Industriberedskab splitter EU's €2 billioner-budget

Tallet på 2.000 mia. euro, som nu hænger over forhandlingerne om EU’s næste budget, er politisk effektivt, men ikke nogen ren sammenligning. Den nuværende pakke nåede kun den størrelse, fordi Bruxelles lagde lånene fra NextGenerationEU oven i det almindelige langtidsbudget. Selve kernebudgettet var på 1.074 mia. euro i 2018-priser. Striden handler derfor mindre om ét stort tal end om reglen bag pengene: Skal EU-midlerne gå til områder, der skal indhente resten, eller til dem, der allerede er klar til at bygge teknologi, forsvar og energikapacitet?

Reglen afgør vinderne

Alle hovedstæder har vetoret, fordi EU’s flerårige budget kræver enstemmighed i Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse efter artikel 312 i TEUF. Det giver hver national utilfredshed en vej ind i det endelige kompromis.

I årtier har en stor del af EU’s udgifter fulgt behov. Samhørighedsmidler går til fattigere regioner, så de kan mindske forskelle i indkomst, infrastruktur og beskæftigelse, sådan som Europa-Parlamentets oversigt over samhørighedspolitikken beskriver. Landbrugsmidlerne under CAP beskytter landbrugsindkomster og økonomien i landdistrikterne, som Parlamentets notat om finansieringen af CAP viser.

Konkurrenceevnemidler virker på en anden måde. Hvis nye penge fordeles gennem industriudbud, forskningspartnerskaber og national medfinansiering, vil vinderne ofte være de steder, der allerede har stærke virksomheder, universiteter, forsvarsleverandører og embedsværk, som kan skrive ansøgningerne. Den endelige fordelingsnøgle er ikke fastlagt, så pointen er ikke et præcist regnestykke. Pointen er mekanismen: Samhørighedspolitik belønner behov; industripolitik belønner parathed.

Betalerlandene vil have ambition inden for en ramme

Tysklands problem er regnestykket. Flere EU-udgifter til teknologi, forsvar og Ukraine kræver enten højere nationale bidrag, fælles gæld eller besparelser på ældre prioriteter. Derfor ligger et loft over budgettet og hårdere prioriteringer lige for hos betalerlandene, især når Bruxelles allerede har særskilte kanaler til regional udvikling gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og til forsvarsindustrien gennem Den Europæiske Forsvarsfond.

Frankrig er presset på en anden måde. Paris vil forsvare CAP og samtidig skubbe på for forsvar og industri, men det finanspolitiske råderum er blevet smallere, efter at Rådet i juli 2024 åbnede en procedure for uforholdsmæssigt store underskud mod Frankrig. Lån på EU-niveau får ikke udgiften til at forsvinde. Det flytter konflikten fra dagens nationale bidrag til morgendagens fælles tilbagebetaling.

Polen er den tydeligste stresstest. Warszawa ønsker stærkere sikkerhed, mere robusthed ved grænsen og flere Ukraine-relaterede udgifter, men landet har også en stor direkte interesse i samhørighedsmidlerne: Cohesion Data Platform viser 76,7 mia. euro til Polen. Polen kan godt ønske sig et mere hårdført Europa og samtidig modsætte sig, at regningen betales ved at svække de formler, som finansierede landets egen indhentning.

Den samme spænding løber langs EU’s østflanke. Hvis budgettet behandler eksponering mod Rusland som en omkostning, har Polen og de baltiske lande et stærkt krav. Hvis pengene følger industriel kapacitet, kan større økonomier trække mere hjem gennem indkøbskæder og forskningskonsortier, selv om de mest udsatte lande bærer sikkerhedsrisikoen.

Regningen skal stadig betales

Landmænd og fattigere regioner behøver ikke være imod udgifter til konkurrenceevne for at tabe på dem. De taber, hvis pengene findes ved at skære i CAP eller samhørighedspolitikken og derefter fordeles gennem konkurrencer, som de er dårligere rustet til at vinde.

Finansieringen betyder også noget. EU’s indtægter hviler fortsat tungt på nationale bidrag baseret på bruttonationalindkomst, mens fælles lån skaber EU-gæld, som skal betales tilbage over tid, sådan som Kommissionen forklarer i sin guide til indtægter og i materialet til investorer om NextGenerationEU. Tilskud hjælper svagere regioner mere direkte. Lån gavner dem, der kan låne og gennemføre projekter. Medfinansiering, hvor en regering selv skal lægge penge oveni, kan lukke fattigere forvaltninger ude, før konkurrencen overhovedet begynder.

Budgetkampen vil blive solgt som gamle overførsler over for moderne prioriteter. Det sværere spørgsmål er, om Europa kan opbygge industriel kapacitet og samtidig holde fast i løftet om, at fattigere regioner stadig kan indhente resten.