Ungarn advarer om dyre EU-udbud

Ungarns Integritetsmyndighed, det antikorruptionsorgan som Budapest oprettede i 2022 under pres fra EU, peger nu på, at overpriser kan være indbygget i selve den måde, offentlige udbud bliver designet og afgjort på (Integrity Authority). Papirerne kan se korrekte ud. Priserne kan stadig være for høje. Det er netop forskellen mellem regeloverholdelse og reel værdi for pengene, som EU’s nuværende værktøjer til at beskytte offentlige midler har svært ved at ramme.

Hvordan et udbud kan følge alle regler og stadig fejle

En ordregivende myndighed offentliggør en udbudsbekendtgørelse, overholder fristerne, vurderer tilbuddene og tildeler kontrakten. Formelt er alt på plads. Men markedet omkring udbuddet kan være formet, før det første tilbud lander.

Tekniske krav kan skrives, så de passer til én bestemt leverandør. Kvalifikationskrav kan lukke nye aktører ude uden at fremstå diskriminerende. Delkontrakter kan samles i så store pakker, at mindre virksomheder ikke kan byde. Frister kan sættes så kort, at kun de allerede indviede kan nå at reagere. OECD beskriver skyggebud, budrotation og markedsdeling som metoder, der kan skabe en papirgang, der ligner almindelig konkurrence (OECD). EU’s eget udbudsscoreboard bruger udbud med kun ét bud og lav konkurrence som advarselstegn, fordi mønstrene tyder på, at markedstesten mest er til pynt (Single Market Scoreboard).

Resultatet er forudsigelige vindere og oppustede kontrakter betalt med EU-midler, uden at der nødvendigvis ligger et klart regelbrud i sagen.

Bruxelles kan fryse penge, men ikke priskontrollere kontrakter

EU har værktøjer. Retsstatsmekanismen, formelt forordningen om konditionalitet, giver Kommissionen og Rådet, hvor medlemslandenes regeringer stemmer, mulighed for at beskytte EU-budgettet, når svag regeringsførelse skaber finansiel risiko. I 2022 brugte Rådet mekanismen mod Ungarn og suspenderede 6,3 mia. euro i tilsagn fra samhørighedsprogrammerne, fordi svagheder i offentlige udbud og antikorruption blev vurderet som systemiske (Council Implementing Decision 2022/2506, CER). Separat blev Ungarns adgang til genopretningsmidler koblet til reformmål om domstolenes uafhængighed, antikorruption og stærkere udbudskontrol (Commission Hungary RRF page).

Det er reelle instrumenter med reel effekt. Men de virker oppefra: Midler fryses, betingelser fastsættes, milepæle kontrolleres. Ingen af dem svarer kontrakt for kontrakt på det afgørende spørgsmål: Hvad ville denne vej, dette IT-system eller denne bygning have kostet under reel konkurrence?

OLAF, EU’s kontor for bekæmpelse af svig, kan undersøge sager og anbefale tilbagebetaling, men kan ikke rejse tiltale (OLAF). EPPO, Den Europæiske Anklagemyndighed, kan føre straffesager om kriminalitet mod EU-budgettet, men kræver strafbare forhold som svig eller bestikkelse, ikke bare høje priser (EPPO). Den Europæiske Revisionsret har kaldt genopretningsfondens antikorruptionsramme et arbejde under udvikling, hvilket understreger afstanden mellem at kontrollere reformmål og at teste, om priserne faktisk er rimelige (ECA Special Report 06/2026).

Den samme blinde vinkel går igen

Sagen læses forskelligt rundt om i Europa, men de nationale vinkler rammer forbi det samme punkt. I Tyskland, EU’s største nettobidragsyder, bliver spørgsmålet ofte behandlet som budgetkontrol: Får skatteyderne værdi for pengene? (Spiegel). I Rumænien ligger vægten på Ungarns skridt mod at tilslutte sig EPPO som mulig løsning (Digi24). I Polen læses sagen gennem landets egne erfaringer med indefrosne EU-midler (Brussels Times). I Slovakiet bliver den nye regerings antikorruptionslinje brugt som bevis på, at systemet kan rette sig selv (Aktuality.sk).

Alle vinklerne fanger noget rigtigt. Ingen af dem stiller prisspørgsmålet. Anklagere straffer kriminalitet. Revisorer advarer om systemfejl. Konditionalitet fryser penge. Men hvis Kommissionen skal bevise overpriser, skal den kunne vise, hvad en kontrakt burde have kostet i et reelt åbent marked. Det svar leverer ingen eksisterende EU-institution i dag.

Ungarns Integritetsmyndighed har dermed peget på et hul, Bruxelles endnu ikke har lukket. Et udbud kan være lovligt, se konkurrencedygtigt ud på papiret og stadig være for dyrt. Kommissionen og Revisionsretten har både mandatet og dataene til at udvikle markedsbaserede prisbenchmarks. Indtil den kapacitet findes, vil EU’s budgetbeskyttelse lettere fange brudte regler end oppustede kontrakter, der ikke bryder nogen.