale landbrugslobbyer får politisk vægt nok, kan Warszawa ende med at bruge den samme bremse, som Budapest allerede har trukket i.

Efter deres fælles ministerråd 17. juli opfordrede Tyskland og Frankrig til en meritbaseret og gradvis optagelsesproces, hvor institutionelle reformer indbygges undervejs (Élysée, Bundesregierung). Ifølge FAZ siger diplomater, at andre regeringer har gemt sig bag Budapest og ladet Ungarn tage skylden, mens modstanden andre steder er mere stilfærdig. Hvis det er rigtigt, må den fransk-tyske reformlinje svare på et meget konkret spørgsmål: Betyder "gradvis optagelse", at processen ændres, så én hovedstad ikke kan fryse den fast, eller betyder det blot, at skeptiske regeringer får bedre tid til at finde nye grunde til at sige nej?

Ungarn har vist, at EU-optagelse kan bremses længe før den egentlige medlemskabsbeslutning. Polen viser, hvorfor den mulighed næppe forbliver ungarsk ret længe. Optagelsesprocessen fungerer, når enstemmighed tvinger kandidatlande til at opfylde klare betingelser. Den bryder sammen, når enstemmighed bliver et redskab i national politik og bruges til at hente indrømmelser, som ikke handler om kandidatlandets parathed. Budapest har passeret den grænse. Berlin og Paris må nu afgøre, om reform betyder at reparere processen eller blot bede kandidatlandene vente mere tålmodigt.