Ungarn underskriver reformer for €16.4 billion

Ungarn er rykket et skridt tættere på at få adgang til 16,4 mia. euro i indefrosne EU-midler. Præsident Tamás Sulyok har underskrevet den antikorruptions- og gennemsigtighedspakke, som premierminister Péter Magyars regering har lagt frem for at opfylde EU’s krav (Telex, Portfolio). Parlamentet vedtog pakken tre dage tidligere med 142 stemmer mod 39.

Underskriften afslutter den ungarske del af processen. Den frigiver ikke i sig selv én euro. Den beslutning ligger hos EU-Kommissionen, som skal kontrollere, om medlemslande faktisk gennemfører de reformer, de har lovet, og for en del af pengene hos medlemslandenes regeringer i Ministerrådet.

Tre pengekasser, tre portvagter

De 16,4 mia. euro er ikke én samlet pulje. Hvis man behandler beløbet sådan, skjuler man, hvem der reelt bestemmer over de enkelte dele.

Omkring 10 mia. euro kommer fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, EU’s investeringsfond efter covid-krisen. Den udbetaler først penge, når et land har nået aftalte reformmål. EU-Kommissionen vurderer fremskridtene, og derefter stemmer medlemslandenes regeringer i Ministerrådet om udbetalingen (Commission RRF page).

Yderligere 4,2 mia. euro blev suspenderet under retsstatsmekanismen, en EU-forordning fra 2020, som gør det muligt at tilbageholde midler, når demokratisk tilbageskridt kan true EU-budgettet. En ophævelse kræver kvalificeret flertal i Ministerrådet. Det betyder, at større medlemslande vejer tungere, og at ét land ikke kan blokere alene (EUR-Lex, CER).

Endelig afhænger 2,2 mia. euro i regionalstøtte af, om EU-Kommissionen vurderer, at Ungarn opfylder krav om akademisk frihed og forvaltning (Euronews, Brussels Signal).

Hvad loven ændrer, og hvad Kommissionen skal kontrollere

Reformerne er konkrete, ikke pynt. Loven ændrer omkring 30 eksisterende love. Den giver Ungarns integritetsmyndighed stærkere beføjelser til at gribe ind ved mistænkelige offentlige udbud, kriminaliserer falske formueerklæringer og afvikler de såkaldte public-interest foundations, KEKVA’er, som har kanaliseret offentlige aktiver over i fonde med politisk forbundne bestyrelser (DW). Det rammer netop de kanaler for korruption, som begrundede indefrysningen.

Men en vedtaget lov og en håndhævet lov er to forskellige ting. EU-Kommissionen står nu over for et valg, den tidligere har haft svært ved at håndtere: Er lovteksten nok, eller skal Ungarn først bevise, at reglerne virker?

I 2023 frigav Kommissionen midler til Viktor Orbáns Ungarn, før reformerne var fuldt gennemført. En højtstående juridisk rådgiver ved EU-Domstolen argumenterede i februar for, at Kommissionen gik for langt, og anbefalede Domstolen at annullere den tidligere frigivelse (European Relations, NDFR). Hvis Domstolen følger den linje, vil fremtidige udbetalinger kræve dokumenteret gennemførelse, ikke kun lovgivningsmæssige løfter. Afgørelsen ventes senere i år.

Tidsplanen gør vurderingen sværere. Ifølge ungarske medier skal alle betingelser for den største del af genopretningsmidlerne være opfyldt inden udgangen af august, mens betalingsanmodningerne skal indsendes i september (Telex). Det giver Kommissionen omkring to måneder til at vurdere, om en antikorruptionsmyndighed med nye beføjelser faktisk kan stoppe mistænkelige udbud, og om KEKVA-aktiverne reelt er ført tilbage til offentlige hænder. Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg har indkaldt kommissærer til en høring 14. juli for at få svar (Euronews).

Præcedensen rækker ud over Budapest

Udfaldet betyder mere end Ungarn. Det vil vise, hvor alvorligt EU’s byttehandel mellem reformer og penge skal tages. Polen har for nylig vist, at Kommissionen kan gå fra bred blokering til trinvise udbetalinger, når en ny regering begynder at levere (Bankier). Ungarns sag er mere rodet, fordi den handler om tre forskellige juridiske instrumenter, ikke ét. Samtidig vil kontrasten til Slovakiet skærpe presset på Kommissionen. Her har Fico-regeringen svækket anklagemyndighedens uafhængighed, mens Ungarn forsøger at styrke sin kontrol med magtmisbrug (Denník N, IBA).

Mens forhandlingerne om EU’s næste flerårige budget er i gang, vil alle regeringer holde øje med, hvad Bruxelles regner som reel reform. Hvis en underskrevet lov er nok, overlever modellen med reformer for penge, men den mister bid. Hvis Kommissionen kræver fungerende institutioner først, risikerer den at straffe en regering, som faktisk forsøger at rydde op efter forgængerens magtkoncentration. Denne sommer står valget mellem tempo og troværdighed. Kommissionen kan næppe levere begge dele inden august.